Vejrguderne var med RTK. Men de var også de eneste, dat RTKs bedste +40-hold i Sjællandsserien mødte Ballerups ditto ude i Darup i solskin, truende skyer og blæsevejr. For godt nok holdt guderne den værste regn stangen – til gengæld regnede det ned på Ballerup-spillerne med masser af point! For vi fik bank. Mange bank. Inden da var vi dog mødt positive og kampklar frem – klar til at bekæmpe såvel modstander som det danske blæsevejr.

Singlerne blev spillet først. Brian Andreasen tog den svære 1.single. Han bed godt fra sig i et tæt 1.sæt, men måtte se sig slået med 4-6. Andet sæt gik noget hurtigere, 0-6. 0-1 til Ballerup.

Aksel Rasmussen tog 2.singlen. Kæmpede bravt mod en god Ballerup-spiller med godt spin i boldene. Aksel manglede desværre lige det sidste til at bringe kampen i et tredje sæt. 3-6, 3-6 og dermed 0-2 til Ballerup.
Undertegnede havde fået fornøjelsen af 3.singlen, selvom kampformen halter lidt. Det eneste der var overskud af var..kg! Og dem var der nok af! Nå…men man må jo komme med, hvad man har!, så der blev kæmpet for sagen mod Ballerups 3.single, der havde en god forhånd og var stabilt slående med baghånden. Jeg fik ham ikke nok ud i siderne – til gengæld fik han sendt mig godt rundt i hjørnerne. Intet nyt i det. Jeg kan jo godt lide at løbe! Kampen var såmænd ganske lige. Flere gange havde jeg 40-15, der ikke blev udnyttet. Og det gør ondt, især når man taber med 4-6. 2.sæt mindede meget om første. Flere fordele, og 40-15-fordelene blev ikke udnyttet (bl.a ved 4-4) – og så blev det igen 4-6. Kræfterne rakte ikke, touchet ikke alt for godt, desværre. Men to timers tæt infight, og dermed forbedret kampform, blev det da til.0-3 til Ballerup.

Ellen Grønvald kæmpede mod Ballerups Lene Schou i damesinglen. Og der blev slåsset, slået og skudt fra Ellens hånd. Og løbet. Er der noget som holdets lille løber kan – så er det at løbe ☺ Og al fighten var såmænd lige ved at give bonus i et tæt 1.sæt, hvor Ellen dog til sidst endt som taber med 4-6. Desværre blev det ikke helt så tæt i 2.sæt, som gav Ballerup-gevinst på 1-6. 0-4 til Ballerup.

Mixen stod der Janni Tüchsen og Bo Halberg på. De gav den også fuldt skrue, men måtte også give fortabt mod overmagten fra Ballerup. 1/6, 3/6, lød cifrene på. 0-5 til Ballerup – og dermed var sejren definitivt Ballerups. Så var der kun de rene doubler tilbage til at reducere nederlagets størrelse…
Aksel og Brian tog sig af 1.herredoublen. I 1.sæt kom de ikke med, men i 2.sæt vågnede de op og gav Ballerup kamp til stregen. Et nederlag blev det dog til. 1/6, 4/6 – og 0-6 til Ballerup.

Jannie og Ellen kæmpede i damedoublen det bedste de havde lært. Men igen var Ballerup skarpest. De hev en 1/6, 2/6 sejr i land…indtil Ellen i klubhuset efter kampen gjorde opmærksom på, at de skam fik 2 partier i første sæt! Alt skal med! Alt tæller. Sådan skal det være, så pigerne tabte altså 2/6, 2/6. Og dermed…0-7 til Ballerup.
Bo ”Rookie of The Year” Halberg og undertegnede tog sig af 2.herredouble. Og vi stod, i hvert fald rent fysisk, på banen, da kampen gik i gang. Mentalt og spillemæssigt var vi vist et andet sted..og inden vi fik set os om, så havde modstanderen bragt sig på 0-5 efter kønsløst RTK-spil. Så var der taktik-møde hos Bo og Morten. Og de to spillere blev enige om, at succeskriteriet måtte da være at ramme banen! Det hjalp straks. Vi vandt to partier i streg, inden Ballerup lukkede og slukkede 1.sæt. Et hæderligt 2-6 nederlag. Så var vi klar til flere bank! – men sørme om ikke vi begyndte at finde vores eget spil. Samtidigt var de to Ballerup-spillere lullet aldeles i søvn af vores sløve start. Så efter flere partier, som jo egenligt ikke burde have været mulige, efter fantombolde fra Halberg, så blev andet sæt vores. Udover fantombolde og godt spil fra debutanten Bo Halberg, så skal det nævnes, at han undervejs i kampen også havde overskud til at lave en skylds-analyse! ☺ Bo Halberg, psykologen – også kaldet kynikeren og realisten – er altid god for en refleksion eller to.I sms-form lød skylds-analysen efterfølgende således om undertegnedes indsats: En godkendt men lidt rutinepræget præstation – målt mod dit normale niveau. Og så troede jeg jo selv 10-tallet var hjemme! I stedet tikkede den næste sms ind: Du kan få karakteren 8 på den gamle skala! Det skal nævnes, at Bo var beskeden nok til at give sig selv karakteren 10! – og helt uret havde manden jo ikke ☺

Men Dagens første RTK-sæt i kampen var altså hjemme i 2.herredoublen. Så stod den på match-tiebreak til 10. Vi startede igen fint, var foran 4-2 og 6-5, men desværre vågnede Ballerup lige til slutspurten. Og med lodder og trisser, godt spil og lidt held fik de også hevet den sidste kamp hjem til deres fordel. 0-8 og dermed smertelige bøllebank til RTKs bedste 40-hold. Vi forlod arenaen i Darup. Og netop da gav vejrguderne endelig slip – Det regnede og haglede i et væk. Efter at have truet med voldsom regn under holdkampen lod guderne naturligvis tårerne få frit løb over RTKs hårde medfart.

Næste match er i Hvdovre den 14.juni og der håber vi ikke kun at få vejrguderne med os, men også de sportslige guder.

Referent, Morten Lyebalk