Tirsdag d. 9. juli lagde Stændertorvet i Roskilde “græs” til Caroline Wozniackis besøg i Roskilde.
Arrangementet var kommet i stand ved Danske Invests sponsorat af Caroline og RTK tilbød ekspertisen i at få anlagt banen og tilbudt Caroline en ordentlig opvarmning.

RTK havde allieret sig med Dansk Tennis Forbund i bestræbelserne på at få afholdt et så vellykket arrangement som muligt. Du kan læse her om arrangementet på DTFs hjemmeside

Mille Elsborg varmede Caroline op, inden hun selv strøg videre til UM. Du kan se alle billederne og høre hvad Caroline gav af råd her.

Og Mille fik store roser med på vejen af verdens nr. 10. Husk at have det sjovt var også et af de gode råd Caroline gav med på vejen.
Herefter spillede Caroline og Pondus en double mod Roskildes Borgmester, Joy Mogensen og Esben Danielsen som de fleste kender fra Roskilde Innovation (tidl. talsmand for Roskilde Festival).
Selv om Joy Mogensen og Esben Danielsen ydede god modstand tabte de 3-2. Joy Mogensen mente at der var plads til yderligere fremgang og vi håber at se hende på banerne hen over sommeren.

Så blev det tid til at junior-spillerne i alle aldre kunne slå et par bolde med Caroline. Undervejs blev der stillet ivrige spørgsmål om alt lige fra: Har du et kæledyr: Ja, jeg har lige fået en lille hund. Han hedder Bruno og er 8 uger, til spørgsmålet om hvor meget træning det kræver at være en af de bedste på WTA-touren: 4 timers daglig tennis og 2 timers daglig fysisk træning. Hertil kom spørgsmålet fra Sanne Scheibel: Hvad er din længste frivillige pause fra tennis og fysisk træning i løbet af året ? “3 uger i november, men en lille løbetur kan jeg ikke holde mig fra”.

Caroline svarede frisk på spørgsmålene fra publikum og konferencier; Jimmy Bøjgaard, som selv er en ganske habil spiller. På opfordring fra publikum spillede de en tiebreak som Caroline W. vandt i fin stil.

Danske Invest havde fået lov til at overrække Carolines ketcher til den heldige/dygtige vinder af dagens quiz, og vinderen er fra Roskilde. Tillykke til Conny Frank med det flotte trofæ. Om Conny skal prøve ketcheren på banen, ja det vil sommeren vise

Conny Frank_2013