Dragør Tennisklub, En klub der, blandt nu 31 andre klubber, har stået for afholdelsen af DM for veteraner. Det skete for 13 år siden, tilbage i 2002. Vi skal dog endnu længere tilbage – tilbage til anden halvdel af 1970erne for at finde tidspunktet for, hvornår dagens profil slog til den gule tennisbold (den bold, der rent faktisk var hvid til engang i 1980erne!) for første gang.

Det var nemlig moderen samt broderen, Gerald Dehn-Jensen, der trænede den da 4-5-årige Estelle Dehn-Christoffersen i Dragør Tennis Klub fra begyndelsen – Estelle Dehn-Christoffersen, født i 1971, i dag 44 år, er dagens profil.

Og træningen med familien bar frugt For Estelle Dehn-Christoffersen.

Til VM for ungdomshold

– Jeg kom tidligt, som 11-12 på ungdomslandsholdet. Det gjorde jeg ved at vinde en turnering i Birkerød – Mini Cup, tror jeg, at turneringen hed. Det var sådan en slags udtagelse til ungdomslandsholdet dengang. Det blev også til flere finaler ved DM som ungdomsspiller. Jeg kan dog ikke lige huske, hvornår det var, men jeg vandt ikke. Mit problem var, at jeg var samme årgang som spillere som Anja Michailoff og Karin Ptaszek, siger Estelle Dehn-Christoffersen i en telefon fra feriestedet i Sydfrankrig.

Estelle Dehn flyttede omkring de 10 år tennisudviklingen ind til KB – Kjøbenhavns Boldklub. Her trænede hun i ca. fem år, hvorefter hun begyndte inde i B 93. Hun trænede og trænede – og endte med at spille på eliteholdet inde i B 93 – bla. med brormand, Gerald Dehn-Jensen samt RTKs nuværende 1.dame, Anja Kostecki. Mens hun var i B 93 tog hun også træner-kurser i DTF-regi. Hun fungerede som privattræner i blandt andet fem år. I alt blev det til ca. 19 år inde i B 93.

Blandt Estelle Dehn-Christoffersens største sportslige minder er en tur med ungdomslandsholdet til VM for hold som 15-16-årig.

– Vi spillede, det må have været i 1986, imod Spanien, der stillede med Arantxa Sanchez (der blandt andet vandt damesingle-rækken i French Open i 1989, 1994 og 1998, red.)) og Conchita Martinez. Spillere, der nåede verdenstoppen i tennis. Det er lidt sjovt at tænke tilbage på. Jeg tabte med 2/6, 3/6 til Conchita Martinez (der vandt damesingle-rækken ved Wimbledon i 1994 ved at slå Martina Navratilova, red.)

Squash i flere klubber

Mens hun var i B 93 begyndte Estelle Dehn-Christoffersen desuden på nok en idrætsgren. Squash, som jo er nært beslægtet med tennis. Så Estelle kom hurtigt efter det.

– Jeg spillede squash i elitedivisionen i en 12-årig periode. Fra da jeg var 22-34 år. Jeg spillede i blandt andet Farum, Brøndby og Amager Squash Klub. For mig var squashen en rigtig god træning som supplement til tennissen, hvor der jo om vinteren er begrænset halkapacitet ude i klubberne. Og så gav squash en formidabel kondition, nævner Estelle Dehn Christoffersen.

DM dag 3 027

Estelle Dehn-Christoffersen har allerede været i aktion til DM: i mandagens MD40+ match blev Paul Trumble, Holte/Gitte Wittenburg Lotz, Birkerød, sat til vægs. Estelle ses her som nr. 2 fra højre. Etteren er makker og brormand, Gerald Dehn-Jensen, HIK.

Første DM for veteraner

I 2006 vendte Estelle Dehn-Christoffersen næsen hjemad. – tilbage til Dragør, hvor det hele begyndte. Men med alderen kom skaderne for Estelle Dehn-Christoffersen. En sprængt akillessene og hofteoperationer samt tre fødsler (børnene er i dag henholdsvis 5, 8 og 10 år, red.) satte tennissen noget på stand by.

– Det har betydet, at selvom jeg egentligt har kunnet være med rent aldersmæssigt, så bliver DM-turneringen i Roskilde mit første veteran-DM. Jeg er debutant, men jeg håber på at vi vinder. Det gør man jo altid. Men det bliver super, at se dem spille, som man spillede mod og med, da vi var unge. Og så er det skønt, at det er i Roskilde – der er sådan et dejligt tennis-anlæg, lyder det rosende fra Dragør-spilleren, der oprindeligt er fransk-sproget korrespondent, men i dag arbejder som Key Account manager hos Benjamin Medier, der bla. har magasiner som “I Form”, “Aktiv Træning” og “Illustreret Videnskab”.

Estelle spiller kraftbetonet tennis fra baglinien og med to-hånds baghånd. Estelle deltager ved DM i Roskilde i damedouble og i mixed double. I morgen torsdag, tørner hun ud i semifinalen i mixed double-rækken i 40+. Sammen med brormand Gerald Dehn-Jensen.

– Det bliver spændende at spille med Gerald. I B 93 spillede vi på hold sammen, men aldrig mixed double sammen. Så det bliver første double med brormand, så det ser jeg frem til, siger Estelle Dehn-Christoffersen, der roser brormand:

– Han er en rigtig god all round-spiller. Han var universitetsmester, da han var ovre i USA. Og blev kåret som ”Rookie of The Year”. Han slog Peter Mortensen (Køge-spilleren, med flere veteran-titler – og som spiller med i Roskilde 2015, red.)

Kampen begynder i dag torsdag kl. 18.45. Estelle Dehn-Christoffersen kan dog allerede ses i aktion lidt før i dag, da hun sammen med klubmakkeren, Karina Stoltze spiller damedouble 35+ kl. 16.15. Kom og kig på, når Estelle smadre til bolden.