Der var igen solskin, blå himmel med kun få skyer, da femtedagen oprandt og blev afviklet fra kl. 10. Seks baner blev taget i brug – kun bane 2 stod tom. Banen var ikke helt tør, efter at himlen over Roskilde havde åbnet sluserne aftenen forinden ved 22-tiden og senere i løbet af natten.

Der blev lagt ud i HS70+., kvartfinalerne

HS70+,kvartfinalerne

RTKs Carl Toft lagde for mod Bent Ingevold, HIK, på bane 3. Det blev svært fra begyndelsen for Toft. RTKeren kom bagud med 0-1. 0-2.0-3.0-4. 0-5 – og desværre også 0-6 (og dermed 1.sæt) efter en duel, hvor bolden går over en 4-5 gange, inden Toft med et forhåndsslag skyder bolden i nettet. 1.sæt til Ingevold.

2.sæt. Toft server, men Ingevold synes at have svar på alt, hvad Toft foretager sig. Eksempel 1: Toft forsøger bla. at komme til nettet, men Ingevold passerer Toft i dennes baghåndsside med HIKerens præcise forhånd. Eksempel 2: Ingebold laver stopbold, som Toft når. Men kun lige akkurat. Bolden skovles nærmest kort tilbage, hvor Ingevold er gået frem og står klar med næste træk. Toft er chanceløs, da Ingevold har masser af tid til et passérslag.

DM dag 5 formiddag 002

Bent Ingevold, HIK (th.) var for stor en mundfuld for RTKs Carl Toft, der ellers ydede en flot indsats undervejs i HS70+ kvartfinalen.

Ved 15-40 i Tofts serv, har Toft en andenserv. Men serven er for blød, så Ingevold kan behændigt lægge en stopbold på servereturen. Toft uden chance. 1-0 til Ingevold i 2.sæt. Det er desværre spil til et mål.

Parti nr. 2. Ingevold server. På servereturen fra Toft laver Ingevold nok en stopbold. 15-0. Efterfølgende 30-0, da Toft slår en serveretur ud af banen. 40-0 bliver det, da Ingevold presser på i Tofts baghåndsside. Toft når bolden på en god Ingevold-serv, men på efterfølgende retur får Toft kun ketcheren sporadisk på bolden – og den når ikke over på den modsatte banehalvdel. 40-0. Og et kort øjeblik senere parti til Ingevold. 2-0.

Toft skal nu serve. Server godt og fornemt lige ned i hjørnet i ulige-siden. Men Ingevold returnerer bare, som om han aldrig har bestil andet – og på den efterfølgende bold slår Toft den gule klat i nettet. Senere i samme parti bliver det 15-30, da Ingevold baghåndsslicher langs linjen, uden chance for Toft. Det bliver 30-30, da Ingevold laver en sjælden sjuskefejl. Ingevold tilspiller sig herefter en fordel, men på efterfølgende bold får Toft flot fanget Ingevold på det forkerte ben ved at skyde bolden tilbage i samme side, som Ingevold netop er kommet fra. Lige. Toft slår herefter uprovokeret en bold ud med forhånden. Fordel, Ingevold. Men på ny bliver det lige. Og RTKeren får en fordel, da en superb forhånd stryger ned langs linjen i Ingevolds baghåndsside. ”Flot sat”, siger Ingevold til Toft, der replicerer med et ”tak”. God omgangstone.

Fordelen udnyttes dog ikke: På en 2.serv laver Ingevold en stopbold, som Toft dog når – dog kun for at blive passeret igen af Ingevold. Fordelen bliver Ingevolds, da en stopbold crosscourt slikker båndet. Toft kigger på båndet … ”Den har fat”, lyder meldingen. Fair play. Fordel ude. Efterfølgende slår Ingevold uprovokeret bolden ud. Lige. Ingevold presser herefter på servereturen, men Toft er klar og slicher crosscourt forbi Ingevold, der nu er i midten af banen. Fordel, Toft. Efterfølgende skyder Ingevold dybt, da Toft løber frem. Toft taber bolden. Lige igen. Det bliver fordel ude, da Toft efter en 2-3 slag frem og tilbage skyder bolden langt ud med forhånden. På næste bold søger Toft mod nettet på en sliches, der imidlertid tager netkanten og kommer over. Ingevold reagerer hurtigt på bolden, slicher crosscourt mod en fremstormende Toft, der er uden chance for at nå bolden. Parti og 3-0 til Ingevold. Et fornemt spillet parti af Toft, men lige lidt hjælper det: Ingevold er simpelthen for skrap.

Det bliver også 4-0, inden Toft omsider kommer på tavlen: 4-1. Men det forbliver dagens eneste single-parti til Carl Toft, der må se sig besejret med 6/0, 6/1 af en bedre mand. Ingen skam og absolut en godkendt indsats af RTK-træneren.

Robert Schwencke (HIK) spillede imod klubkammeraten Hans Mondrup (HIK) på bane 4 i en yderst jævnbyrdig affære, der bølgede frem og tilbage allerede fra begyndelsen: Først er Schwencke foran 2-1, siden Mondrup-føring på 4-3, inden Schwencke igen tager teten med 5-4. Det efterfølgende parti er lige, inden Schwencke på en longline-forhåndsvinder afgør 1.sæt. 6/4.

I 2.sæt kommer Schwencke på 1-0. Der er mange gode bolde i matchen undervejs og tempoet er fornuftigt. Schwencke spiller solidt og volder Moldrup problemer. Det bliver også 2-1 til Schwencke, der dog alligevel senere ender med at tabe sættet med 6/3. Matchtiebreak!

DM dag 5 formiddag 005

Hans Mondrup, HIK (tv.) slog Robert Schwencke, HIK, efter et fornemt tennis-drama i HS70+.

I matchtiebreaken kommer vi ind ved stillingen 6-3 til Mondrup. Schwencke server og får hurtigt overtaget i duellen inde midt på banen, hvor Mondrup på sin halvdel må halse fra side til side efter bolden. Schwencke dirigerer, flugter en gang, nok en gang – og på den sidste flugtning, når Mondrup ikke tilbage efter først at være løbet frem. 6-4. Og kort efter 6-5. Det bliver også 6-6, da Mondrup, efter at have servet, skyder servereturen fra Mondrup let i nettet. Schwencke kommer foran 7-6 ved at skyde crosscourt ud i Mondrups forhåndsside, hvor selvsamme Mondrup kommer løbende, men skyder bolden i nettet. Nu server Schwencke. Lang duel, ender med at Schwencke skyder bolden ud af banen. 7-7. Mondrup server – og på en efterfølgende halvhøj bold midt i banen, rykker Mondrup frem og skyder forhåndssalg uden for Schwenckes rækkevidde. 8-7 til Mondrup. Den næste lange duel flytter de to modstandere hinanden rundt på banen, inden Mondrup skyder bolden i nettet. A 8! Igen en lang, sej duel, hvor Mondrup lokker Schwencke frem på banen – og efterfølgende passerer Schwencke. 9-8 til Mondrup, der også lukker og slukker. Sejr, Mondrup!

Steen Egholm (HIK) spillede imod Peter Lund (HIK) på bane 5. De er egengligt klubkammerater på papiret, men spiller ikke sammen til dagligt, da Lund er bosiddende i Schweiz. Allerede på første bold er der tempo!: Boldene suser præcist fra den ene banehalvdel til den anden. Første partier er præget af lange dueller og præcise sliches fra Lund , men Egholm står 10 cm bag baglinjen og tager nærmest bolden i opspringet. ”Det var et pokkers langt parti,” udbryder Egholm, da det nok en gang bliver á40. Indledningen indikerer en lang forestilling.

DM dag 5 formiddag 004

 

Egholm kommer på 2-1. Egholm lobber godt, henter generelt en masse bolde. Kampen er fyldt med præcise slag fra begge parter, der virkelig sætter hinanden på prøve. Egholm server ved á15. Dobbeltfejl – 15-30. Nok en dobbeltfejl – 15-40. ”Nej, hvor er det dårligt,” lyder det fra Egholm, der dog hurtigt kommer tilbage og får á40 på en longline-forhånd. Egholm ender da også med at tage partiet. 3-1. Egholm fortsætter og snupper sættet med 6/1.

I 2.sæt står der 3-2 til Egholm. Lund server – og er foran 40-15. Der reduceres til 40-30, hvorefter næste bold går over en 3-4 gange, inden Lund med fornem crosscourt sliches med baghånden udplacerer Egholm. Stillingen er nu 3-3. Lund fortsætter de gode takter og tager de næste tre partier på stribe. 6/3 til Lund og matchtiebreak. Her kommer vi ind ved stillingen 7-6 til Egholm. Det bliver 8-6 til Egholm, da han sublimt servereturnerer en Lund-serv crosscourt – uden chance for Lund. Lund skyder herefter presset i nettet efter en duel, der går over 3-4 gange. Nu 9-6 og matchbold til Egholm, der med en god serv lukker matchen.

Redaktionen går videre til bane 6. Her spiller Ole Wagner Smitt (HIK) imod Ole Vildmand Friis (Dragør). Vi kommer ind ved stillingen 3-0 til Wagner Smitt., der virker meget sikker – og den vej igennem får fremtvunget flere fejl fra Vildmand Friis. Ind imellem laver Wagner Smitt geniale deltaljer, såsom en stopbold, som vildman ikke kan nå. 4-0. Nu server Vildmand Friis, han er foran 30-0 og vinder partiet rent ved at presse modstanderen fra HIK i baghånden. 4-1 til Wagner Smitt. Kampen vender dog. Vildmand Friis reducerer fejlene til et minimum – og vupti: Så er 1.sæt hans med 7/5. 2.sæt bliver en demonstration – Vildmand Friis vinder det 6/0. Imponerende kommet tilbage!

HS35+

Christian Svanning Mikkelsen (HIK) og RTKs Kim Sverbæk (Roskilde) mødtes på bane 5 i bagende sol. Sværbæk kom på 1-0. Men Svanning Mikkelsen kom tilbage. Førte bla. 2-1. Der er smæld i Svannings server – det er der nu også i Sværbæks. Kampen spilles i et forrygende tempo. Spillerne udfordrer hinanden fra side til side, men lækre forhåndsslag, hvor der slås over bolden, såvel på forhånds- som på baghåndssiden. Det er super-tennis i højt tempo. Sværbæk prøver i perioder også at veksle imellem at slå over bolden på baghåndssiden eller ”blot” at sliche fra baghåndssiden. En gang imellem giver det pote.

Sværbæk fører senere med 3-2. De to spillere står godt til hinanden – og der vises tennis-detaljer af høj klasse. Svanning Mikkelsen skal serve. HIKeren sikrer sig partiet til 3-3 ved at afslutte en bold med en behersket og følt, kort sliches. Nu 3-3. Sværbæk server, men er desværre hurtigt nede 0-40. På den næste bold presser Sværbæk på, men Svanning Mikkelsen forsvarer sig flot – og en flugtning fra Sværbæk ryger ud over baglinjen. Nu 4-3 til Svanning, der også vinder næste parti. 5-3, Svanning Mikkelsen. Det bliver 5-4 efter et kanont serveparti fra Sværbæk – der er sgu klem på de server!!

Svanning server. Superb baghånd udplacerer HIKeren. 0-15. 0-30 bliver det på en høj halvflugtning, der straffes af Sværbæk. Herfra følger imidlertid tre lidt lette fejl fra Sværbæk, der nu kan se sig selv bagud 40-30. Sætbold. En god serv følges op af Svanning Mikkelsen og et splitsekund senere er Sværbæk på hælene i forhåndssiden. 6/4 til Svanning Mikkelsen i 1.sæt.

DM dag 5 aften 006

Svanning Mikkelsen, HIK (tv.) sammen med RTK-træner, Sværbæk, efter den fornemme DM-dyst i HS35+.

I 2.sæt kom Svanning Mikkelsen foran 2-1. Der er gode bolde fra begge spillere: Fra baglinjen. Ved nettet. Der løbes – snart i den ene side, snart i den anden. I et fantastisk tempo. På en bold lidt senere går Sværbæk frem og på et fantastisk, nærmest forhåndsslag i luften, udplaceres HIKeren. Sværbæk er nu på 3-2. Siden bliver det 4-3 til Sværbæk – og udligning til á4. Sværbæk server nu. Opnår 40-15, men Svanning Mikkelsen udligner det til 40-40 Men et par fejl i netter fra HIKeen giver Sværbæk partiet. 5-4, Sværbæk. Et meget lige parti går derefter Svanning Mikkelsens vej. 5-5. De to spillere følges til 6-6. Tiebreak. Her får Svanning Mikkelsen langt den bedste start, er på 3-0, inden der reduceres til 3-1. En god forhånd fra Svanning gør det til 4-1. Sværbæk er hele tiden under pres, så det bliver også 5-1. en let fejl fra Sværbæk gør det til 6-1. På den sidste bold er Sværbæk under pres igen. Svanning Mikkelsen får overtaget, har god tid til at afvente Sværbæks træk på en halvkort. Svanning slår forhånden longline. Uden chancer for Sværbæk. 7-1 – og sejr til Svanning Mikkelsen.

DS45+

Charlotte Jacobsen (TIK) mødte Isamarie Sørensen (Helsingør) på bane 5. Isamarie Sørensen vandt 1.sæt med 6/3. I 2.sæt er hun foran 1-0 og senere igen med 4-1. Men Charlotte Jacobsen har ikke givet op. De to piger forkæler tilskuerne med flot teknisk tennis på et meget højt niveau. Der er mange, lange dueller undervejs. Der sniger sig efterhånden flere fejl ind i Isamarie Sørensens spil: Nogle flugtninger misses – og pludselig er 4-1 blevet til en 4-3-føring. Nu server Isamarie Sørensen, men der er problemer – og på en sublim, kort utagelig stopbold i Isamarie Sørensens forhåndsside, udlignes der til 4-4. Isamarie Sørensen bringer sig foran 5-4, inden Charlotte Jacobsen i sit næste parti viser stor præcision i alt, hvad hun foretager sig. Det bliver 5-5 og senere 6-6. Isamarie kommer bedst fra start, er foran 2-0. men på et godt smash ved nettet reducerer Jacobsen. 2-1. De to spillere nærmest skiftes til at vinde en bold – de følges ad, op til 7-7. Derefter slår Isamarie Sørensen en bold for langt med forhånden. 8-7, Jacobsen. Nu server Jaccobsen, der i duellen lægger bolden utageligt ud i Isamarie Sørensens baghåndsside. 9-7. To matchbolde, men kun en behøves. Helsingør-spilleren skudr bolden udenfor banen. Fornem sejr til Jacobsen.

DM dag 5 aften 010

Charlotte Jacobsen, TIK, vandt efter en formidabel slutspurt over Isamarie Sørensen, Helsingør i DS45+.

Charlotte Gallina (HVT) og Sidse Trier (Albertslund)mødtes på bane 1. Gallina kommer bedst ud af starthullerne med 6/1 i 1.sæt. Trier vender bøtten – og nu er det Albertslund-spilleren, der vinder med konfortable 6/1. De to spillere disker undervejs op med godt spil – ikke mindst kraftfuldt. Nu står den på matchtiebreak. Her kommer Trier bedst fra start, men de to spillere synes lidt præget af situationen. Der er flere såkaldt nemme fejl i matchtiebreaken – bla. laver Trier på et tidspunkt to dobbelfejl i træk, på et tidspunkt, hvor hun ellers var lidt i front. Efterfølgende kommer der endnu en let fejl fra Trier. Kampen afsluttes med en dobbeltfejl fra Trier. Gallina har fået sin første sejr over Trier nogensinde – 11/9 i matchtiebreaken.

DM dag 5 aften 012

Gallina, HVT, slog Trier, Albertslund, for første gang nogensinde (her i DS45+)

DD45+

Charlotte Jacobsen (TIK) / Charlotte Gallina (HVT) mødte Lene Elsborg Hansen / Dorte Ruskol (HVT) på bane 6. TIK/HVT-konstellationen vinder ganske sikkert med 6/0, 6/1.

Sannie Kaltoft (HVT) / Mona Slothuus (Lyngby) skulle have mødt Sidse Trier (Albertslund) / Lisbet Groes (Birkerød). Men pga. Mona Slothuus lange kamp imod Anja Biltoft-Jensen (i DS50+, red.), så blev kampen udsat til torsdag.

HS50+

Steen Elsborg (ATK) mødte Lars Gylstorff (Lyngby) på bane 7. Elsborg sikrer sig via en 2-1 føring, 1.sæt med 6/2. I 2.sæt kommer Elsborg både på 1 og 2-0. Gylstorff skal serve. Gylstorff kommer på 15-0 på en kort bold. Det bliver 15-15, da Elsborg får et overtag i duellen. Overtaget afsluttes med en utagelig crosscourt-forhånd. Solid serv giver Gylstorff 30-15. En kanonserv fra Gylstorff besvares med en kanonreturnering af Elsborg, hvorfor Gylstorff næste retur er for kort. Elsborg kommer frem og slicher konsekvent i Gylstorffs forhåndshjørne. Nu 30-30. Gylstorff kommer på 40-30, inden Elsborg på en efterfølgende god Gylstorffs-serv forsøger en hasarderet stopbold på servereturen. Parti, Gylstorff. 2-1 til Elsborg, der kører ufortrødent på. De to spillere har fantastiske bolde undervejs i kampen, der foregår i et ganske, ganske højt tempo. Elsborg fortsætter sit storspil – og Gylstorff må strække våben med 6/2.

Erik Eibye (Risskov) og Peter Biltoft-Jensen (ATK) mødtes på bane 6. Biltoft kom bedst fra start – foran 1-0, 2-1, men Eibye får efter et meget lige parti udlignet til 2-2. De to spillere har kampen igennem fantastiske dueller, der fordrer et stort løbepensum. Peter Biltoft-Jensen vandt 1.sæt med 6/4 i en lige forestilling. ATKeren er foran 4-3 i 2.sæt, og fordel, da Eibye må trække sig, schratche med kramper i benet.

DS50+

Annette Nederby (Espergærde) mødte Helle Sehested (VST) på bane 5. Espergærde-spilleren vandt 6/1, 6/4. ”Hun kom meget bedre med i 2.sæt. Hun spillede mig højt i baghånden med topspin – det er jeg ikke så vild med. Desuden lavede hun mange gode stopbolde. Det var hun god til,” sagde Nederby om Helle Sehested, VST, efter kampen.

DM dag 5 aften 028

En af femtedagens længstvarende kampe var opgøres i Ds50+ imellem Mona Slothuus, Lyngby og Anja Biltoft-Jensen, ATK.

Anja Biltoft-Jensen (ATK) og Mona Slothuus (Lyngby) mødte hinanden på bane 7. De har spillet mod hinanden et hav af gange – så det bar det også præg af. Der var mange lange og seje dueller. Anja Biltoft- Jensen var foran 5-3 i 1.sæt og 40-30, men alligevel lykkes det Mona Slothuus at kæmpe sig tilbage og vinde med 7/5. 2.sæt blev ligeså tæt, 7/6. Kampen varede i over 2½ time!

HD50+

Steen Elsborg / Thomas Søbirk Petersen (ATK) spillede på bane 1 mod Erik Tormod / Steen Høybye Mortensen (Lyngby). Elsborg/Søbirk Petersen, de regerende DM-vindere, vandt med 6/2, 6/2. ”Det var en lige kamp, men endte 6/2, 6/2”, lød det med et glimt i øjet Høybye Mortensen efter klaskene. ”Men der var mange sjove bolde. Vi server for dårligt i dag og får desuden ikke spillet bolden rundt.”, sagde Høybye Mortensen.

DM dag 5 aften 014

Elsborg/Søbirk Petersen, ATK slog komfortabelt Høybye Mortensen/Tormod, Lyngby i HD50+.

Henrik Brabrand (KB) / Lars Berno Hansen (VST) skulle have mødt Lars Gylstorff (Lyngby) / Erik Eibye (Risskov), men pga. Erik Eibys krampe-skade, er kampen udsat til i morgen.

DS55+

Birgit Brink Lund (Fruens Bøge) mødte Birthe Henriksen (ATK) og vandt med de overbevisende cifre 6/2, 6/0.

RTKs Solveig Kaas var oppe imod Liss Rasmussen (ATK) på bane 5. Kampen starter ganske lige, der står 2-2. Lidt senere har Kaas fornemt taget 1.sæt med 6/3. I 2.sæt er Kaas foran 3-0, 4-1, inden det bliver 5-2. Kaas spillede en god kamp – gør ikke tingene sværere end de var. Kaas var ikke bange for at tage kampen op med modstanderen og imponerede med mange gode slag undervejs. Også 2.sæt vindes med 6/3. Super spillet af Solveig Kaas.

Kirsten Wæver (ATK) og Janne Rylander (Frederikssund) krydsede klinger. Rylander var aldeles suveræn: vandt med 6/0, 6/0. Sådan!

HD55+

DM dag 5 aften 024

Kønigsfeldt, Vedbæk/Knap, HIK (th.) vandt over Jensen, RTK/Clausen, Hvidovre i HD55+.

Thomas Kønigsfeldt (Vedbæk) / Peter Knap (HIK) spillede mod Kurt Jensen (Roskilde) / Jesper Clausen (Hvidovre). Jensen/Clausen kom foran 1-0, inden Vedbæk/HIK-konstellationen vandt 4 partier på stribe. 4-1. Sættet lukkes med 6/2. I 2.sæt går det ikke meget bedre: 6/1 til Kønigsfeldt/Knap. Clausen/Jensen leverer undervejs i kampen ganske udmærket spil, men det er et par hårde drenge, Jensen/Clausen er oppe imod: Så snart boldene bliver bare lidt for kort, så er Kønigsfeldt/Knap over dem som en høg.

DM dag 5 aften 026

Risager, Hillerød/Wengel, Vedbæk (tv.) vandt i en tæt.3.sætskamp

Jesper Schou Nielsen (Bagsværd) / Kim Borenhoff (Roskilde) spillede imod Christian Risager (Hillerød) / Hans Henrik Wengel (Vedbæk) på bane 6. Det bliver en yderst seværdig kamp, med masser af herlige bolde. I luften, ved jorden, ved nettet osv…I et tæt 1.sæt vinder Wengel/Risager 7/6. I anden omgang vender billedet: Schou/Borenhoff vinder 6/1. Matchtiebreak. Her får Schou/Borenhoff imidlertid ikke ordentligt fat. Wengel/Risager får presset godt på i starten af matchtiebreaken, det gør, at Schou/Borenhoff stresser: Parret e inden de får set sig om, nede med 1-8. Herefter får Schou/Borenhoff tre bolde på stribe – 4-8. Har de en liv-line? Nej, for Schou sender en bold ud. 4-9. Igen vinder Schou/Borenhoff 3 bolde på stribe. Nu 7-9. På den efterfølgende bold, får Risager held med at flugte en bold utageligt og sikkert ned i forhåndssiden, uden chancer for Schou/Borenhoff. 7-10.

MD55+

Ruth Thrane (Greve) / Jesper Clausen (Hvidovre) mødte Birgit Brink Lund (Fruens Bøge) / Frans Nørby (Hjørring) på bane 3. I starten bølger kampen noget frem og tilbage: Der står bla. 3-2 til Thrane/Clausen. Senere 4-3 til Brink Lund/Nørby, der skal serve (Nørby, red.). På bla. en utagelig crossbold sikrer Brink Lund/Nørby sig partiet. 5-3. Men Thrane/Clausen fortsætter ufortrødent. Clausen er god oppe ved nettet, hvilket giver flere point undervejs i kampen. Det bliver 5-5, inden Brink Lund/Nørby sikrer sig 1.sæt med 7/5.2.sæt gik stærkt: 6/0 til de mangedobbelte DM-vindere for veteraner.

HS60+

Jan Folkerman (Aars) og Henrik Løchte (Lyngby) mødtes på bane 5. De to spillere havde mødt hinanden en gang før – i Gilleleje til veteran DM i fjor. Nu stod de overfor hinanden igen.

DM dag 5 aften 018

Folkermann, Aars (tv.) og Løchte, Lyngby. Efter kampen i HS60+. Løchte vandt.

Løchte kom bedst fra start: 1-0, 2-0, 3-0 samt 4-1, inden sættet lukkes med 6/2. 2.sæt går også Lyngby-spillerens vej med 6/1. Kampen bød på mange dueller, flot spil.

DS60+

Birgitte Hostrup (Silkeborg) mødte Ruth Thrane (Greve) på bane 2. Hostrup, Silkeborg, tog 1.sæt med sikre 6/0. I 2.sæt førte Hostrup en overgang 2-1. Senere bliver det 4-1 i partier, da Hostrup følger egen gode serv, der sidder i Thranes forhåndsside, op ved at gå til nettet og flugte sikkert og konsekvent. Sådan spiller en mester! Thrane skal serve og kommer bagud 0-15. Næste serv kommer til Hostrups forhånd, der dog misses. 15-15. Thrane bringer sig på 30-15. Det bliver efterfølgende 30-30 på en serveretur, hvor Thrane slichser for kort, hvorefter Hostrups forhånd straffer Thrane. Herefter tilspiller Thrane sig en fordel. Men igen får Hostrup en kort bold i forhånden= vinder. Lige nu. 40-40. På et kritisk tidspunkt laver Thrane nu en dobbeltfejl. Fordel ude. På servereturen laver Hostrup en fornem, overlegen stopbold – lidt høj, men godt med tilbageskru i. Thrane når den ikke. Nu 5-1 til Hostrup, der også lukker og slukker til 6/1.

DM dag 5 formiddag 006

Birgitte Hostrup, Silkeborg (tv.) og Ruth Thrane, Greve, efter kampen i DS60+.

Efter kampen mødte redaktionens udsendte reporter Birgitte Hostrup oppe ved klubhuset. Hostrup er begyndt med tennis i en relativ sen alder. ”Jeg begyndte med at spille tennis, da jeg var 30 år – nu er jeg 60. Tennis er et fantastisk spil,” nævner Hostrup, der i juni var med til VM i Baule, en by tæt på Nantes i Vestfrankrig. Til VM lykkedes det Birgit Hostrup at få bronze i MD60+ sammen med Allan Rasmussen, Århus 1900.

DD60+

Agnete Lorentsen (Skørping) / Lisbeth Jensen (Nykøbing M) mødte Gitte Faber (Nærum) / Birgit Carlsen (Århus 1900). Faber/Carlsen dominerer kampen, vinder 1.sæt med overbevisende 6/0. i 2.sæt er parret på 3/1, da Lisbeth Jensen, Nykøbing Mors, må trække sig fra kampen med en skade. Ærgerligt for Lisbeth og for kampen. Selvsamme Lisbeth Jensen, der – viser det sig – er gift med turneringens massør, Mads Jensen.

På besøg i massageteltet

DM dag 5 aften 023

Mads Jensen, DM-turneringens tilknyttede massør, tager Erik Eibye, Risskov, under kærlig behandling. Erik Eibye måtte trække sig med krampe i opgøret mod Peter Biltoft-Jensen, ATK, i HS50+.

Mads Jensen, ham fik vi på redaktionen en lille snak med: En opgang massage hos Mads i teltet koster 50 kr. Næsten uanset tid – kundens behov kommer altid i første række. Problemet skal løses. Massage-eventyret til veteran-DM startede for år tilbage, da Aalborg var vært for DM (2005, red.) ”det første år i Aalborg var der 80, der ville have massage. Alene i år, på båden fra det jydske, var der fire der ringede og sagde: Jamen, jeg skal spille på det og det tidspunkt – kan du så ikke masserer mig på det tidspunkt?”. Folk plejer gerne at stå i kø, når turneringen lakker mod enden – så de forskellige spillere kan være klar til finalerne,” siger Mads Jensen, som vi på redaktionen besøger, da Erik Eibye, Århus 1900 ligger klar på briksen ovenpå hans benkramper, der gjorde ham ukampdygtig imod Peter Biltoft-Jensen tidligere på dagen.

HS65+

Turneringsleder Niels Emery, Aalborg TK, spillede mod Per Tuft, VST, på bane 7. Emery tog 1.sæt med 6/2 – og kommer foran 1-0 i 2.sæt. Senere bliver det 2-1 til Tuft i partier. Men Emery udligner. 2-2. Herefter server Tuft. Ved 30-30 laver Tuft en dobbeltfejl. 30-40. På en god retur fra Emery skyder Tuft i nettet på den efterfølgende bold. Parti, Emery – nu foran 3-2. Emery vandt senere 1.sæt med 6/2. i 2.sæt ændredes tingene: Her vinder Tuft med 6/3. Matchtiebreak!

DM dag 5 formiddag 008

Per Tuft, VST (tv.) tabte knebent til Niels Emery, Aalborg TK i HS65+.

Redaktionen ser kun lidt af matchtiebreaken: Vi ankommer til 8-8. lige. Det bliver 9-8 til Emery. Sidebytte. Emery skal serve. Og han tager nærmest tilløb i ulige-siden: Emery hamrer en velplaceret serv lige ned midt i banen. Utagelig for Tuft! ES! – ”Yees”, lyder det højt fra Emery, der går lidt ned i knæ og strækker begge arme i triumf. Det er en glad Emery, vi efterfølgende møder i klubhuset. Klar til at videreformidle tankerne inde i hovedet, inden det drabelige es. ”Jeg følte, jeg var nødt til at satse hele butikken”, lød det fra den glade vinder. Kampen byder på et masse god tennis: Hårde server, gode flugtninger, stopbolde etc…

DM dag 5 formiddag 009

Frans Nørby, Hjørring (tv.) og Allan Poulsen, Lyngby.

Allan Poulsen (Lyngby) mødte på bane 6, Frans Nørby (Hjørring). Nørby bragte sig i front med 1-0. Kampen har mange, lange udmarvende dueller. Nørby er dog mestendels i dirigent-rollen, mens Poulsen løber rigtig godt og længe. Til sidst dog en fejl. Nu 2-0, Nørby. ”Jeg var lige ved at foreslå en tiebreak, men det duer jo nok ikke,” siger Nørby efter rækken af udmarvende bolde i den betragtelige varme med bagende sol lige omkring middagstid. Ind imellem får også Poulsen sat gode bolde ind, bla. efter en lang duel, hvor Nørby bliver for kort i banen. Her går Poulsen frem og smasher bolden udenfor Nørbys rækkevidde. Trods den gode fight og de gode bolde fra Poulsen, så bliver det dog Nørby, der kommer på 3-0. senere tages 1.sæt med cifrene 6/0.

I 2.sæt er Nørby foran 2-1, 3-2 – og senere igen 5-2. Nu server Nørby. Han bringer sig på 40-15, nu med to matchbolde Efter en 2.serv, misser Nørby en bold, efter af duellen er gået over hver banehalvdel en 3-4 gange. 40-30. Herefter følger lang duel, der går fra side til side, inden Nørby i baghånden får sendt bolden crosscourt, meget vinklet ud af banen i Poulsens baghåndsside, hvor Poulsen kommer ilende til, men ukontrolleret og i ubalance, hvorfor han skyder ud. Sejr til Nørby, der mødes med Poulsen oppe ved nettet. ”Den knækkede dig lige, den der til sidst,” siger Nørby. ”Hvorfor en?”, spørger Poulsen. ”Den der med vidvinklen,” replicerer Nørby – altid klar med en drillende bemærkning med et glimt i øjet.

Jørn Harder (Århus 1900) mødte Erik Bredahl (Aalborg TK). De to havde spillet imod hinanden før. Harder var ovenpå, vandt med 6/3 og 6/1. Relativt sikkert. ”Skriv, jeg kæmpede som en bjørn,” lyder meldingen fra Bredahl, da de to kampfæller sidder med hver sin fadøl på bænkene udenfor ved siden af det store klubhus.

HD65+

Hans Nyholm-Larsen / Jørgen Madsen (Jyllinge), vinderne af kval-puljen, mødte Sven Larsson (HRT) / Søren Smedegaard (HIK) på bane 5. Larsson/Smedegaard vandt 6/1, 6/0. ”Det var en god kamp. Resultatet afspejler ikke helt modstandernes udmærkede styrke. Der var mange gode og lange dueller undervejs”, siger Søren Smedegaard, HIK, efterfølgende til redaktionen.

Ebbe Wagner Smitt / Peter Uldall (Gentofte) slog Erik Bredahl / Niels Emery (Aalborg TK) med cifrene 6/3, 6/1. Forholdsvis sikker sejr.

DD65+

Lis Birkdal / Inge Hyllested (SIF) mødte Elisabeth Lindberg / Jette Steinmetz (KB). Ved stillingen 5-5 i 1.sæt skal Birkedal/Hyllested serve. De kommer bagud 15-30 og 15-40. Det bliver 30-40, da Jette Steinmetz misser en let flugtning. Efterfølgende skyder Steinmetz en forhånd ud af banen. Parti til Birkdal/Hyllested. 6-5. Efterfølgende udligning til 6-6 – og en tiebreak skal afgøre 1.sæt. Tiebreaken vindes af Birkdal/Hyllested med 7/5 – 1.sæt hjemme. I 2.sæt vandt Lindberg/Steinmetz med 6/3. Den efterfølgende matchtiebreak vandt Birkdal/Hyllested med 10/7.

DD70+

Susanne Linde (Hjortekær) / Vivi Bech Grosman (HVT) mødte Susanne Van Deurs (Gilleleje) / Karen Lybye (HRT) på bane 3. Linde/Grosman kommer bedst fra start, fører med 2-1, men der er kamp om det. Kampen igennem har de to par mange gode dueller: Der er høje bolde – et taktisk spil, hvor parrene afventer modstandernes næste træk, men kampen byder også på korte bolde og en hel masse løbearbejde for de to par. Senere i sættet tager Van Deurs/Lybye teten – og er bla. foran med 4-3. Sættet går da også Van Deurs/Lybyes vej med 6/3. Linde/Grosman vinder 2.sæt 6/1. Matchtiebreak. Den vindes af Van Deurs/Lybye med knebne 11-9.

MD70+

Grete Steenberg (Solrød) / Frank Gaba (Fruens Bøge) mødte Lis Schultz-Møller (Farum) / Ole Wagner Smitt (HIK): Parret fra Solrød/Fruens Bøge vinder 1.sæt 7/5. I 2.sæt går det hurtigere: 6/1.

Lizzi Larsen / Bent Ingevold (HIK) mødte Gerda Damsgaard / Bent Axel Olesen (Aalborg TK) – det blev en sikker sejr til HIK-parret, der vandt med cifrene 6/2, 6/1.

Susanne Van Deurs (Gilleleje) / Ole Vildmand Friis (Dragør) mødte Lone Bech / Bjørn Bech (HIK). Sidstnævnte par – HIKerne – løb med sejrspalmerne med 3/6, 7/5, 10/2.

DM dag 5 aften 004

Fra venstre: Bech & Bech, HIK samt Van Deurs, Gilleleje og Vildman Friis, Dragør efter deres kamp i MD70+.

Vivi Bech Grosman / Mogens Drehn (HVT) mødte Lisbet Heine / Peter Lund (HIK). Det blev et lige 1.sæt, der først fandt sin afgørelse i en tiebreak, der bølgede frem og tilbage. De to hold skiftes til at tage teten: Først er Grosman/Drehn foran 3-1 og 5-2, men siden bliver det 5-5 og 6-6 – ja, sågar 7-7, inden Lund kommer på 8-7. Herefter afgør Heine/Lund sættet. 9-7. Tight! 1.sæt til Heine/Lund. 2.sæt vindes med 6/1. Sikker sejr til Heine/ Lund.

HS75+ (sidste kvartfinale)

DM dag 5 formiddag 001

Gaba, Fruens Bøge (tv.) og Olsen, HVT.

 

Frank Gaba (Fruens Bøge) mødte Georg Olsen (HVT) på bane 7. Gaba havde fuldt kontrol over begivenhederne. Var foran både 3-0 og senere endnu er sættet tabt med 6/0. I andet sæt lykkedes det Georg Olsen at reducere på scoringstavlen. Reduceringen er dog kun en stakket frist, for selvom de undervejs har flere spændende dueller, så er der reelt tale om en mindre udklaskning. Gaba, Fruens Bøge, vinder 6/0 og 2.sæt med 6/1. ”Det blev 6/0, 6/1 til Fruens Bøge”, lyder det med et smil på læben og glimt i øjet efter kampen oppe ved klubhuset fra vinderen, Gaba.

HD75+

Svend Lehmann / Peter Jessen (Herlev) mødte Niels Hollænder (HIK) / Thyge Christensen (Brabrand) på bane 1. Hollænder/Christensen havde vundet kval-pulje 1, og skulle nu prøve kræfter i hovedturneringen. Jessen/Lehmann tog 1.sæt med 6/4. I 2.sæt er foran 1-0, da de server. Parret taber imidlertid partiet rent efter flere elementære fejl. 1-1. Senere i sættet går tingene mere i retning af Hollænder/Christensen, der også tager sættet med 6/3. Nu følger dagens første – men ikke sidste – matchtiebreak.

DM dag 5 formiddag 003

Thyge Christensen, Brabrand/Niels Hollænder, HIK (tv.) vandt i HD75+ over Herlev-parret, Svend Lehmann/Peter Jessen.

En flugtduel afgør første point. Det er Jessen, der med en baghåndsflugtning ned ad linjen bringer Herlev foran 1-0. Også de to næste point vindes. 3-0, Herlev. Et par lette fejl på servereturer skaffer Hollænder/Christensen en reducering til 2-3. Det bliver også 3-3. Parrene følges herefter til 6-6. På en god bold af Lehmann bringes Herlev i front med 7-6. Det bliver 7-7, da Lehmann efter egen serv misser en bold, fordi han er for stillestående på benene. Hollænder/Christensen kommer foran, da Christensen slår en vinder. 8-7. På næste bold presser Hollænder/Christensen med succes, da presset bliver for stort for Herlev-parret. 9-7. Jessen løber derefter frem til en høj bold i servefeltet. Han lader bolden hoppe en gang – og smasher uden chance for Hollænder /Christensen. 9-8 til Hollænder/Christensen, der nu har matchbold. Og de skal kun bruge en, da Hollænder benytter en sliches, hvorefter Lehmann misse. Sejr til HIK/Brabrand-konstellationen.

René Anneberg (Holte) / Erik Kornbeck (Hillerød) skulle op imod Carl-Johan Pedersen (Herlev) / Jørgen Ludvigsen (Greve). Kampen blev noget ujævn, selvom den endte ganske lige! Carl-Johan Pedersen/Jørgen Ludvigsen tog 1.sæt med 6/1. I 2.sæt vender tingene fuldstændig på hovedet – nu er det Anneberg/Kornbeck, der vinder 6/1. Kampen skal afgøres i en matchtiebreak og her er det igen Anneberg/Korbeck, der er de stærkeste med 10/7.

HD80+

Max Bendixen (Odder) / Knud Nielsen (Greve) mødte Jørgen Sundstrup (KTK) / Jørgen Ravn (Nærum) på bane 1. Bendixen/Nielsen vandt med cifrene 6/4, 6/3

Det var lidt fra dag nr. 5 ved DM

 

Morten Lyebalk, Presseansvarlig  ifm. DM 2015