Igen i dag begyndte tenniskampene – i alt 32 finaler samt én kamp i et finaleslutspil – på Dr.Sofiesvej kl. 10.00. Intet nyt i det. Nyt var det derimod, at der var overskyet og gråt vejr med nogle meget mørkeblå/halvsorte pletter ude i horisonten – det truede med regnvejr. Hvad var nu det? Efter syv dage med herligt solskin over Roskilde havde vejrguderne rottet sig sammen. Den første ca. 1½ time denne finale-lørdag holdt vejret sig konstant overskyet – men så kom den første regn under afviklingen af kampene ved mesterskaberne, ca. samtidigt med at  anden bølge af singlekampene blev sat i gang. Regnen bevirkede en pause i kampene. ”Stop”, lød det ud over anlægget fra turneringsleder Niels Emery. Og så blev der eller stimlet sammen under presseningen, der var rullet ud imellem de to klubhuse.

DM dag 8 020

Efter regnen stilnede af, blev det heldigvis tid til udendørs sysler igen. Her er det 7-årige Caroline Kostecki, med moderen, Anja Kosteckis guldmedalje om halsen, der hygger med en hund.

Heldigvis kom der kun to halvkorte regnbyer. Regnbyer, som heldigvis ikke gjorde banerne alt for våde. Men regnbyer, der for spillerne som var i aktion, betød to mindre generende pauser undervejs. Vejret blev dog heldigvis bedre over middag – og så var det, som det havde været stort set hele ugen på Dr. Sofiesvej.

Ind imellem finalerne var der præmieoverrækkelse ud for det lille klubhus, hvor de hvide præmieskamler – nr.1 og nr. 2 – var placeret. Her kunne turneringsleder Niels Emery så opråbe navnene og klubberne på vinderne i de forskellige rækker samt overrække medaljer – typisk ved at træde op på skamlen til vinderne, eller ved – i spøg – at placerer de højeste og længste vindere på skammel nr.2. Eller ved bare at få medaljetagerne til at gå lidt ned i knæ, bukke hovedet, så medaljerne kunne blive placeret om halsen på dem med et medfølgende kram fra turneringslederen.

DM dag 8 069

Her får turneringsleder Niels Emery de polske kindkys.

Meen enkelte medaljevindere ville nu også gerne takke for medaljerne. Og helt galt var det ved at gå, da Malgorzata Nielsen, Lyngby, som oprindeligt kommer fra Polen, under medaljeoverrækkelsen – på polsk manér – kindkyssede 2-3 gange på Niels Emery. ”Åhh, godt jeg ikke bor i Polen!”, kom det prompte med lune i stemmen fra turneringslederen, der i forbindelse med overrækkelsen fik hjælp af DTVs øvrige turneringsledelse: Villy Schneider, der overrakte hvidvin til sølvvinderne og rødvin til vinderne, mens Karin Schneider fotograferede samtlige 33 rækkers vindere og sølvvindere.

IMG_0676 - Copy

Det stærke trekløver – DTVs turneringsledelse Niels Emery, Karin & Willy Schneider. I færd med at tjekke dagens program. Foto: Hans Henrik Bülow.

Undervejs imellem kampene, de korte regnvejrsbyger og medaljeoverrækkelserne var DTV over middag vært ved en forfriskning, et glas vin inde i det, til lejligheden, opstillede telt. Her kunne de mange deltagere og gæster så få sig en forfriskning til halsen.

HS35+

Christian Svanning Mikkelsen (HIK) mødte Morten Plougmann (HRT) på bane 2. Svanning Mikkelsen vandt med 6/3, 7/6

I 1.sæt fulgtes de to duellanter indledningsvist ad til 3-3. Herefter nuppede Svanning Mikkelsen tre hurtige partier – og dermed sættet med 6/3.

DM dag 8 010

Svanning Mikkelsen (HIK) vandt over Plougmann (HRT).

”Jeg prøvede at komme frem i hans baghånd, det lykkedes fint, de gange jeg fik mulighed for det,” sagde Svanning Mikkelsen efterfølgende.

De to spillere havde kampen igennem masser af gode dueller i et ganske fornuftigt spil-tempo. I 2.sæt var Svanning Mikkelsen bedst ude af starthullerne. En start, der bevirker at HIKeren er foran 5-2 med dobbeltbreak. Men Plougmann viser god moral og fighteregenskaber og kommer godt igen. Udligner til 5-5 – og er sågar oppe med 6-5, hvorefter Svanning relativt komfortabelt holder serv til udligning á6. Den efterfølgende tiebreak går HIKerens vej, idet Svanning efter de første syv spille bolde er oppe 6-1. Det bliver efterfølgende 7-2 i tiebreaken – og dermed 7/6. Og altså 6/3 – 7/6.

HD35+

DM dag 8 042

HD35+ finalisterne. Fra højre: Svanning Mikkelsen (HIK), Plougmann (HRT), Rosenmejer (Brøndby) og Sværbæk (RTK).

Kim Sverbæk (Roskilde)/ Thomas Rosenmejer (Brøndby Strand) mødte Christian Svanning Mikkelsen (HIK/ Morten Plougmann (HRT) på bane 2. Svanning Mikkelsen/Plougmann vandt den lige kamp med cifrene 6/3, 3/6 og 10/6.

1.sæt gik til Plougmann/Mikkelsen med 6/3 efter mange gode dueller med høj teknisk kvalitet i slagene – alt sammen i et højt tempo.

I 2.sæt kom Sværbæk/Rosenmejer meget bedre med. De servede godt og der blev flugtet godt oppe ved nettet – især Sværbæk leverede et positivt indtryk i denne periode af kampen. RTK/Brøndby-parret forsatte de gode takter, kom på både 2-1, senere 4-3 og 5-3.

Sværbæk skal nu serve. Øjeblikke senere ser det hele ud til at synke i grus for RTK/brøndby-konstellationen: Sværbæk er bagud 0-40 i egen serv. Men parret for kæmpet sig tilbage på lige dele eget, godt spil samt fejl fra modstanderne. 40-40. Men Sværbæk/Rosenmejer holder fast. Tilspiller sig en fordel. Og på en god Sværbæk-serv snupper de 2.sæt med 6/3.

DM dag 8 053

Sværbæk/Rosenmejer fik en fornem sølvmedalje efter en lige kamp imod Svanning Mikkelsen/Plougmann.

Nu står den på matchtiebreak. De to doublepar skal nu have afgjort deres DM-tennis-herredouble-skæbne i løbet af en ca. 15-20 spillede bolde. Sværbæk/Rosenmejer kommer nogenlunde fra start i den afgørende tiebreak, har 3-3 og er bagud 5-6, da modstanderne vinder tre bolde på stribe. Nu 5-9. Matchtiebreaken ender 6/10 til HRT/HIK-parret.

DS35+

DM dag 8 002

Anja Kostecki sørgede i DS35+ for RTKs eneste guldmedalje under mesterskaberne – Guldet var samtidigt klubbens nr. 40 ved et DM for veteraner igennem tiderne.

Anja Kostecki (Roskilde) mødte Gitte Wittenburg Lotz (Holte) på bane 4. Anja Kostecki vandt med 6/0, 6/1.

Anja Kostecki var meget overbevisende i sin præstation – og der var réelt klasseforskel imellem de to spillere. Kostecki formåede at holde tryk på boldene og tempo i spillet hele vejen igennem. Også selvom, at hun kort inde i 2.sæt, ved stillingen 1-0 følte hun fik en skade i foden. Kostecki fik ondt i foden, efter i første omgang at have troet, at det var skoene, der gik i stykker! (efter kampen hævede foden lidt op, red.). Anja formåede dog at holde koncentrationen fra start til slut – og guldmedaljen blev vundet med de overbevisende cifre 6/0, 6/1.

Det var i øvrigt første gang i veteranernes DM-historie, at der blev kæmpet om en guldmedalje i denne række udendørs.

DD35+

Karina Stoltze/Estelle Dehn-Christoffersen (Dragør) mødte Janne Theilgaard/ Pernille Lindhard V. Wallfeld (Hillerød) på bane 6. Stoltze/Dehn-Christoffersen vandt 6/2, 6/1.

Der blev vist flot kraftfuldt tennis i denne damedouble af de to par, der virkelig forsynede publikum med gode slag til øjnene. Og ikke nok med det: De to par havde også – parvis – klædt sig ens i samme dragter. Det var godt tænkt – og fortjener en kompliment: Hvor så det godt ud, Piger! Tak!

DM dag 8 046

Finaledagens flotteste tennis-outfit. I blå: Hillerød ved Lindhard V. Wallfeld og Theilgaard. Til venstre vinderne Stolzte og Dehn-Christoffersen, Dragør.

Hillerød-pigerne kom bedst fa start, førte 1-0. Men selvom de to par så lige godt ud, så var der i selve spillet et par, der senere dominerede på resultattavlen, nemlig pigerne fra Dragør. De var generelt lige den tand skarpere og mere præcise: De bragte sig på 4-1, 4-2, 5-2, inden sættet blev smækket i med 6/2. Dehn-Christoffersen servede godt og generelt også fik godt udbytte af sine for- og baghåndsslag. På nettet stod Stoltze solidt og sikkert.

Dragør-pigerne kom også forrygende fra start i 2.sæt. Helt ovenpå – var på 5-0, inden Hillerød-konstellationen fik reduceret til 5-1. Partiet efter var kampen slut. 6/1. Der blev kæmpet fra Theilgaard/Lindhard V. Wallfelds side igennem hele kampen. For Stoltze/Dehn-Christoffersen var det første DM titel for veteraner sammen.

”Det kørte i dag,” konkluderede Estelle Dehn-Christoffersen efterfølgende.

HS40+

DM dag 8 005

Jonas Allentoft (HVT) slog Holm Gregersen (VST) i HS40+.

Morten Holm Gregersen (VST) mødte Jonas Allentoft (HVT) på bane 1. Allentoft vandt kampen med de solide cifre 6/1, 6/2.

Allentoft sejrede relativt komfortabelt, i kraft af mere solidt og sikkert spil. Allentoft fandt undervejs nogle fantastiske vinkler i duellerne. 2. sæt blev noget tættere end 1.sæt – dog med samme resultat: Allentoft som sikker vinder.

Det var en helt afklaret Gregersen reporteren mødte efter slaget. ”Allentoft var bare bedre og spillede mere stabilt”, lød det fra Gregersen, der for første gang deltog i single ved et veteran-DM.

HS45+

Nils Trier (Humlebæk) mødte Peter Mortensen (Køge..og fremover Tåstrup) på bane 3. Trier vandt med 6/3, 6/4.

Kampen var yderst jævnbyrdig fra begyndelsen i 1.sæt: Der stod bla. 1-1 og 2-2, hvor ingen af serverne havde holdt serv. Trier holdt imidlertid sin til 3-2. Og selvom der blev udlignet af Mortensen til 3-3, så var det Trier, der nu fik et lille overtag. Serverne er skarpere, spillet en smule hurtigere, hvilket sætter Tåstrup-spilleren under et større pres. Trier virker udefra som en spiller med mere energi. Trier tager da også 1.sæt med cifrene 6/3. Men de to spillere havde mange flotte dueller undervejs.

DM dag 8 008

Trier (tv.) og Mortensen. Trier fik sin revanche for nederlaget til Inde-DM.

 

I 2.sæt var Trier – efter erobringen af 1.sæt – mere ovenpå. Trier får et hurtigt break. Er oppe 2-0. Føringen bliver holdt hele vejen til 5-4, hvor Trier i egen serv er nede med 15-40. Har to breakbolde imod sig. Trier overlever dem begge, den ene ved at gå til nettet. 40-40.Det ender med en Trier-triumf – tiltræng for Birkerød-spilleren, der havde revanche til gode fra inde-DM.

Trier havde kun positivt at sige efterfølgende. ”Det var en god kamp. Peter Mortensen fortjener en stor cadeau – det var ham, der henviste mig til den sports-fysioterapeut, der har knækket mig de sidste 3 dage,” lød det fra Birkerød-spilleren, der dog – set ud fra dagens match – var kommet sig fint over helbredsproblemerne.

DS45+

Charlotte Jacobsen (TIK) mødte Charlotte Gallina (HVT) på bane 7. Jacobsen vandt kampen med 6/4, 6/1.

DM dag 8 001

Jacobsen(TIK) slog Gallina(HVT). De to spillere dannede senere makkerpar i DD45+ – og vandt!

I 1.sæt førte Jacobsen med 4-1, siden blev det 4-4, så der var spænding på. Opgøreret igennem havde de to duellanterne rigtigt gode, lange dueller, hvor de fik prøvet hinanden af. Efter 4-4 i 1.sæt endte det med et sæt-gevinst til H…Charlotte Jacobsen med 6/4.

I 2.sæt kom Jacobsen klart bedst ud af starthullerne. Der var så for vidt stadigvæk gode bolde – de gik bare mestendels Jacobsens vej. Jacobsen førte 4-0, inden det blev 4-1. Lidt senere havde Jacobsen lukket kampen ned med 6/1.

”Charlotte Jacobsen spillede klogest. Hun spiller med et overblik og en rutine, som jeg ikke har…ENDNU!”, lød det efterfølgende med et smil fra Gallina om damedoublemakkeren. Gallina havde ikke tabt humøret – det havde hun heller ingen grund til, thi med 3 finaler, så var Gallina nået til slutkampen i samtlige rækker, som hun havde tilmeldt sig i.

HD45+

DM dag 8 057

Ravnholdt/Gregersen (ATK) strøg til tops.

DM dag 8 044

Der er andet i livet end guld i tennis – øl eksempelvis! Her får Kim Jensen og Claus Møller Petersen (KB) noget at slukke skuffelsen med efter finalenederlaget til Stefan Ravnholt/Christen Nicolaj Gregersen (ATK).

Kim Jensen/Claus Møller Petersen (KB) mødte Stefan Ravnholt/Christen Nikolaj Gregersen (ATK) på bane 4. Ravnholdt/Gregersen vandt 6/1, 6/3.

1.sæt gik overbevisende Ravnholdt/Gregersens vej med 6/1. Spillet kørte godt for ATK-duoen, hvis mønster de to KB-spillere ikke kunne bryde. ATK-spillerne kørte ufortrødent på, udviste overskud og fulgte godt op ved nettet på udmærkede server.

I 2.sæt var ATKerne foran 1-0, 2-1 og 3-2 – for slutteligt at vinde med 6/3. Jensen/Møller Petersen ville så gerne finde det bedste frem de havde, men de andre var bedre på dagen og fik effektivt stoppet ethvert tilløb til spænding. Det blev ATKernes dag – og ikke KBernes. Sådan er sport.

DD45+

Charlotte Jacobsen (TIK)/Charlotte Gallina (HVT) mødte Sidse Trier (Albertslund)/Lisbet Groes (Birkerød) på bane 7. Jacobsen/Gallina vandt i to sæt med 6/3 og 6/4.

DM dag 8 049

Finalisterne i DD45+. Fra venstre: Groes, Trier, Gallina og Jacobsen.

I 1.sæt er der et overtag til Jacobsen/Gallina – om end det er et lille et. Generelt er 1.sæt ikke det mest velspillet. Der bliver egentligt lagt forsigtigt ud fra begge par, men Jacobsen/Gallina er lige lidt foran Trier/Groes, hvor sidstnævnte efter kampen ærgrer sig over ikke at have fået bane 5 ”Det er jo den bane, som jeg plejer at vinde på,” lyder meldingen med et smil i mundvigen fra Groes.

I 2.sæt stiger såvel kvalitet som jævnbyrdighed. Trier/Groes er foran 3-2, da de to par spiller et langt, langt jævnbyrdigt parti, som går til Jacobsen/Gallina. Nu 3-3. TIK/HVT-parret vinder også de næste to partier – er nu foran 5-3. Trier/Groes giver ikke op, kæmper videre – og får reduceret til 5-4. Gallina og Co. tager sættet hjem med 6/4 – og dermed kampen med 2-0 i sæt.

HS50+

DM dag 8 007

Klubopgør ATK: Elsborg (th.) slår Biltoft-Jensen.

Steen Elsborg (ATK) mødte Peter Biltoft-Jensen (ATK) I et klubopgør på bane 5. Elsborg vandt med 6/2 og 6/3.

Elsborg dominerede via hans pressende spil, selvom Biltoft-Jensen hang godt på i duellerne. Men det hårde presspil fra Elsborg gav pote i et 1.sæt, hvor stikket blev hevet hjem med 6/2. I 2.sæt var det lidt mere lige til at begynde med. De to duellanter havde mange gode bolde, hvor der blev vist god tennis med et højt teknisk niveau, parret med et højt tempo. I 2.sæt var Elsborg oppe 3-2, siden 5-2 for slutteligt at lukke kampen med 6/3.

Efter kampen lød det opsummerende fra Elsborg: ”Jeg kan presse mere – han kan løbe mere”. På finaledagen var det så pres-spilleren, der vandt.

DS50+

Annette Nederby (Espergærde) mødte Mona Slothuus (Lyngby) på bane 6. Nederby vandt kampen i to sæt: 7/6 og 6/1.

DM dag 8 014

Nederby (Espergærde) slog Slothuus (Lyngby) i DS50+.

De to spillere gav hinanden en god og lang kamp med megen jævnbyrdighed – især i 1.sæt, hvor de to spilleres respektive baghænder kom i ilden – der blev duelleret meget på baghåndssiden – det er oftest der, spillere generelt er svagest kørende. 1.sæt var meget lige: Slothuus førte 5-4 og der stod 30-30, men Nederby lagde sig ikke ned af den grund – hun kæmpede trodsigt videre, kom på 5-5. Herefter bragte Slothuus sig på 6-5, inden Nederby udlignede til á6. Matchtiebreaken gik til Nederby.

I 2.sæt fik Nederby bedre gang i såvel serv som forhåndsslagene – og kunne den vej igennem bedre presse Slothuus. I 2.sæt var Nederby en overgang oppe med 4-1. Efter godt 2 timers spil sejrede Nederby med 6/1 i 2.sæt.

HD50+

Steen Elsborg (ATK)/Thomas Søbirk Petersen (KB) mødte Lars Gylstorff (Lyngby)/Erik Eibye (Risskov) på bane 5. Elsborg/Søbirk Petersen vandt med 6/1 og 6/4.

DM dag 8 050

Vinderne Elsborg/Søbirk til venstre. Eibye/Gylstorff til højre.

Der blev vist klasse-tennis på bane 5, hvor tempoet var rigtig højt i duellerne, der blev krydret med tekniske detaljer, som var en nydelse at se på som tilskuer. Server og flugtspil af høj, høj klasse. I 1.sæt var det dog Elsborg/Søbirk Petersen der stod for hovedparten af lækkerierne – ATK/KB-konstellationen vandt med overbevisende 6/1, selvom der som førnævnt var meget godt spil.

I 2.sæt kom Gylstorff/Eibye noget bedre med og fik bedre fat i både modspillere og eget spil. Det var dog Elsborg/Søbirk Petersen, som var de toneangivende: Førte 3-2, 5-4, inden Gylstorff/Eibye på gode partier og flot spil reducerer til 5-4. Elsborg server – og på kampens sidse bold hamrer ATK-spilleren et utageligt es afsted på serven. Sådan!

DD50+

DM dag 8 065

Nederby/Sørensen slog Biltoft-Jensen/Henriksen.

 

Annette Nederby (Espergærde)/Isamarie Sørensen (Helsingør) mødte Anja Biltoft-Jensen/Birthe Henriksen (ATK) på bane 1. Nederby/Sørensen vandt finalekampen med 6/3, 6/2.

I 1.sæt er de to par midtvejs ganske lige. Biltoft-Jensen/Henriksen er foran med 3-2. Men den føring holder ikke længe. For Nederby/Sørensen får tilkæmpet sig overtaget i kampen med solidt spil, hvor især Sørensen med sit imponerende flugtspil fra tid til anden viser vejen. Espergærde/Helsingør-duoen går fra 2-3 til 6-3. 1.sæt

I 2.sæt har Nederby/Sørensen endnu mere styr på begivenhederne på den røde grus – og vinder 6/2. Kampen igennem har de to par flere gode bolde, men Nederby/Sørensen spiller i et højere tempo, det er dem som presser mest på, hvor de andre i højere grad har nok at gøre med at hænge på.

HS55+

Steen Biilman (B93) mødte Jesper Schou Nielsen (Bagsværd) på bane 1. Schou Nielsen vandt 1. sæt 6/3, førte 1/0, da Biilman måtte trække sig med en fiberskade – rtd.

I 1.sæt var Schou Nielsen oppe med 3-2 og inde i en god periode. Biilman server, men alt lykkedes tilsyneladende for Schou Nielsen: Spillet er godt, løber godt, der bliver slichet ud i siden med den imponerende sikre stil. Og når chancen byder sig, hvis Biilman bliver lidt kort i banen, så flugtes eller smashes der sikkert.

DM dag 8 026

Schou Nielsen (Bagsværd) vandt over Biilman (B93) i finaledagens eneste uafsluttede dyst. Schou Nielsen havde dog fat i den lange ende, da Biilman, uheldigt, blev skadet.

Det bliver et sikkert parti til Schou Nielsen. 4-2. Akkurat efter er det så Schou Nielsen, som server. Det samme som i forrige parti sker igen: Bare med omvendt fortegn: Nu er det Biilmans spil, der lykkes – og Schou Nielsen, der slutteligt fejler eller bliver udplaceret af Biilman. Der bliver lige så sikkert reduceret til 4-3. Schou Nielsen holder dog fast og vinder de to efterfølgende partier og dermed sættet med 6/3. Men som det her antydes: Der er spil og kamp om det.

I 2.sæt kommer Schou Nielsen på 1-0, men på en bold i det efterfølgende parti bliver Biilman skadet og må trække sig.

Anonyme kilder siger, at det var fordi, han gled på stregen..og det kan sagtens være – den kan godt være glat. Ikke mindst, hvis det lige har regnet – og det havde det jo, for netop denne kamp, var en af de kampe, der blev afbrudt ved de to regnvejrsbyger.

Steen Biilman holdt humøret nogenlunde højt trods det ærgerlige uheld – og sad med benet oppe på bænken ved klubhuset efterfølgende.

DS55+

 

Birgit Brink Lund (Fruens Bøge) mødte Janne Rylander (Frederikssund) på bane 7. Brink Lund vandt med 6/3, 6/1.

DM dag 8 025

Lund (Fruens Bøge) slog overbevisende Rylander (Frederikssund).

I 1.sæt var der en vis jævnbyrdighed og godt spil fra såvel Brink Lund som Rylander. Dog med et overtag til Brink Lund, hvis forhånd er farlig at få i spil. Brink Lund tog 1.sæt med 6/3.

I 2.sæt var jævnbyrdigheden knap så udtalt: Lund er oppe med 5-1 og server selv. Det bliver 15-0 på et kendetegn: Den pressende forhånd, der kommer hurtigt og fladt, og som modstanderne ofte ikke når – eller returnerer ud af banen. Det bliver også 30-0, inden kampen lidt senere er vundet med cifrene 6/3, 6/1.

HD55+

Thomas Kønigsfeldt (Vedbæk)/Peter Knap (HIK) mødte Christian Risager (Hillerød)/Hans Henrik Wengel (Vedbæk) på bane 6. Risager/Wengel vandt med 7/6 og 7/5.

DM dag 5 aften 026

Christian Risager (Hillerød) og Hans Henrik Wengel (tv.) ses her ved en tidligere lejlighed i turneringen, hvor de slog de mangedobbelte DM-vindere Borenhoff/Schou Nielsen. Risager/Wengel gik imidlertid hele vejen og tog titlen efter fremragende doublespil.

 

De to par spiller en flot double med seværdig tennis, med Risager/Wengel som havende en lille overvægt i spillet. Parret er foran 6-5, inden der udlignes. Men i den efterfølgende tiebreak er Risager/Wengel de dominerende og vinder. 7/6 til Hillerød/Vedbæk-parret.

I 2.sæt er det Kønigsfeldt/Knap der begynder bedst. Vedbæk/HIK-parret er oppe henholdsvis 1-0 og 2-1. Alligevel er det Risager/Wengel, der senere nupper det længste strå – og vinder sættet med 7/5. Vindernes spil er præget af klassisk spil, hvor nettet søges. Især Wengel giver prøver på sit gode flugtspil, men Risager lader ham nu ikke meget tilbage.

HS60+

DM dag 8 024

Klubopgør Lyngby: Holst (tv.) taber lidt overraskende til Løchte, der inden kampen selv havde “20-80” på egen sejr.

DM dag 8 029

“Tak for kampen – tillykke med titlen”.

Peter Holst (Lyngby) mødte i et klubopgør Henrik Løchte (Lyngby) på bane 3. Løchte vandt 6/3, 6/4.

En af dagens overraskelser var denne finalekamp. I hvert fald udtalte Løchte efterfølgende ”Jeg havde 80-20 (i procent) i hans favør”. Så favoritten faldt. Det var nu ikke til at se til at begynde med: i 1.sæt kom Holst på 1-0 og 2-0, men duellerne var lange og lige – og jævnbyrdigheden stor. Løchte fik dog tiltvunget sig et overtag. Løchte spillede som en erfaren rotte (undskyld, Henrik!) og byggede spillet fornuftigt op, udviste tålmodighed, gik frem og ind i banen, når muligheden bød sig. Løchte var foran 4-3 og 5-4. Efter endnu en duel, der gav Løchte-point, lød det fra en tydeligt mere og mere frustreret Holst: ”Nej, nu må det stoppe”. 1.sæt fik da også ende – men det var i Løchtes favør, da han nuppede det med 6/4.

I 2.sæt var Holst også bedst ude af starthullerne i første del af sættet. Holst var oppe 2-1 og 3-2. Men så var der ikke flere partier til Holst i den kamp! Løchte vandt kampens sidste fire partier på en dag, hvor tingene gik hans vej. Der var lidt mere at skyde med. Så 6/4, 6/3 til Løchte.

DS60+

Malgorzata Nielsen (Lyngby) mødte Birgitte Hostrup (Silkeborg) på bane 5. Nielsen vandt med 6/2, 5/7 og 10/6.

I 1.sæt kommer Hostrup foran 1-0, men Nielsen kommer flot tilbage og er foran 2-1 og 0-40 i Hostrups serv, da regnen sætter ind. Efterfølgende bliver det både 3-1, 4-1 og 5-1, inden Nielsen lukker sættet med 6/2.

DM dag 8 027

Malgorzata Nielsen (Lyngby) slog i en dramatisk kamp Birgitte Hostrup (Silkeborg).

I 2.sæt fortsætter samme billede: Nielsen er i teten. Lyngby-spilleren med de polske aner, kommer da også på både 1-0, 2-1 og 3-2 – ja, sågar 5-2! Herefter vender kampen. Hostrup viser mere standhaftighed i eget spil samtidig med at der sniger sig fejl – også lidt lette – ind i Nielsens spil. Så 5-2 bliver pludselig reduceret til en 5-4-føring til Nielsen. Sørme om ikke der bliver udlignet af Hostrup, der også virker opsat og tændt i denne intense periode i kampen. Hostrup udligner til 5-5 og kommer efterfølgende foran med 6-5. Hostrup skal serve, kommer foran 40-15 – og lukker sættet til 7-5. Nu 1-1 i sæt.

Spændingen er stor. Måske for stor. I hvert fald har de to spiller gået og samlet lidt frustrationer overfor hinanden. Turneringsleder Niels Emery hidkaldes, han dæmper gemytterne – såvel spillere som publikum. Men det er tydeligt for enhver, at de to spillere nok ikke lige just nu, er på nippet til at invitere hinanden ud på en middag! Og som en af tilskuerne, Bent Ingevold, også rammende konkluderer: ”Det her er en ”no-kisses-match!”.

I stedet har de to spillere med 1-1 i sæt inviteret hinanden og os andre tilskuere på en spændende matchtiebreak – finaledagens første. Nielsen kommer bedst fra start: Kommer på 1-0 i egen serv ved at presse på efterfølgende. Hostrup skyder ud. Nu server Hostrup, men Nielsen presser Hostrup godt med en hård serveretur. 2-0…. Vi springer i det – og stillingen er nu 8-5 til Nielsen. Der byttes side. Hostrup server og på servereturen skyder Nielsen bolden ud. 8-6. Det bliver 9-6 til Nielsen, da Hostrup skyder en baghånd i nettet. Matchbold. Nielsen server – og skal kun bruge en matchbold, idet Hostrup i et forsøg på at presse skyder en bold lidt halvhjertet ud. 10-6 – og dermed sejr til Nielsen i det tætte slag, hvor de to spillere oppe ved nettet godt kan give hånd. (men så heller ikke mere! – så Ingevold fik ret, red.)

DM dag 8 048

Tom Christensen (KB) – i en serv på bane 4.

 

HD60+

Peter Holst/Kasper Rud (Lyngby) mødte Hans Peter Michaelsen/Tom Christensen (KB) på bane 4. Michaelsen/Christensen vandt kampen med 6/4, 6/3.

Det var fire rutinerede herrer, der stillede til start i herredoublen på bane 4 i denne match. Oprindeligt skulle Michaelsen, KB – der tidligere bla. har spillet i Hvidovre – have deltaget i mesterskaberne med Asbjørn Poulsen, KB – men den tidligere Hjørring-dreng havde måttet melde forfald med en skade. Vupti, havde Michaelsen grebet knoglen – og som trold af en æske havde han via turneringsreglerne tilmeldt sig rettidigt med Tom Christensen, den mangedobbelte danske senior-mester og Davis Cup-spiller tilbage i 1970erne.

Det bliver jævnbyrdigt fra starten. Michaelsen/Christensen kom på 1-0. Det blev 1-1. De to doublepar er meget lige, duellerne er gode – snart er det ene par ovenpå, snart er det andet. Holst og Rud er foran 4/3….meen de rutinerede KB-kæmpere kender deres besøgelsestid. Ændrer slagets gang. Tager tre partier på stribe – og – vupti: Første sæt er KBernes med 6/4.

DM dag 8 061

Finalisterne i HD60+. Fra venstre vinderne Hans Peter Michaelsen/Tom Christensen (KB). Dernæst Peter Holst/Kasper Rud (Lyngby).

I 2.sæt kommer Lyngby-parret Holst/Rud på 1-0. Men det er en stakket frist: KBerne tager igen teten, selvom kampen byder på mange fremragende spillede bolde også fra Lyngby-parret. Michaelsen/Christensen bringer sig på 2-1, senere 4-3 og 5-3. Michaelsen server – og det gør han et stykke tid – for først på 5.matchbold skyder Holst i nettet på HPs serv. 6/3. Parti, sæt og match: KB.

DD60+

Malgorzata Nielsen (Lyngby)/Benedikte Braae (HRT) mødte Gitte Faber(Nærum)/Birgit Carlsen (Århus 1900) på bane 2. Nielsen/Braae vandt det voldsomt spændende og tætte slag med cifrene 6/2, 4/6 og slutteligt…19/17. Dermed slog parrene den hidtidige rekord i turneringen for længste matchtiebreak (Den havde Anneberg-Packness i deres singlekamp i HS75+ tirsdag 4/8, da Packness, bagud 17-18, måtte trække sig med en skade, red.).

I 1.sæt er der nu intet, der tyder på, at denne kamp skal udvikle sig til et drama. Nielsen/Braae har relativt styr på begivenhederne og vinder 1.sæt med 6/2.

I 2.sæt skifter kampen karakter. Nu er det Faber/Carlsen, der i højere grad kan holde bolden inde på banen end modstanderne. Faber/Carlsen er foran 5-2. Men Nielsen/Braae sætter en slutspurt ind – og reducerer til 5-4. Faber/Carlsen holder dog hovedet koldt – og bliver sæt-vindere med 6/4. 1-1 i sæt og matchtiebreak!

….Her kommer reporteren først tilbage til begivenhederne på bane 2, da stillingen er 9-9 i matchtiebreaken. Og da, har de to par lige haft en boldkendelse, som der ikke er enighed om!! Nielsen/Braae har afsendt et skud, som de mener, er inde på den rigtige side af baglinjen på Faber/Carlsens banehalvdel! – Det mener modstanderne Carlsen/Braae imidlertid ikke! Nielsen/Braae får med modstandernes velsignelse lov til at tjekke mærket. Der står nu fire spillere på baglinjen og diskuterer og tjekker mærker!….Men efter kort tids tovtrækkeri og snakken frem og tilbage, går Nielsen/Braae hovedrystende tilbage på egen banehalvdel. Dommen står ved magt. Stadigvæk 9-9. Det bliver også á10. I næste duel skyder Faber for langt.11-10, til Nielsen/Braae. Der byttes side.

I næste duel ender det med, at Braae flugter ud af banen. 11-11. Faber server 2.serv, men på den efterfølgende retur fra servemodtageren misser Faber med forhånden. 12-11, til Faber/Carlsen. Der byttes side nok en gang.

DM dag 8 023

Fornemt tennis-besøg: På finaledagen var der rigtigt mange tilskuere på Dr. Sofiesvej for at overvære de velspillede og ikke mindst spændende finalekampe. På billedet ses Søren Højberg (HIK), der tilbage i 1950erne erobrede danske double-mesterskaber og var på det danske Davis Cup-hold.

Næste point vindes af Nielsen/Braae. Nu 12-12. I næste duel, slår Nielsen og Faber forhåndsslag cross til hinanden – indtil Faber misser. 13-12, Nielsen/Braae. På næste bold er Nielsen ved at afgøre kampen, da Lyngby-spilleren finder et hul i Faber/Carlsen-muren – bolden er imidlertid for hård og går ud. 13-13. Det bliver 14-13 til Nielsen/Braae, da Faber på næste bold, tæt ved nettet, misser en forhånd. Sidebytte.

Braae server – og i en efterfølgende duel ender det med et sikkert point på en sikker Faber-flugtning. 14-14. Den næste duel er lang – meget lang! Sikkerheden er i højsædet, ingen af parrene vil risikere noget, men den ender med at Carlsen slår et dybt slag ned i banen, et slag som Braae ikke kan returnere. 15-14, til Faber/Carlsen. Næste duel: Lang, men det ender med at Faber skyder bolden ud. Á15. Carlsen server – og bolden ender med at Braae misser et slag. 16-15, Faber/Carlsen. Sidebytte.

Nu server Nielsen. Lyngby-spilleren følger serven op – og en god forhånd fra Nielsen fanger Carlsen. 16-16. Nielsen server igen – og Faber, der skal servereturnere, får ikke flyttet sig hen til at modtage serven ude i siden. Den lander uden Faber, når at ramme bolden – et lidt underligt es, set udefra. 17-16, til Nielsen/Braae. På næste bold er det Nielsen, som ender med at skyde bolden ud. 17-17. Herefter forsøger Carlsen i en duel slutteligt med at lægge en kort bold. Bolden er for upræcis og ryger ikke over på modstandernes halvdel, så kort er den. 18-17, til Nielsen/Braae. Nu byttes der side igen-igen. For sidste gang skal det vise sig.

For på næste bold, hvor Braae server, skyder Carlsen bolden ud af banen. 19-17!! Og Malgorzata Nielsen/Benedikte Braae kan triumferende smide ketcheren på gruset og give hinanden en krammer. Close match!

 

HS65+

Kasper Rud (Lyngby) mødte Frans Nørby (Hjørring) på bane 6. Nørby vandt kampen med 6/4 og 6/3.

DM dag 8 019

For-gud-ved-hvilken-gang tørnede Frans Nørby (tv.) sammen med Kasper Rud. Det blev Nørby, der trak det længste strå i HS65+.

De to spillere, der har spillet et hav af kampe imod hinanden, gav igen tilskuerne en jævnbyrdig og seværdig kamp med flot tennis.

I 1.sæt er Rud foran 1-0, da regnen sætter ind (der kom endnu en kort afbrydelse lidt senere, red.) Da de kommer tilbage fra regnvejret og får spillet lidt, så er Nørby oppe med 2-1. Og igen med 3-2. Rud tager de to næste partier – udligner til 3-3. Og kommer foran med 4-3. Men fighteren fra Hjørring kan det der med de udmarvende dueller – og Nørby tager tre partier på stribe. Og dermed sættet med 6/4.

I 2.sæt kommer Rud på 1-0. Nørby udligner. 1-1. Det bliver også 2-1 til Nørby. Herefter server Nørby – han er oppe med 40-0. Men Rud får på formidabel vis på godt, aggressivt spil samt enkelte Nørby-fejl vundet partiet i den ellers tilspidsede situation. (en situation, der åbenbart gentager sig yderligere et par gange i løbet af kampen – for efterfølgende siger Nørby: ”40-0 er den farligste føring”, red.).2-2. Rud bringer sig på 3-2, men dagen tilhører åbenbart Nørby. Han bliver ved og ved nede på den baglinje – slår fra side til side som om, han aldrig har bestilt andet -og det er måske også med til at tage toppen af Ruds indre mentale energi? Nørby tager kampens sidste partier og vinder sættet med 6/3.

Efterfølgende lyder det spøgefuldt, konkluderende fra Rud: ”Jeg skulle aldrig have hentet dig i morges!” (Rud gav Nørby et lift til Roskilde på finaledagen, red.) og Nørby fulgte trop. ”Din bedste taktik var, at lade mig stå”. Godt med humor midt i alvoren.

DS65+

DM dag 8 033

Lis Birkdal slog Sirpa Sinikka Bode i DS65+.

Sirpa Sinikka Bode (Ølstykke) mødte Lis Birkdal (SIF) på bane 2. Birkdal vandt kampen med cifrene 6/3, 6/2.

I 1.sæt kom Birkdal bedst fra start, var oppe med 1-0. De to finalister havde mange lange bolde. Og 1.sæt var relativt jævnbyrdigt. Det var dog Birkdal, der var en anelse ovenpå – og som havde en kende mere præcision og standhaftighed i sit spil. 1.sæt gik til Birkdal med 6/3.

Også i 2.sæt kom Birkdal bedst ud af starthullerne. Var blandt andet foran med 2-1. Birkdal vedblev med at have et lille overtag – og da 2.sæt var forbi havde SIF-spilleren vundet det med 6/2.

 

HD65+

Jørn Harder (Århus 1900)/Jens Hertz (HIK) mødte Frans Nørby (Hjørring)/Per Tuft (VST) på bane 5. Nørby/Tuft vandt kampen med 6/4, 3/6 og 10/7.

I 1.sæt kommer Nørby/Tuft bedst fra start. Parret er foran med 2-1, inden Harder/Hertz udligner føringen. 2-2. Igen kommer Nørby/Tuft dog foran, 3-2. Det sidste parti erobres, da Nørby med baghånden dirigerer bolden lige over nettet og ned i fødderne på netspiller Hertz, der halvflugter den præcist lagte bold i nettet. På godt spil fra især Nørby kommer Hjørring/VST-konstellationen på 4-2. Harder/Hertz reducerer til 4-3, men Nørby/Tuft tager 1.sæt med cifrene 6/4.

DM dag 8 070

Nørby/Tuft slog Harder/Hertz.

 

I 2.sæt bølger kampen mere frem og tilbage: Det bliver 1-0 til Nørby/Tuft, men lidt senere har Harder/Hertz bragt sig foran med 2-1. Århus 1900/HIK-konstellationen fastholder siden momentum sættet ud: 6/3 – matchtiebreak!

I matchtiebreaken er de to par igen relativt lige. Vi kommer ind, da Nørby/Tuft fører 6-4. På et flot slag fra Tuft bliver det 7-4. Det bliver også 8-4, da Hertz efterfølgende smasher udenfor banen. Harder skal nu serve – og på servereturen vælger Tuft at overforcerer med forhånden. 8-5. Tuft gør dog skaden igen på næste bold, efter at Nørby har servet. Duellen ender med et pres fra Harder/Hertz, men de skyder nærmest lige, om end hårdt, på netspiller Hertz, der reagerer smukt og holder flugtningen på banen. Nu 9-5. et flot kontra-slag fra Hertz gør det til 9-6. Og 9-7 bliver det, da Nørby skyder en serveretur i nettet. På den næste bold server Hertz, men den efterfølgende flugtmulighed misses af Harder/Hertz, der taber matchtiebreaken med 10/7. Sejr til Nørby/Tuft.

Frans Nørby, der et par timer forinden har slået Kasper Rud i HS65+ – og dagen forinden vundet MD55+ med Birgit Brink Lund, Fruens Bøge, bliver med dette tredje mesterskab veteran-stævnets mest vindende spiller (sammen med Bent Ingevold, red.). 3 titler på 3 forsøg – det er da meget godt, ikke!?..

DD65+

DM dag 8 066

Skovgaard/Popenda strøg til tops i DD65+.

Kirsten Christensen (Ishøj)/Grete Steenberg (Solrød) mødte Dorte Popenda/Birgit Skovgaard (ALTS) på bane 7. Popenda/Skovgaard vandt kampen med 6/2, 6/1.

I første sæt er doublen præget af mange lange dueller, hvor de to par virkelig får lagt bolden, så de hver især skal på løbearbejde. Popenda/Skovgaard synes dog noget skarpere i såvel præcision som i tempo. ALTS-parret er foran 5-2, inden de lukker sættet med næste parti: 6/2.

I 2.sæt fortsætter dominansen. ALTS-parret er for stærke for Christensen/Steenberg, der ellers kæmper det bedste de har lært. Det er ikke nok på denne finaledag. Så Pokalen går – som der også synges i en sang: ”hjem til Århus”. Popenda/Skovgaard vinder 2.sæt overbevisende med 6/1.

HS70+

Bent Ingevold (HIK) mødte i et klubopgør Steen Egholm (HIK) på bane 4. Ingevold vandt kampen med 7/5 og 6/3.

DM dag 8 039

To HIK-klubkammerater på skamlen. Ingevold øverst. Egholm nederst. HS70+.

 

De to klubkammerater havde mange gode og spændende dueller i en meget lige match, hvor det måske var et lille fysisk overtag til Ingevold, der gjorde udslaget? I hvert fald var Ingevold lige en tand skarpere i 1.sæt, der blev vundet med 7/5.

I 2.sæt fik Ingevold også tilkæmpet sig et overtag. Var en overgang foran med 3-0 – og det sæt blev da også vundet af Ingevold med 6/3. Men godt fightet af begge spillere.

DS70+

Lis Schultz-Møller (Farum) mødte Lone Bech (HIK) på bane 4. Schultz-Møller vandt den spændende kamp med 6/0, 3/6 og 10/5.

Schultz-Møller dominerer i et relativt ensidigt 1.sæt. Er foran 5-0, inden hun lukker sættet med overbevisende 6-0.

DM dag 8 038

Efter en tæt kamp, så kan man godt invitere sin modstander med op på øverste trin! I stribet trøje, Lone Bech (HIK). I blå vinder Lis Schultz-Møller (Farum).

 

I 2.sæt sker der noget – noget helt andet. Bech kommer lige pludselig bedre med. Er mere præcis i eget spil – og får i højere grad sendt Schultz-Møller ud i siderne af banen. Bech kommer på 1-0 – og siden foran hele 5-2. Beck server nu. Og på servereturen fra Schultz-Møller hamrer hun forhånden af sted – langt ud i Schultz-Møllers forhåndsside. En ren vinder bold fra Bech. På sætbolden ender duellen med, at Bech igen-igen via en kort bold ud i Schultz-Møllers baghåndsside og sikrer sig sættet. Sikke en udvikling i kampen! Nu 1-1 i sæt – matchtiebreak!

I matchtiebreaken kommer Schultz-Møller på både 1-0, og senere 2-1. Bech udligner til 2-2, men Schultz-Møller har ikke tænkt sig at give slip – Farum-spilleren bringer sig på 3-2. Et forspring hun udbygger matchtiebreaken ud. Schultz-Møller sejrer med 10/5.

HD70+

DM dag 8 072

Ingevold/Bech fra HIK på øverste trin efter HD70+.

Bent Ingevold/Bjørn Bech (HIK) mødte Esben Danielsen (Birkerød)/Steen Egholm (HIK) på bane 3. Ingevold/Bech vandt den lige kamp med 6/3, 6/7 og 10/5.

I 1.sæt får Ingevold/Bech efterhånden tilkæmpet sig et mindre overtag i den ellers jævnbyrdige match, hvor de to, snu herredouble-par virkelig får sat hinanden på prøve med masser af lange bolde. Ingevold/Bech er foran 4-3. HIK-parret vinder også de to efterfølgende partier – og dermed sættet med 6/3.

I 2.sæt kommer Ingevold/Bech på 1-0. Men Danielsen/Egholm kæmper trodsigt og flot videre – kommer foran 4-3. De to par følger dog hinanden til dørs, sættet ud. Det bliver 6-6. Og de tp ar skal udkæmpe en almindelig tiebreak – en tiebreak som går Danielsen/Egholms vej! – 1-1 i sæt! Matchtiebreak! I matchtiebreaken får Ingevold/Bech hurtigt et lille forspring på 2-3 point – et forspring de holder kampen ud ved at vinde med 10-5.

DD70+

Helene Achilles Sørensen/Marianne Novrup (Holte) mødte Lisbet Heine/Lizzi Larsen (HIK) på bane 1. Heine/Larsen vandt kampen med 6/3, 7/6 (7/4).

DM dag 8 073

DD70+. Sølvvinderne Novrup/Achilles Sørensen, begge Holte (tv.) og vinderne Heine/Larsen, begge HIK.

I 1.sæt er Achilles Sørensen/Novrup foran med 3-2. Jævnbyrdigt indtil da. De to par har mange og især lange dueller. Gerne med et lob eller to i pressede situationer. Heine/Larsen kommer godt igen og vinder de efterfølgende fire partier på stribe – og dermed sættet med 6/3.

I 2.sæt er det Heine/Larsen, der er foran med 3-2. Men jævnbyrdigheden fortsætter kampen ud. Det er dog Heine/Larsen der kan strække armene i triumf efterfølgende, da de lige netop får hevet 2.sæt hjem i tiebreaken med 7-4.

HS75+

Frank Gaba (Fruens Bøge) mødte Peter Jessen (Herlev) på bane 7. Jessen vandt, måske lidt overraskende for mange, overbevisende med cifrene 6/0, 6/1.

DM dag 8 022

Måske finaledagens største overraskelse: Jessen, Herlev (th.) slår forhåndsfavoritten, den forsvarende mester fra Fruens Bøge – Frank Gaba.

Gaba, der har adskillige DM-titler for veteraner i bæltet, fik noget af en resultatmæssig nedtur i 1.sæt imod Jessen. Jessen klør på, fighter og er mere præcis i sit spil end Gaba er. Jessen løber rigtigt godt – og når mange bolde: I en duel ligger Gaba bolden kort i modsatte side af, hvor Jessen står. Men Jessen når den, løber bolden op – og lobber dybt tilbage i modsatte side. Gaba er i mellemtiden løbet halvvejs frem, så et lob på det tidspunkt er ikke sagen for Gaba. Gaba er uden chance for at nå bolden. Jessen, Herlev, vinder sættet med hele 6/0.

DM dag 8 075

Krogh/Thiesen (Lyngby) øverst på skamlen i HD75+. Men kvalifikationsparret Hollænder/Christensen faldt med ære.

I 2.sæt Får Gaba i begyndelsen af sættet endelig et parti. Han er på et tidspunkt bagud med 1-2. Men det bliver ikke til mere – det er Jessens dag. Alt lykkes for Herlev-spilleren, der vinder med 6/1 i 2.sæt.

En tilskuer opsummerer måske meget godt, hvad det var, der gik for sig nede på bane 7: ”Jessen spiller sit livs kamp. Han laver stopbolde. Og henter selv de stopbolde, som Gaba plejer at lave. I virkeligheden bliver Gaba slået med sit eget våben,” lyder konklusionen.

HD75+

Per Krogh/Niels Thiesen (Lyngby) mødte kvalifikationsparret Niels Hollænder (HIK)/Thyge Christensen (Brabrand) på bane 7. Krogh/Thiesen vandt med 2 x 6/4.

Kvalifikationsparret kæmpede bravt imod Lyngby-parret og de to par havde mange lige, lange og gode bolde. 1.sæt gik knebent til Lyngby-parret med 6-4. I 2.sæt var de oppe 2-0 – for siden at vinde sættet med 6/4.

Under medaljeoverrækkelsen kom turneringsleder Niels Emery ind på Hollænder/Christensens fornemme præstation: De havde kæmpet sig vej til finalen via kval-puljerne. ”Selv seedningsudvalget kan tage fejl – men det gør de ikke næste gang”, lød det fra Niels Emery.

HS80+

Niels Erik Tanholdt (KB) mødte Svend Lehmann (Herlev) på bane 1. Tanholdt vandt med 7/5 og 6/4.

DM dag 8 041

Turneringsleder Emery oppe på skamlen, hjælper vinder Tanholdt(KB) med at få medaljen om halsen, mens toer Svend Lehmann(Herlev), ser til. HS80+.

De to spillere fra henholdsvis KB og Herlev giver hinanden en jævnbyrdig og god kamp med mange lange og velspillede dueller undervejs. I 1.sæt er Lehmann oppe med 5-4. Sættet er helt jævnbyrdigt – alligevel er det Tanholdt, der snupper sættet med tre partier på stribe, 7/5.

I 2.sæt fortsætter det tætte opgør: Lehmann er foran med 3-2. Men igen hiver Tanholdt en kanin op af hatten (eller hvad han nu gør!), kommer foran 5-4 – og skal selv serve. Øjeblikke senere har han 40-15 i egen serv. 2 matchbolde. Det bliver dog 40-30, da Lehmann, egentligt i et forsøg på at værge for sig, får skudt bolden dybt midt i banen. Tantholdt ved ikke om han skal gå frem eller tilbage, så han forsøger at gå frem og flugte – en flugtning 1½ meter fra baglinien vel og mærke..det mislykkes da også.

 

På den efterfølgende bold er Tanholdt oppe ved nettet, men flugter ud. Á40. Tanholdt får nok en fordel – og på matchbolden ender duellen med, at Tanholdt, lidt maskeret, afventer Lehmanns næste bevægelse – og slår en flad og præcis forhånd over i Lehmanns forhåndsside. En utagelig vinderbold fra Tanholdt, der dermed snupper sættet med 6/4.

Ved den efterfølgende præmieoverrækkelse fortæller Niels Emery den gode historie: Tantholdt er regerende vinder fra udendørs veteran-DM i Gilleje (2014, red.). Men da pokalen efterfølgende skal indgraveres – bliver det gjort på følgende vis: DM-vinder 2015 – Niels Erik Tanholdt!…. ”Hvad går man så? – så stiller man bare op og vinder igen!”, fortæller Niels Emery ved overrækkelsen. Da Tantholdt træder ned af sejrsskamlen ved DM i Roskilde 2015, er det med ordene fra turneringslederen, når pokalen efterfølgende skal indgraveres. ”Husk, at der skal stå 2014!”.

HD80+

DM dag 8 076

Tanholdt/Holm fik medaljer og vin overrakt af DTVs Niels Emery og Willy Schneider efter sejren i HD80+.

 

Niels Erik Tanholdt (KB)/Viggo Holm (Århus 1900) mødte Jørgen Sundstrup (KTK)/Jørgen Ravn (Nærum) på bane 4. Tanholdt/Holm vandt med 6/2, 6/1.

Tanholdt/Holm havde helt styr på begivenhederne undervejs. I 1.sæt var holdet oppe 5-2 – for siden at lukke det til 6/2. I 2.sæt var Tanholdt/Holm oppe 3-0, 4-1 og 5-1 – igen for derefter at lukke sættet med 6/1.

De to par havde såmænd mange gode dueller, men på bundlinjen står, at Tanholdt/Holm generelt var mere præcise og havde lidt bedre længde på boldene i spillet. Kampen blev afgjort på en forhåndsflugtning fra Tanholdt i uligesiden – over i modsatte side på den anden banehalvdel.

HD85+, finaleslutspil

Vagn Gjessing (Gentofte)/Paul Dehlholm (HIK) mødte Erik Fæster (Nærum)/Fritz Reuther (AB) på bane 3 i den sidste kamp (af 3) i finaleslutspillet. Fæster/Reuther vandt med 6/3, 6/4.

 

 

DM dag 8 064

Fæster/Reuther til tops i HD85+.

I 1.sæt kom Fæster/Reuther foran 2-1 i en kamp med et – naturligt – roligt tempo, men hvor det er tydeligt at se, at de to par sagtens kan finde banen i spillet. I en af duellerne skyder Fæster/Reuther, tæt ved nettet, en bold over på netspilleren Dehlholm, der fluks med en refleks får nappet bolden med en forhåndsflugtning, så crossbolden i en pæn bue ryger over i grøften uden chance for Fæster/Reuther på modsatte halvdel – de reflekser vil jeg også gerne have, når jeg bliver 94 år! 1.sæt – relativt jævnbyrdigt som det er – bliver dog Fæster/Reuthers med 6/3.

I 2.sæt er Nærum/AB-konstellationen oppe 4-2. Gjessing/Dehlholm reducerer til 4-3, inden Fæstner/Reuther igen kommer foran med to – denne gang 5-3. Gjessing/Dehlholm læggr sig dog ikke ned uden kamp – og reducerer til 5-4. Fæster/Reuther lukker dog kampen med partiet til 6/4.

Under den efterfølgende præmieoverrækkelse lyder det fra turneringsleder Niels Emery: ”Det er første gang i 100 år, at Dehlholm ikke vinder ved DM!”. 94-årige Dehlholm er –iflg. Sig selv – god for mere end 70 titler ved DM for veteraner igennem tiden. Godt skuldret.

 

TAK!

IMG_1061

DTVs turneringsledelse – fotograferet i døråbningen til det lille klubhus. Og det er ingen tilfældighed. Det var her de tre flittige og dygtige organisatorer gik ud og ind igennem samtlige 8 dage DM-stævnet varede. TAK for godt samarbejde!

Efter finalekampene stod den på oprydning for værterne fra RTK og DTV, efter en helt igennem fantastisk uge på tennis-anlægget på Dr. Sofiesvej. Hvor har det været spændende, at være med til at afholde – en STOR TAK til DTV fordi de valgte RTK, som arrangør af DM 2015. Tak for godt samarbejde undervejs – ikke mindst i hele stævne-ugen. Og TAK for jeres gode og konstruktive måde at afvikle stævnet på, Niels Emery, Villy & Karin Schneider – TAK!

RTK vil her også gerne her sende en STOR TAK til det lokale erhvervsliv, ikke mindst til Kvickly i Algade, som hver dag under turneringen sponserede gratis brød og frugt til deltagerne. En STOR TAK skal også sendes til Slagtemesteren på kongebakken, der var årsag til at RTK igennem hele ugen kunne tilbyde varm, lækker aftensmad af højeste kvalitet til rimelige priser.

En STOR TAK skal også rettes til spillere og deltagere fra alle klubberne. TAK for jeres gode humør – såvel på som udenfor banerne. Og TAK fordi, at i var med til at gøre turneringen til én, stor fest. Også TAK fordi, at i velvilligt stillede op til ”hold-fotos” og underlige spørgsmål fra min side undervejs.

Endelig bør vejrguderne have en STOR TAK – for godt vejr i en stævneuge betyder bare alverden – ikke mindst set i lyset af at sommeren, indtil for lidt over en uge siden, har og havde været yderst blandet og sporadisk.

En STOR TAK skal sidst også her rettes til de mange frivillige fra RTK, som var med til at gøre turneringen til en stor succes. Uden jeres hjælp, intet ordentligt stævne! – TAK!

 

 

 

Lidt statistik omkring veteran DM i Roskilde 2015

IMG_0811 - Copy

Tennisanlægget på Dr. Sofiesvej. Foto: Hans Henrik Bülow.

 

Vidste du at, der…..

På 1.dagen blev spillet: 37 kampe, 2 tiebreaks samt 8 matchtiebreaks – og i alt spillet 645 partier.

På 2.dagen udkæmpedes 42 kampe, 6 tiebreaks samt 8 matchtiebreaks. Det blev i alt til 727 partier. Desuden var der to spillere, der måtte scratche med skader.

På 3.dagen var tallene: 36 kampe, 2 tiebreaks og 8 matchtiebreaks – og samlet 596 partier. En spiller trak sig i en af kampene med en skade.

På 4.dagen, den korte tirsdag med fest om aftenen, blev spillet: 19 kampe, 3 tiebreaks og 4 matchtiebreaks – og i alt spillet 356 partier. En spiller måtte trække sig i en af kampene med en skade.

På 5.dagen spilledes 37 kampe, 6 tiebreaks og 11 matchtiebreaks – og i alt kæmpet om 619 partier. To spillere måtte udgå under kampene med skader.

På 6.dagen blev spillet: 32 kampe, 5 tiebreaks og 7 matchtiebreaks – sammenlagt 557 partier.

På 7.dagen, fredagen med de 7 MD-finaler inkluderet, blev spillet 25 kampe, 2 tiebreaks, 1 matchtiebreak og i alt 415 partier. En spiller måtte forlade en kamp før tid.

På finale dagen: 33 kampe, 5 tiebreaks og 6 matchtiebreaks, 1 rtd. Og i alt 591 partier.

IMG_0744 - Copy

Claus Møller Petersen (KB) i et smash – imod Thomas Rosenmejer (på 1.dag ved DM). Foto: Hans Henrik Bülow.

Det giver et samlet facit på: 261 kampe, 31 tiebreaks, 53 matchtiebreaks og 4506 spillet partier. I de 53 matchtiebreaks blev der i alt spillet 924 bolde (om 924 point). I turneringen blev der i alt afviklet 516 hele sæt – dertil skal lægges de 53 matchtiebreaks, hvis de hver tælles som et sæt = 569 sæt.

8 spillere måtte desværre forlade kampene før tid pga. skader – i to af dem, endda lige før slutfløjtet: Berno Hansen, VST, var foran 9-5 i matchtiebreaken, da Hincheli, Lyngby, måtte udgå med krampe.Anneberg, Holte var oppe 18-17 i matchtiebreaken, da Packness, Taarbæk, fik en fiberskade. De øvrige 6 skadede spillere måtte desværre give slip i 2.sæt.

Efter 6.dagen – torsdagen – var der præcist afviklet 3500 partier i turneringen.

Turneringens længste matchtiebreak stod Nielsen (Lyngby)/Braae (HRT) for, da de slog Faber (Nærum)/Carlsen (Århus 1900) med 19-17.

Flere spillere var med i 3 matchtiebreaks, bla. Jørn Harder (Århus 1900) og Kennet Beckmann (Gilleleje).

To spillere stillede op i tre rækker og vandt dem alle tre: Frans Nørby, Hjørring og Bent Ingevold, HIK.

Syv spillere stillede op i to rækker og vandt dem begge: Lizzi Larsen (HIK) og Christian Svanning Mikkelsen (HIK), Steen Elsborg (ATK) og Niels Erik Tanholdt (KB), Charlotte Jacobsen (TIK), Nils Trier (Humlebæk), Benedikte Braae (HRT).

Malgorzata Nielsen, Lyngby fik 2 titler ud af 3 mulige – begge titlerne blev vundet efter spændende opgør. Var også i en tredje, spændende, MD-finale, der dog blev tabt.

Også 2 ud af 3 titler til Birgit Brink Lund (Fruens Bøge – Lund, der réelt havde tilmeldt sig i 3 rækker, men grundet en skade hos makker Ruth Thrane, Greve ikke fik spillet i denne række).

Annette Nederby, Espærde, vandt også 2 ud af 3 rækker.

Flere spillere stillede også kun op i én række – og vandt den.

Charlotte Gallina (HVT) stillede op i tre rækker – var i finalen i dem alle (vandt en).

Lisbet Groes/Nils Trier (Birkerød) uddelte ”æg” i finalen – vandt 6/0, 6/0 over Lageri Thomsen/Jensen (Birkerød).

Anja Kostecki, Roskilde var den mester (DS35+), der afgav det færreste antal partier på vej mod titlen: 1 stk. (spillede to kampe).

..der i alt uddelt 10 sæt briller undervejs i turneringen – dvs. vundet kampe med 2 x 6/0. På Tredje- og syvendedagen endda 3 stk. hver.

 

 

På forhåbentligt gensyn!

Morten Lyebalk, Presse-ansvarlig ifm. DM i tennis for veteraner 2015