Det er blevet taget godt imod, at der er blevet åbnet for banerne og at der derfor er mulighed for at komme ud og få noget motion i denne tid, hvor vi skal holde afstand.

Vi var blevet lovet en melding fra Dansk Tennis Forbund (DTF) senest 2. påskedag, men den kom desværre ikke, så derfor fortsætter vi efter de retningslinjer, som bestyrelsen udstak før påske.
Banerne i Darup er indtil videre åbne for booking til og med søndag den 19. april 2020. Vi åbner først for booking fra næste uge og frem, når vi i løbet af ugen forhåbentlig ved, om vi kan komme i gang med andre klubaktiviteter.

 

Bestyrelsens retningslinjer til spil på banerne, mens der er Corona-forholdsregler:

  1. Banetimerne er på 50 minutter, så spillerne, der afslutter timen, gør sig færdige med fejning og har forladt banen, før næste hold kommer
  2. Brug handsker, når du vander og fejer banerne – vi er på vej med engangshandsker, men de er ikke kommet endnu, så indtil da skal du medbringe dine egne handsker
  3. Spil med handsker, som du selv har medbragt, så du ikke overfører evt. smitte via boldene – saml alternativt boldene op uden brug af hænderne
  4. Spil kun single
  5. Kom lige til din spilletid og gå igen efterfølgende, så vi ikke samles i grupper

Disse retningslinjer kan blive justeret, når bestyrelsen har modtaget anbefalingerne fra Dansk Tennis Forbund.

Det er vigtigt, at alle overholder disse retningslinjer. Ellers kan vi blive nødt til at lukke banerne igen.

 

Book kun en tid ad gangen

Der er mange, der gerne vil ud og spille – så book kun en time ad gangen. En teknisk detalje i vores bookingsystem gør, at helårsmedlemmerne i april kan booke to tider ad gangen, men der skal være plads til, at alle kan komme til, så undlad at booke to tider ad gangen.

 

Klubhus og toilet lukket – husk at vande banerne

Banerne på Dr. Sofies Vej er endnu ikke åbnet. Det samme gælder klubhuset – også i Darup. Det er derfor ikke muligt at komme på toilettet.

Husk at vande banerne grundigt – som sagt med handsker på.

 

Vi vender tilbage – forhåbentlig i løbet af ugen – når vi ved mere om de generelle retningslinjer for al idræt i Danmark.

Pas på hinanden på og uden for banerne – vi glæder os til at komme tilbage til vores mange klubaktiviteter og det sociale liv, der er hele byggestenen i RTK.

På bestyrelsens vegne

Peter Madsen

Formand