Sparkøbmanden i Vindinge gør det, biblioteket gør det, RTK-medlemmerne gør det selv – og forhåbentlig kommer der i den kommende tid endnu flere, der gør det: Reklamerer for Roskilde Tennis Klubs store åbne hus for nye medlemmer, børn eller voksne, lørdag den 29. april kl. 14.30-16.30.

Via Dansk Tennis Forbund og DGI har vi fået trykt en række plakater og en masse postkort, som er klar til at blive hængt op og delt ud i Roskilde. Vi håber på rigtig mange deltagere om eftermiddagen på Store Åbningsdag – og i øvrigt rigtig mange medlemmer på anlægget på denne festdag, hvor der kommer til at ske mange arrangementer for både børn og voksne.

Kender du et sted, der vil være oplagt, at du kunne hænge en af vores plakater?

Er der et sted, du kunne tænke dig at uddele vores postkost, der reklamerer for åbent hus – det kunne fx være på torvet lørdag den 22. april?

Juniorudvalget ER i gang med at hænge plakater op – og som du kan se her på siden, så er begynderudvalget for voksne også i gang. Veslemøy har oven i købet sørget for at få taget et foto af de glade købmænd i Vindinge og en medarbejder på biblioteket, der med glæde sagde ja til at hænge vores plakater op.

Tag kontakt til Henrik Overgaard Pedersen, hvis du også har et sted at hænge en plakat op eller uddele postkort.

Tag også gerne et foto fra stedet med nogen af dem, der hjælper os. De får lidt reklame, men det gør vi jo også. Billedet på gerne være på bredden.

Fortæl vidt og bredt om vores åbne hus lørdag den 29. april k. 14.30-16.30, kom selv derned på dagen. Der er både voksenturnering om formiddagen og junioraktiviteter om eftermiddagen, og kan du hjælpe en time eller to, så er der også nogle praktiske opgaver, vi skal have løst.

Det bliver en festlig dag på anlægget – banemanden er i fuld gang med at gøre banerne klar. Onsdag den 12. april og mandag den 24. april tropper medlemmer op i henholdsvis Darup og på Dronning Sofies Vej for at hjælpe med at gøre alt klar til udendørs sæsonen.