Klar til KM-finaler – læs om spændende semifinaler

Så er også de indledende runder i doublerækkerne spillet. De blev afviklet lørdag den 23. marts. Nu havde de fleste fået fat i regelsætter i DTF Next Gen Tennis, og at man også kunne spille bonus runder. Bonusrunderne blev vundet af Annika og Inge i DDB (billedet til højre), Vesle og Bo i MDB (billedet øverst) samt Phoung og Phi i HDB.
Mange kampe gik tre sæt og med tiebreaks. Dagens mest spændede kamp var semifinalen i Damedouble B mellem Anni Nielsen/Marie Hostrup og Pia Eriksen/Signe Müller. Tre sæt – tre tiebreaks, Pia og Signe havde to matchbolde men kiksede de afgørende smash, så rutinen sejrede og Anni og Marie kom i finalen.
I Damedouble C tabte Anette og Lotte også i tre sæt tiebreaks. Det tog åbenbart pusten fra dem, så de tabte også anden runde mod Tine og Henriette.
I Herredouble B var det lige ved, at Store Søren/Lille Søren overraskede sidste års mestre Jonas/Arne, Men Jonas og Arne red stormen af og vandt første sæt i tiebreak. Så havde mestrene læst spilet og hev andet sæt hjem 4-2, og dermed kom de i finalen. I den anden semifinale var det også lige ved, at veteranerne (60+), Torben og John, fik krammet på Bo Halberg og Morten BS. Men Bo og Morten fik stikket hjem med et tiebreak i 3. sæt.
I Mixdouble B skulle jeg selv spille, så jeg mistede overblikket over kampene, men Aksel Rasmussen var absolut ikke tilfreds med, at man måtte loppe fra side til side i B rækken – jeg mente ikke, det var decideret forbudt i henhold til reglementet, så Aksel og Karin tabte til Steen og Gitte-Maria.
Far og datter, kombien Jonas/Annika, skulle møde Anni/HH. Det gik ikke så godt, Anni/HH kom i finalen med 4-1,4-1. Til gengæld kunne Annika endelig komme hjem med fem kampe i benene. I den anden semifinale mødte Tina/Søren(lille) Steen/Gitte-Maria. Steen og Gitte-Maria kom i finalen 4-3(8), 4-2.
På lørdag den 30. marts spilles finalerne mellem kl 11 og 17 (ca), se finale-programmet for diverse kamptidpunkter. Finaler spilles efter old-school regelsæt: bedst af tre sæt, tiebreak til 7 ved 6-6.
Bemærk, at DS B er flyttet til kl 15.30 og MD B først startes kl. 16. På alle tidspunkter skulle der være både herre- og dame-spillere, single og double, så ligegyldigt hvor interessen er, skulle der være noget at kigge på.
Her kan du se siden med alle resultaterne.
Vi ses i sporvognen.
Mvh Steen Lindegaard