I den forløbne weekend er de fleste af de indledende kampe til årets klubmesterskab for voksne blevet afviklet.

Lørdag morgen startede lidt kaotisk med skades-afbud, sygemeldinger, og “Hov – skulle jeg havde spille i dag? Men jeg er jo i London”. Så pludselig var Thomas Justesen og Allan von Cotta Poulsen i semifinalen i herresingle B. Den blev afviklet på stedet. Det blev en marathondyst på næsten to timer. Allan sikrede sig første sæt 6-4, hvorefter Thomas spillede sig op i andet som han tog 6-3. Thomas fortsatte storspillet i match-tiebreak, bragte sig foran 8-4 og 9-7, men ak – gummiarm. Fra baghjulet kom Allan og vandt match-tiebreak med 11-9, hvorefter Allan’s ketcher fik en tur i hegnet i ren glæde.

Søndag var det tid for RTK’s modefashionista Kurt Jensen at folde sig ud – intet mindre end tre kampe lå på frokost-tallerkenen. Kl. 13:00 – 1. Kamp i HS A mod en meget ung Magnus Thelin, som led af lettere eftervirkninger fra en tur på dansebar. Ungdommen skulle lige vækkes, dette var jo en morgenkamp – men da benene endelig kom i gang vandt Magnus over Kurt i match-tiebreak 6/7, 6/2, 10-8.

Anden kamp blev eftermiddagens stor tilskuermagnet. De unge løver – og DTF-Cup finalister – Bo Halberg og Thomas Møller havde budt erfarne Jakob Holmgaard og Kurt Jensen op til dans (se billedet). Selvkritiske kommentarer på begge sider af nettet flød i en lind strøm, men erfaringen vandt trods alt 6/1, 6/3. Bedre held til Bo og Thomas i DTF Cup finalen næste weekend i Odense.

Tredje kamp skulle afvikles, efter redaktionen var gået hjem. Det blev en w/o.

Næste weekend er det tid til de sidste kvart- og semifinaler. Vi prøver at lave et samlet dagsprogram på hjemmesiden inden da.

Husk at indrapporterer alle resultater og walk-overs på hjemmesiden. Hvis I flytter en kamp så husk at give besked.

Her kan du se siden med indberetning af resultater. Selve programmet er ikke opdateret endnu med de spillede kampe, men du kan se resultaterne under fanen “Indberet resultat”.

Mvh.

Steen Lindegaard