Hvad skal vi stille med af juniorhold til sommer? Hvem har lyst til at komme ud og spille kampe mod andre klubber?

Det er vi ved at skulle planlægge, for sidste frist for tilmelding af juniorhold er 15. marts.

Vi har valgt at gøre det på den måde, at Alexander og Kim i første omgang tager et kig på alle juniornavne og danner sig et overblik over, hvem de tror, der har lyst og er klar til at komme ud og spille holdkampe.

Alexander kigger på U10 og U8, mens Kim kigger på U12, U14 og U16. Der er desværre nok ikke basis for et U18 hold i år.
Den samlede liste kigger vi på sammen – og vi tænker herefter at skrive ud til de berørte spillere for at finde ud af, om de har lyst til at spille på hold. Svarfristen bliver forholdsvis kort, for udover at få svar tilbage, så skal vi også have tid til at høre fra de implicerede forældre. Der er nemlig nødt til at være 1-2 holdkaptajner i form af forældre pr. hold.

Inden kampene går i gang, vil vi i år holde et særligt holdkaptajnmøde, hvor der bliver mere information om, hvad det indebærer. Vi håber, at DGI og/eller SLTU vil stille op til et sådant møde.

Har du input til hvilke hold, vi skal stille til sommer, er du velkommen til at tage fat i Kim og Alexander. Se længere oppe hvilke årgange, de hver især tager sig af.

Alexander Hansen, Kim Sverbæk og Henrik Overgaard