I uge 41 drog 23 medlemmer af RTK til Santa Ponsa på Mallorca for at nyde en uge med masser af tennis, socialt samvær og det gode spanske vejr. Med på turen var der også tennisspillere fra Skive, Aarrhus, Hørsholm, Rudersdal og Nyborg, så i alt var der lidt over 40 deltagere, med RTK gruppen som langt den største.

Fra klubbens side havde Søren Bros og Charlotte Mikkelsen stået for at arrangere og koordinere, og det havde de gjort godt. Stor tak herfra til dem for indsatsen.

Selve rejsen var arrangeret af DGI i samarbejde med Bravo Tours. Dvs. DGI stod for indlogeringen, træningen og rejsen. Vi skulle bo på Santa Ponsa Park Hotel, som ligger midt i byen med ca. 7 min gang fra tennisanlægget. Alt sammen noget, der var velkendt for mange af deltagerne, idet det var samme sted som sidste års Mallorca tur.

 

Var det en fejl?

Vi var også med sidste år. Det var en rigtig god tur og derfor lurede det også i baghovedet om det var en fejl, at gentage succesen. Alligevel besluttede vi os for, at gøre forsøget. Lad det være sagt med det samme – det var ikke en fejl, også dette års tur var en fantastisk oplevelse.

Der var afrejse lørdag eftermiddag fra Kastrup. Vi landede planmæssigt og blev indlogeret på hotellet i løbet af lørdag aften. Hvis man godt kan lide at spise, er det et fantastisk hotel. Der er all inclusive. Det betyder i praksis, at man næsten kan spise døgnet rundt, hvis man vil. Så lørdag aften stod den på en øl eller et glas vin og lidt mundgodt fra hotellets pizzaria. Herefter i seng, så vi var klar til træningen søndag.

Træningen var tilrettelagt på en lidt anden måde i forhold til sidste års tur, hvor vi var begunstigede ved, at have klubbens egne trænere med. I år var det Peter Karlsen og Carl Toft, som vi kendte, og derudover Mik, Anna og Ove, der var trænere. Der var træning fra kl. 9 til 12 hver dag, og konceptet gik ud på, at man skulle skrive sig på ud for det emne, som man ønskede at træne.

Fx kunne der være forhånd fra kl. 9 til 10, 2-håndsbaghånd fra 10 til 11 og flugtninger fra 1100 til 1200. Derudover var der emner som enkelt baghånd, serv, mentaltræning, spiløvelser, double taktik, og endelig var der to baner, der blev brugt til spil selv (altså alm. tenniskampe). Ind imellem fungerede det ikke så godt med at skrive sig på et emne, idet alt for mange skrev sig på til det samme emne, og det gjorde så, at der måske var ni på en bane og kun to eller tre på en anden. Det gjorde, at intensiteten ind imellem var lidt lav.

 

Tennis, afslapning og ture

Men alt i alt fungerede det. Måske fordi der var flere, der blev opmærksomme på dette og så bare af sig selv byttede til en anden bane, hvor der ikke var så mange spillere. Det var fint, at folk udviste fleksibilitet. Vi fik trænet hver dag, og slået til en masse bolde. Og ja, en enkelt rettelse eller to fik alle nok også med på vejen.

Tirsdag var der udover træningen om formiddagen også arrangeret en miniturnering fra kl. 20 til 22. Det var vist de fleste, der deltog. Det var en dobbelturnering, hvor man i perioder havde fast makker og i perioder skiftede makker. I hvert fald på de to baner, hvor vi var med. Meget hyggeligt, og så bagefter kunne man jo lige nå et smut i pizzeriaet for at spise.

Dagene gik slag i slag. Nogen tog sig en morgenbadetur kl. 7 inden morgenmad og tennistræning. Herefter træning, hvorefter resten af dagen var til fri afbenyttelse. Mange tog sig en slapper ved stranden eller ved hotellets pool i løbet af eftermiddagen, hvorefter vi mødtes kl. 19 til aftensmad. Det blev arrangeret, så vi kunne sidde samlet i pizzariaet alle sammen til aftensmad. Rigtigt godt, da vi nemt kunne komme til at sidde spredt ud over hotellets ret så store spisesal. Over middagen blev så diskuteret alt fra de mulige forbedringer på tennisbanen til de store udenrigspolitiske emner. Som oftest endte mange af os med at tage en ekstra lille en i hotellets bar om aftenen.

I løbet af ugen var der mange, der tog et smut til Palma. Annette Lykkemark havde trods flytterod fundet sin volleyball, så der blev også tid til et slag beach volley et par gange i løbet af ugen. Jeg (Jesper) blev lokket med ud på en cykeltur sammen med Søren og Kurt. Hjemmefra havde Kurt pralet over for nogle venner med, at han nemt kunne cykle op til den mindre bjergby Galilea. Jeg siger bare, at det gik opad. Også for Kurt, men op kom vi og ankom i Galilea efter ca. 45 minutter, hvor det kun gik opad. Dejlig cykeltur var det trods alt, og sjovt nok mødte vi i Galilea en dansker, som kom fra Roskilde, og som jeg kendte dengang. Han var emigreret til Mallorca for 20 år siden og boede nu i byen.

 

RTK-middag med nøgensvømning

Efter træningen om torsdagen blev der via DGI arrangeret en bustur til Nadals tennis akademi. Der var mange fra RTK, der deltog i turen. Dog ikke os, men efter hvad jeg kunne høre var det en god oplevelse.

Fredag var der ikke nogen træning. I stedet havde trænerne arrangeret en turnering, hvor de havde forsøgt at seede os. I den første halvdel spillede man match tiebreak på den samme bane med det hold, man var seedet sammen med. Derefter blev hver bane parret med spillerne fra en anden bane, og i anden halvdel spillede man med fast doublemakker, alt efter hvordan man blev placeret i første halvdel. På den måde skulle doubleparrene gerne matche hinanden. På de to baner, hvor vi deltog var vi ulige, og derfor var Peter Karlsen nødt til, at være med i den anden halvdel. Steen Dahl fik Peter som makker. Hvordan det gik må I selv spørge dem om! Men de vandt ikke.

Det var en god lille turnering, og senere om fredagen havde Charlotte og Søren bestilt bord på en restaurant i byen. Denne middag var kun for de 23 RTK medlemmer og egentlig meget rart at opleve et andet sted end hotellets restaurant. Det var en dejlig restaurant med den mest fantastiske udsigt ud over fjorden. Her vi fik serveret fire tapas til forret. Vi kunne vælge mellem fisk, oksekød eller paella til hovedret og fik is og kage til dessert. Maden var veltilberedt og med et par glas vin til kunne man næsten ikke tro, at det kun kostede 22 euro.

Måske fik Povl og HOP mere end et par glas. I hvert fald gik der manddomsprøve i den, da vi skulle hjem. ”Du tør ikke svømme hjem sagde den lille dreng (HOP)” til den store dreng (Povl). ”Jo det gør jeg, men det tør du ikke” svarede den store dreng. Det hele endte med, at begge smed ALLE kludene og svømmede hjem. Onde tunger siger, at der ikke var så langt, meeen der var nok alligevel 200 meter. Og de samme onde tunger siger, at Annette overvejede, at gå hjem til hotellet med Povls tøj, så han blev nødt til at gå nøgen hjem. Men hun forbarmede sig og mødte ham på stranden med tøjet.

Så blev det lørdag – afrejsedag. Ingen tennis, blot slentre rundt i byen og gå på stranden indtil kl. 14, hvor vi blev afhentet. Herefter gik det mod lufthavnen og pludselig var vi hjemme i det danske vejr igen. Vi vil gerne sige stor tak til alle, der deltog i turen. Det var igen en fantastisk tur med godt kammeratskab og god stemning. Ja og så også lidt tennis. Og så gør det jo heller ikke noget, at solen skinnede alle dagene.

Marianne (Frede) og Jesper