Majkampagnen arrangeret af begynderudvalget for voksne samt en masse frivillige, der har hjulpet med træning fire søndage, er nu slut. De ca. 45 deltagere skal nu beslutte, om de siger tak for denne gang eller vælger at melde sig ind i RTK.

Stemningen har været rigtig god de fire søndage – og resultatet kan vi se ved, at mange har lyst til at fortsætte. Det betyder, at I vil møde mange nye, glade mennesker på banerne her i sommer.

I bookingsystemet vil I kunne se, at begynderudvalgets to særlige majnumre til booking stadig bliver brugt. Det skyldes, at der går lidt tid fra tilmelding til de nye kan booke med egne numre. Derfor vil I den næste uges tid opleve, at baner bliver booket som “Begynderudvalget”, men det er altså nye medlemmer fra majkampagnen, der spiller.

Flere kan nå at melde sig ind, men på nuværende tidspunkt har 35 majkampagnedeltagere meldt sig ind. Superflot. Stor tak til alle jer, der har bidraget til, at vores nye medlemmer har fået en rigtig god oplevelse i maj.

De nye kunne indtil onsdag den 31. maj melde sig til begyndertræning for nye voksne. Også her har vi fået mange tilmeldinger.

Resten af sæsonen er der Drop in for begynderne en gang om ugen – også arrangeret af begynderudvalget med hjælp fra de frivillige motionister og holdspillere, der kommer og sætter spil i gang. Drop in finder sted søndage kl. 16-18 i juni, august og september samt tirsdag aften kl. 19-21 i juli.

Til jer nye er der bare at sige: Velkommen i Roskilde Tennis Klub. Vær åbne, spørg og deltag. Lær nye at kende, så I får et netværk og ikke bare spiller med hinanden to og to. Så kan I se frem til mange gode år på tennisbanerne.

Henrik Overgaard

Her kan du se, hvem der sidder i begynderudvalget