RTK’s 14-årige, talentfulde og stærkt arbejdssomme Mille Elsborg fik fredag aften en meget flot hædersbevisning, da hun over for over 400 deltagere i Roskilde Kongrescenter blev taget op på scenen og hædret med Roskilde Avis Prisen 2016 – givet for hendes meget fornemme resultater i 2016, hvor hun vandt tre Danmarksmesterskaber, blev udtaget til landsholdet og var med til at spille RTK’s damehold op i Elitedivisionen.

Det var en lidt betuttet og meget overrasket Mille, der på bageste række i salen hørte redaktør Torben Kristensen fortælle om, hvem der skulle have prisen i 2016. Mille spidsede ører, da redaktøren fra scenen fortalte, at årets prismodtager havde han selv mødt på Stændertorvet for nogle år siden, da Caroline Wozniacki var forbi for at spille lidt opvisning som markedsføring af tennis. Dengang var Mille en af dem, der stillede op på torvet for at spille med Caroline.

Så der var både glæde og stolthed i øjnene hos Mille, da hun blev kaldt på scenen som modtager af Roskilde Avis prisen, mens salen klappede.

Mille havde i forvejen været på scenen et par gange. Først som en af idrætsudøverne i Roskilde Kommunes talentpulje, hvor hun i øvrigt blev interviewet på scenen og klarede sig rigtig flot, så sammen med formand Jan Winther, da hun blev hyldet for sine tre DM-titler i U14 – og endelig var hun så på scenen igen for at blive særligt hyldet for idrætsprisen.

Jo, det var en god og mindeværdig aften.

Herunder kan du se nogle af billederne fra aftenen.