Imellem jul og nytår deltog RTK’s Mille Elsborg i SALK i Stockholm. Turneringen er verdens største og ældste indendørs juniorturnering med over 1.000 deltagere.

Efter at have spillet sig igennem kvalifikationen og to sejre i hovedturneringen stod Mille i 1/8 finalen overfor Viktoria Carlsten, som er en af de bedste 2. års U16 piger i Sverige. Det blev en kæmpe flot intens kamp af Mille. En af hendes bedste til dato og hun var tæt på at skabe en overraskelse.

Mille havde partibold ved 4/4 i tredje sæt. Alt kunne have sket. Men det er marginaler på dette niveau i tennis og kampen endte 5/7, 6/3, 6/4 i Viktorias favør.

Der var en kort overgang fint besøg af Bjørn Borg blandt tilskuerne, der overværede Mille’s kamp mod Viktoria. Turneringen var en af de første, Bjørn Borg vandt som junior.

Mille nåede desuden kvartfinalen i doublen sammen med Ida Hasselbalch fra HRT.

Det bliver spændende til SALK 2017/18, hvor Mille vil være 2. års U16 og dermed hendes sidste SALK. Næste år er det også planen, at Mille bliver i Stockholm efter SALK og fortsætter direkte i den ITF turnering, der afholdes umiddelbart efter.