Det var med stor sorg, at Bestyrelsen i går modtog meddelelse om at Søren Peter Elkjær er død.

Søren-Peter har været medlem af RTK siden 19. april 1966, altså i 56 år.

Man kan læse Søren Peters egen beretning om, hvad klubben har betydet for ham – skrevet til 100-års jubilæet.

I anledning af Roskilde Tennis Klubs 100 års fødselsdag

Ved den ekstraordinære Generalforsamling 15. september i år trak Søren Peter sig som formand for Anlægsudvalget, en post han har siddet på i 5 år. Det var 2. gang han sad i bestyrelsen.

For 5 år siden skrev jeg i den økonomiske beretning, at det var ærgerligt, at der kun sad kvinder i anlægsudvalget, for så vidste Udvalget ikke, at blandingsbatteriet i herrernes omklædningsrum trængte til en udskiftning.
To dage senere ringede Søren Peter til mig og tilbød at indtræde i udvalget.  Han blev ubetinget vores dyreste bestyrelsesmedlem:

Blandingsbatteriet blev skiftet! Gamle vinduer på DSV blev skiftet, hele vandingsanlægget på DSV skiftet, alle rum og gangarealer malet i hallen. Men mest synligt og vigtigst var dog hans 3 kæmpe projekter.

  • LED lys opsat for 3 år siden, som betyder, at vi bruger 40.000 kwh om året i stedet for 80.000 til lys.
  • Sidste år fik vi endelig lagt nyt tag på hallen – efter i flere år at have kæmpet med vand flere steder på banerne i perioder.
  • Søren Peters sidste projekt blev etablering af varmepumpe som varmekilde i stedet for 40 år gammelt oliefyr. Det tog 3 år at få det projekt gennem mange administrative forhindringer og energitilskudsordninger.

I september nåede Søren Peter heldigvis at overvære, at varmepumpen blev startet.

RTK vil altid være taknemmelig for, at vi pga. ham står rustet som en ”grøn miljørigtig klub” i en grim tid omkring energi.

Æret være hans minde.

På Bestyrelsens vegne.

Hans-Henrik Bülow