Nekrolog over Bjarne Evensen

Bjarne Evensen in memoriam
Bjarne Evensen døde d. 8. maj 2025 – efter længere tids sygdom – og blev bisat d. 15. maj 2025 fra Vindinge kirke.
Bjarne blev 84 år, og han var en af mine bedste venner gennem snart 50 år.

Det begyndte med tennis, siden golf og senest i RÆM, Roskilde Ældre Motion, hvor Bjarne holdt ved, trods fysiske vanskeligheder.

Bjarne var en uforlignelig anlægsudvalgsformand i de fleste år, i den bestyrelse, som jeg var formand for i Roskilde Tennis Klub op gennem 90-erne.
Som håndværkeruddannet og siden arkitekt var han udstyret med såvel praktisk som stor æstetisk sans. Dette udmøntedes via en gennemgribende renovering af klubbens anlæg på Dr. Sofies Vej – både mht. baner, og indramning af dem – samt klubhuset, der fik nyt tag via en fin sponsorering, som Bjarne var med i formidlingen af.
RTK-hallen i Darup var efterhånden blevet omkring 10 år, og kunstgræsgulvet skulle udskiftes. – Og Bjarne foranledigede, at der – før nyt gulv blev udlagt – blev præcist nivelleret og derefter udlagt pulverasfalt, hvilket – dels ville gøre det lettere, – dels billigere, ved fremtidige udskiftninger. Hallens tag blev ligeledes renoveret – også her – via en sponsorering, som han også var med til at formidle.

Bjarne var sine venners ven. Man kunne tale med Bjarne om alt – og det, der blev drøftet af personlig art, det kom ikke videre. Man kunne stole på Bjarne, og han var altid ordentlig og loyal. Bjarne havde en kunstnerisk åre, kunne skrive og foredrage lejlighedssange. Flere af vennerne har overværet dette adskillige gange.

Bjarne har gennem mange år været plaget af flere ondartede diagnoser. Han bar disse sammenhænge forbilledligt. Han ville gerne tale om det – men han peb ikke, men roste sundhedsvæsenet for indsatsen – og så var han taknemmelig(!)

Bjarne har en søn fra et tidligere ægteskab, Jesper, der nu har mistet sin far. De to var ret stærkt forbundne. Bjarne var stolt af sin søn – og Bjarne var en god far, et strålende forbillede, og et godt familiemenneske. Bjarne mødte sin anden kone, Sisse Dam, som blev ”…vundet i en skinketurnering…”, citat Bjarne. Hans humoristiske sans var enorm… De blev i RTK sat sammen i en DAK-sponsoreret skinketurnering i midt-firserne. De blev efterfølgende kærester – og har siden da haft et godt ægteskab.

Sorgen ved at miste er enorm, men med gode familie-kontakter og et godt netværk, er jeg sikker på, at familien kommer videre. Jeg ønsker familien alt godt – sorgen vil være der altid – men så tænk på de gode stunder. De fylder mer’ og mer’…

Æret være Bjarnes minde!
Palle Aagaard
formand for RTK 1991 – 2001