Ny cheftræner i RTK

Vi byder velkommen til Anders Påhlsson fra 1. oktober

Det er en udsøgt fornøjelse at kunne byde Anders Påhlsson velkommen som cheftræner i RTK pr. 1. oktober 2025. Anders kommer til at forstærke vores i forvejen stærke klub- og trænerteam, hvor vi med forskellige spidskompetencer bl.a. varetager træning og udvikling af klubbens mange medlemmer.

Fra 1. oktober 2025 og året ud har vi aftalt en transitionsperiode, da Anders en del af ugen stadig har forpligtelser i en anden sjællandsk klub.

Anders vil rigtig gerne i gang for RTK hurtigt og vil allerede begynde på deltid den 1. oktober og derefter komme mest muligt i månederne frem mod 1. januar 26, hvorefter Anders er hos os på fuldtid.

Styrkelse af talent- og elitemiljøet

Ansættelsen af Anders Påhlsson er et vigtigt skridt i vores bestræbelser på at strukturere og løfte træningsniveauet generelt samt vores talent- og elitemiljø yderligere. Særligt glæder vi os selvfølgelig alle til at styrke rammerne for klubbens bedste spillere både på herresiden og damesiden med den særlige udfordring, at dameholdet er rykket op i Elitedivisionen til sommersæsonen 2026.

Anders’ erfaringer som tennistræner og leder

Anders har masser af erfaring både som spiller og leder. Som spiller med 9 finaler og 3 guldmedaljer til svenske mesterskaber og holdkampe både i Danmark og i udlandet bl.a. som holdkammerat med Fabio Fognini i Italien. Internationalt har Anders som spiller været ca. nr. 700 i single og ca. nr. 1000 i double.

Som leder og træner har Anders bl.a. været cheftræner i Ystad i knap et årti og senere cheftræner og sportschef i Malmö Tennisklubb i en næsten lige så lang årrække.

Vi byder Anders varmt velkommen!

Med Anders Påhlssons passion for tennis, erfaring fra internationalt topniveau og mange års arbejde som cheftræner ser vi frem til en spændende fremtid, hvor vi sammen løfter Roskilde Tennis Klub til nye højder.