Gør klubmesterskaberne 2026 for voksne til en folkefest

5.-19 september 2026 inviterer RTK til udendørs klubmesterskaber for voksne. Det er der ikke noget nyt i, men til gengæld sker der en masse andet, der forhåbentlig gør klubmesterskaberne i 2026 til en begivenhed, rigtig mange ikke vil gå glip af. Målet er 100 deltagere – mindst.
- Der bliver så vidt muligt puljekampe i alle rækker, så ingen risikerer at melde sig til klubmesterskaberne og ryge ud efter en halv times spil.
- Vi har reserveret mange baner, og da træningen er slut i ugen op til finalerne, er der rigtig gode muligheder for at afvikle mange kampe – også med reservedage, hvis der kommer regn.
- Der bliver spil i både A, B, C og D rækker – i både single og double, så flest mulige får spændende kampe mod ligeværdige modstandere.
- Vi spiller almindelige kampe med matchtiebreak til 10 i et evt. 3. sæt.
Der er stor finaledag lørdag den 19. september, hvor der bliver det ekstra krydderi, at der her bliver trukket lod om en kæmpepræmie blandt alle deltagere i klubmesterskaberne (der er til stede på finaledagen enten som spillere eller tilskuere).
”Jeg drømmer om at gøre klubmesterskaberne rigtig sjove at være med i. Og det er mange spillere og tætte kampe med til at sikre. Det er også noget, bestyrelsen støtter op om og derfor har vi fået lov til at lave klubmesterskaber, der godt nok bruger mange baner, men forhåbentlig aktiverer mange medlemmer,” fortæller Troels Vestergård Nielsen, der er primus motor for klubmesterskaberne.
Tilmelding er allerede startet – spred nyheden blandt dine spillemakkere, dem du er på træningshold med og ….?
Du kan være med uanset spillestyrke. Jo, det gælder om at vinde, men du kan altså også blive klubmester i C- og D-rækken…
”Det bliver sådan, at vi fra turneringsledelsen sætter datoerne for kampene, men er der spillere, der ikke kan, får de en chance for at flytte kampene inden for nogle faste rammer, så selv om du allerede har nogle aftaler i kalenderen, behøver det altså ikke at afholde dig fra at deltage. Vi har både lys på bane 1-2 i Darup og hallen som reserve, så kampe også kan afvikles, når mørket er ved at falde på,” fortæller Troels.
De store spilledage bliver lørdag den 5., lørdag den 12., torsdag den 17. og lørdag den 19. Men som nævnt er der også mulighed for mange kampe på hverdage i perioden.
Der er IKKE spilledage, de dage hvor spillere på klubbens hold evt. skal deltage i slutspilskampe.
Læs mere:
