Sådan gør vi, når vi starter/slutter på banerne

Her i foråret har jeg hørt flere og flere – også rutinerede, mangeårige medlemmer – der bliver i tvivl om, hvordan vi fejer og vander baner før og efter spil – og hvornår man overtager en bane, man har booket.
Der har også været rygter om, at proceduren er blevet lavet om.
Det er den ikke – og for en god ordens skyld kommer så her, hvad der gælder.
Vanding
Det vigtigste først: Vi skal huske at vande banerne godt og grundigt før spil. Det skal vi både i forhold til, at banerne bliver bedre at spille på – og i forhold til vores naboer (specielt på Dr. Sofies Vej) – og der skal vandes ekstra, hvis det er tørt og når det er blæsevejr. Vand hele området – også bag baglinjerne.
Vand også efter spil, hvis det er tørt/blæsende
Er vi inde i en tør/blæsende periode, ser vi rigtig gerne, at alle også vander banen efter spillet, hvis der ikke kommer andre bagefter. Det kan være midt på dagen eller, hvis man er de sidste på banen.
Hvornår overtager man en booket bane?
Har du booket en tennisbane og der spiller nogen på banen i forvejen, så vent med at gå hen til banen, indtil det tidspunkt, du har banen fra. Er det kl. 16, så skal spillerne, der er på banen, stoppe kl. 16, når I kommer, og begynde at feje banen. Kommer der ikke nogen kl. 16, så må spillerne på banen fortsætte med at spille, indtil der kommer nogen.
Man skal altså først begynde at feje bane og linjer, når timen er slut. Det betyder, at de næste, der overtager banen, kommer til 2-4 minutter efter den tid, de har booket banen. Og dem, der overtager banen, vander så banen grundigt, inden de begynder at spille.
Fej altid baner og linjer efter spil
Vi fejer altid banen efter spil og det foregår på den måde, at man først fejer banen og området bag banen med de store koste og derefter linjerne med de små koste. Dette gælder ALTID – altså også når man er de sidste, der spiller.
Nogle har sagt, at de har hørt, der er kommet nye regler, at anbefalingerne fra tennisforbundet er anderledes og/eller at de har hørt, at banemand Kurt siger noget andet.
Jeg er med på, at nogle klubber har andre retningslinjer, fx at man ikke behøver feje linjer, når man er den sidste på banen. Men det skal man altså i Roskilde Tennis Klub. Det er også det nemmeste at huske. Ens regler morgen, middag og aften. Og ja, Kurt er enig og reglerne for fejning har været de samme de sidste i hvert fald 30 år.
Kurt fortæller, at der for år tilbage var andre regler for, hvornår banen skulle være klar til de næste, der overtager, men i hvert fald de seneste 10 år, har reglen været den, der er beskrevet ovenfor: Når du kommer og skal overtage en bane, må dem, der spiller på banen, blive ved med at spille til klokken er hel – og du overtager og begynder at vande, når de forrige spillere har fejet både bane og linjer.
Giv den gas med vanding og nyd spillet.
Henrik Overgaard Pedersen
Klubmedarbejder i Roskilde Tennis Klub
