Efter 8 år som formand for RTK takkede Hans-Henrik Bülow af som formand ved at overdrage en til lejligheden fremskaffet formandskasket til Jan Winther i forbindelse med generalforsamlingen onsdag den 17. marts 2010.

Hans-Henrik Bülow startede generalforsamlingen 2010 med formandskasketten på hovedet, men gav den senere på aftenen videre til Jan Winther, som blev valgt til ny formand for RTK de kommende to år.

Hans-Henrik Bülow startede generalforsamlingen 2010 med formandskasketten på hovedet, men gav den senere på aftenen videre til Jan Winther, som blev valgt til ny formand for RTK de kommende to år.

Hans-Henrik blev behørigt takket, begavet og tilklappet efter nogle år som formand, hvor eneste kritik fra den nye formand var, at det var en noget svær opgave at efterfølge den gamle.

Generalforsamlingen blev en af de rolige af slagsen. Ca. 35 medlemmer var mødt op for at høre om en klub med styr på økonomien og styr på valg af ny bestyrelse (med undtagelse af sponsorudvalget, hvor der fortsat mangler en formand).

Jeg skal minde om, at når vi skal stemme om min beretning kan godkendes, så er det både denne mundtlige og den skriftlige beretning i NETOP der stemmes om.

Jeg vil gerne starte med et citat: ”Bestyrelsen har nedsat et udvalg til at koordinere arbejdet med at finde kvalificerede emner til ny formand”.

Og endnu et citat: ”Som oplyst har bestyrelsen nedsat en lille arbejdsgruppe som fik til opgave at finde en ny formand for RTK. Det har desværre vist sig at være en særdeles vanskelig opgave at finde en person, der vil påtage sig at være formand for klubben. Mange kvalificerede medlemmer har været kontaktet men uden resultat. Mange har tilkendegivet, at man gerne giver en hjælpende hånd med, men formandsposten er for omfattende en opgave. Også nuværende medlemmer i bestyrelsens kreds er naturligvis blevet opfordret til at påtage sig formandsposten. I sidste ende er det jo et kollektivt ansvar, vi har, at finde en ny formand”.

Er der nogen her der mener at have hørt eller læst disse ord i efteråret 2009?? I så fald tager de fejl!!! Det første citat stod i NETOP december 1999, og det andet citat er fra NETOP i februar 2000.
Endnu værre så det ud i februar nummeret ved indkaldelsen til Generalforsamlingen. Daværende næstformand Poul Erik Pyndt havde efter moden overvejelse sagt JA til formandsposten et år – hvorefter jeg skulle overtage, men dermed var der kommet tomme huller ud for navnet på en kommende næstformand, seniorformand, sponsorformand og en revisor. Så jeg synes det er flot, at vi kan præsentere en ny bestyrelse, som vi internt allerede havde på plads omkring 1. december.

Hans-Henrik Bülow startede generalforsamlingen 2010 med formandskasketten på hovedet, men gav den senere på aftenen videre til Jan Winther, som blev valgt til ny formand for RTK de kommende to år.

For mig har det altid været med et vist vemod, når jeg på årets Generalforsamlinger har skullet sige farvel til nogle bestyrelsesmedlemmer. Og i år er ingen undtagelse.
Charlotte Aaby Smith stopper efter at have haft først motionistkasketten og siden seniorkasketten på. Hun kom til klubben som led i Ivans projekt +35, og hun har sat et tydeligt tennissko aftryk på RTK, i bestyrelsen, som spiller, og sidst men ikke mindst som en dejlig person at lære at kende. Og jeg ville være bekymret, hvis ikke hun havde lovet fortsat at være en del af seniorudvalget. Charlotte har arrangeret årets træningstur til Tyrkiet for 16 RTK’ere, så hvad er mere passende end at give hende et sæt badevinger til poolen i Tyrkiet, Panodiler da der efter sigende er fri bar dernede og til aftenerne i Tyrkiet et spil ”Besserwizzer”.

Ejvind Pedersen takker af som sponsorudvalgsformand og kasserer, og får her overrakt en golfbog med tilhørende green-fee til en golftur. Øh, og jeg som troede, at golf var vores konkurrenter? Ejvind Pedersen forlader hele 2 pladser i bestyrelsen. Du påtog dig oprindelig sponsor posten, men endte uventet også som kasserer. Som sponsorformand har det været op ad bakke, men du har alligevel hevet mange kroner ind på den konto, og jeg håber vores nye tiltag med firma sponsorater inkluderende spil og træning kan udvides til flere firmaer.
Men det er uden tvivl som kasserer at du vil blive husket. Du bør være berettiget stolt over senere i aften at kunne aflevere et så flot samlet regnskab for de sidste 2 år. Igen har jeg kigget på gamle numre af NETOP, og i år 2000 skrev Leif Geckler som forretningsfører i NETOP: ”Kære medlemmer, I skylder klubben 275.000 kr. i kontingenter og gebyrer for de sidste 2 år, vi mangler pengene”. Du og Tina har sørget for, at den type meddelelser ser vi ikke mere. Vi har praktisk talt ingen udestående debitorer.

Herudover har du også ordnet et hav af andre småting som får denne klub til at fungere, uden at medlemmerne nok har bemærket det. Du har bl.a. i år skiftet alle klubbens PCer til nyere brugte modeller, som du har fremskaffet for få penge. Vi er nu sikrede mod booking nedbrud, medlemsPCerne i hallen og på Dronning Sofiesvej er opdaterede og hurtigere i dag og der er etableret trådløse netværk.

Jeg har sat fantastisk stor pris på det tætte samarbejde som vi to har haft, hvor vi har kunnet bruge hinanden som sparringspartnere i stort og småt. Til dig har jeg derfor valgt en fælles gave. Du får her og nu bogen ”Golfture i Danmark”. Bogen beskriver udvalgte baner, men giver også forslag til hvad man skal se og spise i nærheden. Du når nok ikke at spille alle baner, men så kan den også bruges som rejsebog – eller bare til at nyde flotte fotos. Uden på bogen er sat et gavekort. Kortet indløser du til efteråret, hvis du blot møder op med dit golf-sæt, så vil du blive transporteret til Sverige på en golftur som den min golfgruppe havde dig med på sidste år.

Sidste medlem der forlader sin post er Jan Winther der går som næstformand. Jeg har allerede i min skriftlige beretning beskrevet hvor flot det er at du nu stiller op til valg om en ny 4. kasket i bestyrelsen. Men bare fordi du rykker internt synes jeg ikke du skal snydes for en afskedsgave. Dertil kommer at vi i RTK har en tradition for at markere runde dage blandt hædersmænd i RTK. Et administrativt kiks gjorde, at vi i bestyrelsen ikke var klar over at du i år er fyldt 60 år – det må du altså undskylde !! Men det gav mig så den mulighed at kombinere en afskeds- og en fødselsdagsgave i en pakke. I lighed med de andre partnere til bestyrelsesmedlemmer har Helle måttet undvære dig mange aftener i de sidste 8 år. Jeg synes derfor I skal have en fælles gave. Din fødselsdag fejrede du bl.a. med vandgang med dine børnebørn, så her er et gavekort til et besøg i det Tyrkiske bad i Holbæk, og ikke langt derfra ligger Restaurant Su-Ri på havnevej 5 en glimrende fiskerestaurant og fiskeforretning under samme tag, hvor jeg da godt kan anbefale dig at bruge resten af pengene.

Søren Dyck har nu på 4. år været ansvarshavende redaktør af NETOP. Det er et større arbejde end de fleste vist forestiller sig, udført gratis i bedste foreningsånd. I de år hvor Dyck har lavet årsskriftet, har jeg altid medbragt ca. 20 eksemplarer til uddeling som god reklame for vores klub ved Dansk Tennis Forbunds Generalforsamling. De bliver hvert år revet væk, så andre kan også se kvaliteten i dit arbejde.
I lighed med sidste år drager vi i maj til Samsø på en (i denne sammenhæng politisk helt ukorrekt golf-weekend). Her får du foreløbig en god flaske hvidvin, og om lørdagen ligger der en betalt green-fee til dig på Samsø.

Eks, ny – og næstformand er her alle samlet til generalforsamlingen, hvor Jan Winther og Solveig Kaas overrakte Hans-Henrik Bülow en gave på bestyrelsens vegne. Hans-Henrik fik en kæmpe kurv med øl og et gavekort til en ølsmagning med begrundelsen: “Nu er der tid til udskejelser og tømmermænd efter 8 år som formand!”

Siden generalforsamlingen i 2004 har jeg hvert år uddelt ”Formandens pris” som jeg helt egenrådigt og uden at konferere med nogen, uddeler enten for gode initiativer, eller for en enkeltstående aktivitet. Prisen er hvert år gået til en eller flere frivillige. På min sidste dag som formand må det være tilladt at ændre konceptet, og give prisen til en ansat. Tina Larsen har i ubemærkethed for de fleste fuldstændigt styr på vore finanser, og hver måned den 15. ligger der et fuldt færdigt regnskab for foregående måned. Men det er ikke derfor du skal have prisen.
I sommeren 2009 modtog du en regning fra vor nu forhenværende cheftræner for 20 timers arbejde med sommer-trænings-lejren. Lakonisk sendte du regningen på knapt 8.000 kr. tilbage til ham med ordene: ”Det er du som bekendt allerede aflønnet for en gang i din faste kontrakt-løn”. I et budget på 1.8 millioner kroner ville vi formentlig aldrig have opdaget dette. At du i den grad har detailkendskab til vor økonomi, og aktivt sikrer at alt er korrekt, vil jeg gerne markere med formandens pris i år. Du får her en check, hvor kun du og jeg ved hvad der står – enten kan du så forkæle dig selv eller invitere Slavek på middag.

Og gaveregnen fortsætter. Som vanligt er der en gave til vore to revisorer, Carsten Strunk og Malene Bjørn-Jørgensen. Det er betryggende at vide, at I har kigget bestyrelsen i kortene, og sikret at tingene er gjort korrekt i året der gik.

Jeg skal selvfølgelig også sig tak for år 2009 til alle vore nuværende ansatte: Uden jer gik det slet ikke. Kommunen har jeg i Årsskriftet takket for økonomisk støtte og samarbejde. Som Søren Dyck sagde til mig forleden, har vi bl.a. en sund økonomi fordi tilskud til juniorer og vedligeholdelse er højere nu end tidligere.

Sidst men ikke mindst vil jeg også meget gerne rette en tak til vore sponsorer – deres bidrag små som store skabte igen i år en indtægt til støtte for juniorarbejdet i klubben og kolorit på nogle af vore arrangementer for seniorer.

Hermed slutter en periode i mit liv, hvor RTK har fyldt rigtig meget. Jeg har gennem årene mødt stor velvilje og hjælpsomhed fra RTK’s medlemmer, men også i perioder modstand af både lødig og sørgeligt underlødig karakter. Det har ikke kun påvirket mig, men har også påvirket familien for meget, som har måttet høre på beklagelser, hvis tingene ikke lige flaskede sig, som jeg synes de skulle.
Så som et lille plaster på såret vil jeg godt have lov at give min kone en buket blomster for at have stået bi ved mange samtaler omkring middagsbordet – uden din opbakning var det vist ikke gået.

Når jeg skal se tilbage, hvad har så udbyttet været, ud over tilfredsheden ved at være formand for en klub som har klaret sig langt over landsgennemsnittet?
Bl.a. mange oplevelser. I 2002 proppede vi f.x. 30 nøglepersoner med partnere ind i en bus og tog på week-end på Langeland. Her blev strategien for de første år af min formandstid lagt, så vi havde klare pejlemærker. Jeg tror alle som var med, husker turen som en stor succes – hvor mange først sluttede lørdag aftens fest efter klokken 2 trods intenst klubarbejde hele lørdagen og søndag formiddag.
Herudover har jeg haft glæden af at arbejde sammen med mange spændende mennesker fra fag, jobs, og sammenhænge som jeg ellers aldrig ville have mødt. Og ud af det arbejde er der faktisk groet flere venskaber. En stor TAK specielt til de mange som har været i bestyrelse med mig. Før vores sidste ordinære møde fik jeg en mail fra Iben hvor hun skrev: ”Vi ses på søndag – jeg glæder mig”, så blev jeg helt varm om hjertet ved at vi sammen i RTK har skabt et miljø, hvor vi kan yde frivilligt ulønnet arbejde og samtidig synes det er hyggeligt.

Hans-Henrik Bülow

Økonomiske beretning 2009.
På generalforsamlingen sidste år, vedtog vi et budget for 2009 med et forventet underskud på kr. 387.000.
Det var en forventning om at vi skulle skifte tæpperne i hallen, som ville betyde større udgifter end indtægter.
Tæpperne er blevet skiftet og alligevel kan bestyrelsen aflægge et regnskab for 2009, som ”kun” udviser et underskud på kr. 86.000.
På den baggrund betegner bestyrelsen resultatet som tilfredsstillende, selv om vi taler om et underskud.
Den væsentligste del af forbedringen på ca. kr. 300.000 skyldes, at vi fik et bedre tilbud på udskiftningen af tæpper, end forudsat i vort budget. Så noget godt har finanskrisen måske medført, idet vi fik reduceret udgiften med ca. kr.150.000 i forhold til den pris vi fremlagde på generalforsamlingen sidste år.

Da vi valgte at afholde denne udgift til tæpper, besluttede bestyrelsen samtidig, at holde lidt igen med de øvrige investeringer på anlægsbudgettet, hvilket har betydet en mindre investering på yderligere kr. 90.000
Vi har samtidig fået løftet vore tilskud fra kommunen, lokaletilskud og banevedligeholdelsestilskud, med tilsammen kr. 100.000.
På den mere almindelige driftside fik vi ikke de halindtægter hjem i 1. halvår som budgetteret, ligesom der har været forøgede udgifter i forbindelse med trænerskift. Renteindtægterne blev reduceret til det halve, idet bankerne har nedsat deres udlånsrente ganske væsentligt, og det har de været svært enige om.

Vi kan glæde os over en besparelse på administrationsudgifterne med ca. kr. 60.000

På baggrund af resultatet som det foreligger, udviser status en ”kontant” egenkapital på ca. 623.000.
Det er en egenkapital som sikrer bestyrelsen et godt og fast grundlag til at drive klubben i det daglige.

Budget 2010
Vi lægger op til et budget hvor der igen er skabt balance mellem årets indtægter og udgifter. Budgettet udviser et lille overskud på under kr. 10.000.

I forudsætningerne for budgettet har vi besluttet at lægge op til at vi fastholder 2009 satserne for alle medlemsydelser. Dette hænger sammen med størrelsen på den egenkapital vi har oparbejdet. Vi føler ikke at en yderligere konsolidering er nødvendig. Der står ikke store nødvendige investeringer for døren og vi har de senere år haft et nogenlunde stabilt medlemstal.

Selvom vi fryser medlemsindtægterne, så er der alligevel planlagt betydelige investeringer under anlægsudvalget.
Der er afsat næsten kr. 300.000 til investeringer som ikke udløser tilskud fra kommunen. Heri er forventet en betydelig ombygning af lysthuset på det udendørs anlæg i Darup. Det kan man sikkert læse mere om under anlægsudvalgets indlæg.
Ændringer i trænerstaben har betydet en væsentlig reduktion af udgifterne i trænerudvalget og også administrationen ligger i lavere niveau end tidligere.

Til de sportslige udvalg, senior, junior og motionistudvalget, er der afsat udgifter ud fra de indkomne ønsker.

Ejvind Pedersen
Kasserer

På grund af problemer med filen her på hjemmesiden, hvor kolonnerne blev forskudt og blev uoverskueligt, så ligger regnskab og budget som et direkte link til Excel arket her, hvor du nemmere kan danne dig et overblik over året, der gik og det kommende års budget.

Som sædvanlig havde Hans-Henrik Bülow sørget for personlige takke-gaver til afgående bestyrelsesmedlemmer. Charlotte Aaby Smith fik in absentia badevinger, panodiler og et spil (få forklaringen af hende selv….), Jan Winther en tur i tyrkisk bad plus et restaurant-besøg, bogholder Tina Larsen fik en check og blomster, mens Ejvind Pedersen og Søren Dyck-Madsen begge fik tennismæssigt politisk ukorrekte gaver i form af støtte til golfture!

Hans-Henrik selv blev begavet med en masse god øl, et gavekort og en varm tak for mange års formands-arbejde.

Og her er så den nye bestyrelse:

Formand: Jan Winther (Nyvalgt) – tidligere næstformand
Næstformand: Solveig Kaas (Nyvalgt) – tidligere suppleant
Kasserer: Søren Dyck-Madsen (Nyvalgt)
Mattias N. Bülow, ansvarlig for seniorudvalget (Nyvalgt)
Jonas Vestermann, ansvarlig for anlægsudvalget
Lasse Byberg, ansvarlig for motionistudvalget
Iben Uldal, ansvarlig for juniorudvalget
Suppleanter er Jeanne Mørk Hansen og Erika Skov (nyvalgt)

Efter 8 år som formand for RTK takkede Hans-Henrik Bülow af som formand ved at overdrage en til lejligheden fremskaffet formandskasket til Jan Winther i forbindelse med generalforsamlingen onsdag den 17. marts 2010.

Hans-Henrik blev behørigt takket, begavet og tilklappet efter nogle år som formand, hvor eneste kritik fra den nye formand var, at det var en noget svær opgave at efterfølge den gamle.
Generalforsamlingen blev en af de rolige af slagsen. Ca. 35 medlemmer var mødt op for at høre om en klub med styr på økonomien og styr på valg af ny bestyrelse (med undtagelse af sponsorudvalget, hvor der fortsat mangler en formand).

Økonomisk endte året med et underskud på 86.000 kr., men der var faktisk budgetteret med et underskud, der var 300.000 kr. større. Underskuddet var ikke mindst planlagt på grund af udskiftningen at gulvtæppet i hallen – det er blevet lidt billigere samtidig med, at andre indtægter og udgifter samlet set gjorde underskuddet mindre end oprindelig planlagt.

Og apropos udskiftningen af tæppet i RTK-hallen, så er status den, at anlægsudvalget efter vintersæsonen går banerne igennem og tjekker, at alt er som det skal være. Formanden for anlægsudvalget, Jonas Vestermann, konstaterede, at banerne efter en reparation bliver bedre og bedre, så håbet er, at de enkelte fejlopspring, som man kan opleve, ganske langsomt forsvinder efterhånden som banerne bliver brugt mere og mere.

Den store udgift med tæppet, som Roskilde Kommune velvilligt har bidraget til, skulle man tro, at 2010 bliver et stille år med hensyn til nye ting. Men sådan bliver det ikke. Anlægsudvalget har planlagt aktiviteter både på Dronning Sofies Vej og i Darup. På Dronning Sofies Vej kommer der nye møbler og en nyindretning af klubhuset. Også en ny markise mellem de to klubhuse er der planlagt. I Darup er der planer om at opføre et lille klubhus, så anlægget bliver mere indbydende og brugbart ved turneringer, holdkampe og lignende. Anlægsudvalget planlægger et ca. 30 kvadratmeter stort hus placeret der, hvor der i dag er halvtag mellem bane 4 og 5. Huset bliver med et lille toilet og køkken.

Planerne blev godt modtaget af generalforsamlingens deltagere. I det hele taget var der ikke antydning af diskussion om noget som helst. Tværtimod blev det en generalforsamling med tak og gaver.

Som sædvanlig havde Hans-Henrik Bülow sørget for personlige takke-gaver til afgående bestyrelsesmedlemmer. Charlotte Aaby Smith fik in absentia badevinger, panodiler og et spil (få forklaringen af hende selv….), Jan Winther en tur i tyrkisk bad plus et restaurant-besøg, bogholder Tina Larsen fik en check og blomster, mens Ejvind Pedersen og Søren Dyck-Madsen begge fik tennismæssigt politisk ukorrekte gaver i form af støtte til golfture!

Hans-Henrik selv blev begavet med en masse god øl, et gavekort og en varm tak for mange års formands-arbejde.

Og her er så den nye bestyrelse:

Formand: Jan Winther (Nyvalgt) – tidligere næstformand
Næstformand: Solveig Kaas (Nyvalgt) – tidligere suppleant
Kasserer: Søren Dyck-Madsen (Nyvalgt)
Mattias N. Bülow, ansvarlig for seniorudvalget (Nyvalgt)
Jonas Vestermann, ansvarlig for anlægsudvalget
Lasse Byberg, ansvarlig for motionistudvalget
Iben Uldal, ansvarlig for juniorudvalget
Suppleanter er Jeanne Mørk Hansen og Erika Skov (nyvalgt)

Tilbage er der kun at sige, at generalforsamlingen sagde god for at holde kontingenter, banepriser, træningsbetaling og andre udgifter for medlemmerne på samme niveau som i 2009.
Læs i øvrigt formandens skriftlige beretning i årsskriftet Netop, der er udsendt til alle medlemmer inden generalforsamlingen. Og den mundtlige beretning kan ses her på hjemmesiden.

Henrik Overgaard
Referant
Referant

Vedtægter for Roskilde Tennis Klub, stiftet den 28. februar 1921

1. NAVN
Klubbens navn er Roskilde Tennis Klub.
Klubben er stiftet den 28. februar 1921 og har hjemsted i Roskilde Kommune.

2. FORMÅL
Klubbens formål er i videst muligt omfang at give Roskildes borgere mulighed for at dyrke tennissport samt at kunne tilfredsstille sports- og fritidsinteresser på det enkelte medlems individuelle ambitionsniveau.

3. MEDLEMSKAB AF ORGANISATIONER
Klubben er medlem af Dansk Tennis Forbund (DTF) og Sjællands Tennis Union (SLTU) samt DGI, og er undergivet disse foreningers love/vedtægter.

4. IND- OG UDMELDELSE
Ved indmeldelse betales medlemskontingent samt indskud. Størrelsen af kontingent fastsættes hvert år på den ordinære generalforsamling.
Medlemskontingentet, der betales forud forfalder til betaling d. 1.3 og 1.9.
Passive medlemmer kan optages umiddelbart og kan uden indskud overgå til aktive, såfremt det indbetalte årskontingent for passivt medlemsskab er mindst lig med indskuddet. I modsat fald betales differencebeløbet i indskud.
Såfremt RTK tilbyder andre aktiviteter end tennis i selvstændig organiseret foreningsenhed, skal medlemmerne i disse enheder mindst være passive medlemmer af RTK – og foreningsenhedens vedtægter skal godkendes af RTK’s bestyrelse forinden foreningsenheden er lovlig.
Bestyrelsen kan til enhver tid trække sin godkendelse tilbage.
Medlemmer, der er i restance, kan ekskluderes af bestyrelsen, såfremt restancen ikke er indbetalt 14 dage efter skriftlig påmindelse.
Et medlem, der er i kontingentrestance, har ikke adgang til klubbens baner.
Udmeldelse skal ske skriftligt overfor klubbens kasserer med mindst én måneds varsel til en kontingentforfaldsdag, jfr. stk. 1. I modsat fald betragtes medlemskabet som fortsat.
Såvel ind- som udmeldelse skal ske skriftligt.
Optagelse af umyndige kræver samtykke fra den umyndiges forældre/værge.

5. LEDELSEN
Klubbens højeste myndighed er generalforsamlingen.
Ordinær generalforsamling skal afholdes hvert år inden den 1. april.
Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når forretningsudvalget, 4 udvalgsformænd eller 1/5 af de aktive medlemmer fremsætter skriftlig begæring herom.
Indkaldelse til generalforsamling skal ske med mindst 14 dages varsel ved avertering gennem Roskilde Tennis Klubs hjemmeside, eller via “NETOP” omdelt til samtlige husstande, hvor der er medlemmer af RTK. Forslag, som bestyrelsen ønsker behandlet på generalforsamlingen, bør samtidig med dagsordenen bilægges nødvendigt bilagsmateriale.
Adgang til stemmeret på generalforsamlingen har alle medlemmer over 15 år. For medlemmer under denne alder kan forældre eller værge møde og udøve stemmeretten.
Beslutninger træffes på generalforsamlingen ved almindelig stemmeflerhed.
Såfremt 1 af de tilstedeværende medlemmer forlanger det, skal afstemning foregå skriftligt.
Til vedtægtsændringer kræves mindst 2/3 af de tilstedeværendes stemmer.

6. ORDINÆR GENERALFORSAMLING
På den ordinære generalforsamling skal foretages:
1. Valg af dirigent, der ikke må være medlem af bestyrelsen.
2. Formandens beretning om klubbens virksomhed i det forløbne år.
3. Fremlæggelse af det reviderede årsregnskab.
4. Fremlæggelse af budget for det kommende år til godkendelse, samt fastsættelse af kontingent for det kommende år.
5. Behandling af eventuelle indkomne forslag. Disse skal være formanden i hænde skriftligt senest 6 dage inden generalforsamlingen.
6. Valg af formand, næstformand eller kasserer.
7. Valg af formænd for:
a. Juniorudvalg
b. Seniorudvalg
c. Motionistudvalg
d. Anlægsudvalg
e. Sponsorudvalg
8. Valg af 2 suppleanter til bestyrelsen.
9. Valg af 2 revisorer og 1 revisorsuppleant.
10. Eventuelt.

7. BESTYRELSEN
Bestyrelsen består af et forretningsudvalg på 3 medlemmer (fmd., næstformand og kasserer) samt formændene for de i pk. 6.7. nævnte udvalg. Forretningsudvalget, der er klubbens daglige ledelse, vælges for 3 år ad gangen og således, at et af medlemmerne årligt er på valg efter tur.
Udvalgsformændene (pk. 6.7) vælges for et år ad gangen på den ordinære generalforsamling.
Udvalgene er ansvarlige overfor generalforsamlingen og bestyrelsen vedrørende overholdelse af udvalgenes budgetter. Udvalgene er i alle forhold underlagt bestyrelsen.
Bestyrelsen fastsætter sin egen funktionsbeskrivelse og godkender funktionsbeskrivelser for udvalgene.

8.TEGNINGSRET
Klubben tegnes af formanden. Ved økonomiske dispositioner kræves der dog underskrift af såvel formand som kasserer. Bestyrelsen kan dog delegere en tilladelse til at økonomiske dispositioner, som vedrører den løbende drift, kan foretages af enten formand eller kasserer eller af en ansat klubmanager – herfra undtagen løn til klubmanageren, der skal attesteres af formanden.
I alle sager, der vedrører køb, salg eller pantsætning af fast ejendom eller løsøre, tegnes klubben af bestyrelsen i forening, ligesom ansættelser kræver, at bestyrelsen i forening tiltræder sådanne aftaler.

9. REGNSKABSÅR
Regnskabsåret for klubben er kalenderåret.

10. OPHÆVELSE
Ophævelse af klubben kan kun ske, hvis 3/4 af de fremmødte medlemmer på 2 hinanden følgende generalforsamlinger stemmer derfor.

Vedtægterne er vedtaget på RTK’s generalforsamling, den 9. marts 1987.

Opdateret på RTK’s generalforsamling: 6. marts 1988, 10. marts 1991, 15. marts 1992, 13. marts 1994, 9. marts 1998, 8. marts 1999, 13. marts 2000, 11. marts 2002, 13. marts 2003, 24. marts 2004, 19. marts 2007, 10. marts 2008 samt 18. marts 2009.