Efter en weekend med fuldt program for RTK´s seniorhold, kan der nu gøres status på stort set alle puljerne.

Dame 1:
Med en gyserstilling inden sidste runde, hvor 1.holdet for damer havde 8 point, ligesom konkurrenten til oprykningspladsen Hillerød, og endda var 5 sæt dårligere, skulle der vindes nogle kampe hvis drømmen om en Play off kamp til elitedivisionen skulle gå i opfyldelse.

Men som det har været tilfældet de andre gange holdet har været en smule presset, så rykkes der sammen i bussen, og der kæmpes for hver boldt, og spilles med en god Team Spirit. Dette gav lørdag en 3-1 sejr over Birkerød 2. Da Hillerød samtidig spillede 2-2 mod Kløvermarken var matematikken på vores side.

Derfor venter nu en kval kamp til elitedivisionen på lørdag kl. 12 mod Holte. Vi har været så heldige at få hjemmebane, så kom og hjælp pigerne til sejr i denne vigtige kamp.

Dame 2:
I Sjællandsserien spillede Dame 2 for at sikre, at vi i RTK næste år kan prale af at have 2 divisionshold. Modstanderen var Rødovre, og en sejr ville betyde en 1.plads i puljen og dermed oprykning til 2.division.

Missionen lykkedes med en 2-1 sejr, hvor Ditte Jørgensen i single og Ditte og Katarina i double sikrede de to vigtige sejre.

Flot sæson, som forhåbentlig på lørdag kan krydres med et sjællandsmesterskab, når der spilles finalespil på Dronning Sofies Vej kl. 14.30.

Dame 3:
På 3.dameholdet lugter der også en smule af oprykning. Men modsat de andre hold, så er sæsonen langt fra færdig. Flere hold i puljen betyder, at der fortsat mangler to kampe. Vindes disse så kan holdet næste sommer skrive Serie 1 hold på visitkortet.

I weekendens kamp mod Gentofte 3 blev der gjort rent bord af Pernille og Sanne med en sikker 3-0 sejr.

I weekendens møder holdet Trørød, som også går efter oprykning, så der venter en gyser på udebane på det hyggelige anlæg i Trørød.

Herre 1:
Tæt på men ikke godt nok må være mottoet på 1.holdet for herrer. En sæsonstatus på 4 sejre og en uafgjort rækker lige præcis til en 2.plads i Sjællandsserien, som kun giver ret til at ærgre sig over, at der ikke blev hevet 5 sejre hjem, så der næste år kunne stå 2.division på programmet.

Men når det er sagt, så har holdet spillet en meget flot sæson hvor kun den uafgjorte kamp mod puljevinderen Rødovre står i vejen for endnu en stor samlet triumf.

Den sidste puljekamp i weekenden blev også vundet med 4-2 mod Allerød, og sæsonen er derfor blevet sluttet solidt af.

Allerede nu kan holdet starte træningen mod den store udfordring som hedder 1.division indendørs.

Herre 2:
I Serie 2 pulje 1 finder vi endnu et hold som fortsat har fuld gang i sæsonen, og arbejder hårdt for en oprykning. Herre 2 har spillet en flot sæson, hvor kun Rødovre 2 har kunne byde holdet trods og slutter som nummer 1. Men en sejr i weekenden over netop Rødovre på 4-2 har sikret holdet en plads i play off til Serie 1, hvor en vigtig kamp op oprykning altså venter.

Kampen spilles den 5.9, og modstanderen er endnu ikke udpeget.

Herre 3:
Så når vi til et hold hvor oprykningen er sikret. I en vaskeægte topkamp mod Greve 3 blev oprykningen til serie 3 fordelt i weekenden i Darup.

Her viste et ungt 3.hold hvordan den skal skæres da Greve blev sendt hjem med et 6-0 nederlag i baggagen. På holdet var Thor, Vilhelm, Mikkel og Simon.

Holdet står nu foran en finalekamp mod Øresund 2 den 5.9 på udebane, hvor holdet kan bringe sjællandsmesterskabet i Serie 4 hjem til RTK.