35 RTK’ere var i efteråret på tennistur til Mallorca. Turen var så god, at flere af deltagerne nu er gået sammen om at arrangere endnu en tur til efteråret 2017. Det bliver i så fald en klubtur med tilmelding her via hjemmesiden, så der kommer mere nyt, når planlægningen er lidt længere fremme.

Indtil videre har der været afholdt et enkelt møde i initiativgruppen, og her er man blevet enige om at gå videre med en tur i uge 39, 40 eller 41. Mallorca er et muligt rejsemål, men det kan også være et andet sted. Det er gruppen lige nu i færd med at undersøge.

Initiativgruppen består indtil videre af: Charlotte Mikkelsen, Anne Marie Rieffestahl, Charlotte Smith, Connie Thomsen, Søren Bros og Folmer Sørensen.

Her er siden, hvor der kommer mere information og tilmelding, når den er klar.

 

Mulighed for flere ture, hvis der er initiativtagere

Der har også været snak om en tur i uge 42, der passer godt til familier med både tennisspillende børn og voksne – eller måske en tur i foråret 2018. Det vil dog kræve, at der er nogen, der gerne vil koordinere sådan en tur.

Vi har allerede fået nogle forhåndsmeldinger fra DGI Tennis, som vi rejste med sidst. De har faktisk pladser i uge 42, men det kan også være andre arrangører. Er du interesseret i at være med til at arrangere en tur, så kontakt klubchefen.