Bestyrelsen har nu genovervejet konsekvenserne af coronavirus’en hos os i Roskilde Tennis Klub. Og den nye beslutning er, at RTK-hallen nu også bliver lukket – det sker med virkning fra lørdag den 14. marts foreløbig til og med søndag den 29. marts 2020.

Har du ting liggende i hallen, skal du derfor komme i hallen i løbet af i dag. De næste 14 dage vil det ikke være muligt at booke baner og heller ikke at komme ind i hallen via sin kode.

I forvejen var al træning og alle klubaktiviteter aflyst. Det samme gælder holdkampe og turneringer arrangeret af Dansk Tennis Forbund og Tennis Øst.

Udover træning og almindelig booking af baner rammer aflysningerne også klubmesterskaberne for juniorer 14. marts, klubmesterskaberne i double 21. marts, skumturneringen på Hedegårdenes Skole søndag den 15. marts, Tirsdags-, Torsdags- og Søndagstennis, en DGI doubleturnering i hallen 13. marts, skumstævnet i Himmelev Hallen den 22. marts, holdkampe både på hjemme- og udebane…

“Alle – inklusiv DGI og Danmarks Idræts Forbund – anbefaler, at vi lukker ned for alle aktiviteter, så det retter vi os naturligvis efter. Dansk Tennis Forbund har både aflyst holdkampe, turneringer og sin generalforsamling i Odense lørdag den 14. marts. Tennis Øst har også aflyst alle aktiviteter,” siger RTK-formand Peter Madsen.

Vi opdaterer løbende her på hjemmesiden med evt. andre ændringer.