Som omtalt her på hjemmesiden den. 7.juli repræsenterer i alt 13 RTKere klubben på banerne i forskellige single- og doublerækker, når RTK er værter for årets DM i tennis for veteraner. Her på den fåtallige redaktion synes vi, det kunne være spændende – her fem dage inden det går løs – at høre de deltagende RTKerne om, hvordan de selv ser på de sportslige muligheder til veteran-stævnet i vante omgivelser.

På redaktionen har vi oven i købet fornøjet os med at vurdere, hvilke RTKere, der sportsligt set står stærkest forud for turneringen. Vi har derfor foretaget en bevidst nummerering, en prioriteret rækkefølge – det vurderes eksempelvis at Anja Kostecki er det bedste bud på RTK-succes (og dermed medaljer) ved mesterskaberne.

Mormors begravelse med mere 031

Anja Kostecki, der her ses vinde DM-guld for senior-hold udendørs (står i forrest række tv.) tilbage i 1997 for B 93, anses for at være RTKs bedste tenniskort ifm. DM for veteraner

De 13 RTKere, der stiller op, har tilsammen ”15 skud i bøssen” til at hente medaljer hjem til klubben, da spillerne deltager som 15 ”enheder” fordelt i henholdsvis herresingle(HS), damesingle(DS), herredouble(HD), damedouble(DD) og mixeddouble(MD). Enkelte RTKere deltager i samme række (eksempelvis Kim Sværbæk og Morten Lyebalk, der begge stiller op i herresingle +35).

I alt er der RTKere i 12 rækker ved stævnet, hvor der i alt dystes i 41 rækker. Det giver en RTK-deltagelse i knap 30 procent af rækkerne. De 12 rækker med RTKere er fordelt på 4 HS, 4 HD, 2 DS, 1 DD og 1 MD. Yngste RTKer i ilden er RTK-cheftræner og debutant Kim Sværbæk. Ældste RTKer er den runde fødselar, 60-årige Wieslaw Starzycki.

1.Anja Kostecki – deltager i Damesingle +35: Anja, RTKs suverænt bedste damespiller pt. og 1.single på RTKs stærke dame 1.divisionshold, stiller op til sit første veteran-DM – og så i Domkirkebyen, hvor hun er vokset op og hvor hun også svingede ketsjeren for allerførste gang som helt ung. Anja, der er topseedet, deltager i en singlerække med fire deltagere – i første kamp står hun overfor Maj-Britt Quitzau, Ølstykke. ”Jeg kender ikke min modstander eller de øvrige spillere i rækken, så det er rigtig svært at udtale sig om mulighederne,” lyder det beskedent fra RTKs måske allerstørste trumfkort i forbindelse med mesterskaberne.

2.Anne Casals/Solveig Kaas – deltager i damedouble +50: Anne og Solveig deltager i en række med fire deltagere. I første runde, semifinalen, venter Anja Biltoft-Jensen/Birthe Henriksen, ATK for det andenseedede RTK-par. ”Jeg mener, at vi har slået dem før, så det håber vi naturligvis på at vi gør igen,” siger Solveig Kaas inden mødet med ATK-parret. Skulle seedningerne blive holdt venter topseedede Annette Nederby,Espergærde/Isamarie Sørensen, Helsingør. Måske en for hård nød at knække for RTK-parret? ”Dem har vi aldrig slået, men dog spilet tætte opgør imod”, nævner Solveig Kaas.

3.Kim Borenhoff/Jesper Schou Nielsen (Bagsværd Tennis Klub) – deltager i herredouble +55: Det til lejligheden blandede RTK/Bagsværd-par deltager i samme række som Mogens Fanucchi/Kurt Jensen. En række med 5 par. I 1.runde venter Holger B.Nielsen,TIK/Michael Vodder, AB. ”Der har vi en god chance. Dem tror jeg godt, at vi kan slå”, siger Borenhoff, der også føler at en eventuel sejr i første kamp og udsigten til et møde mod de 2.seedede Christian Risager, Hillerød/Hans Henrik Wengel, Vedbæk heller ikke er nogen fuldstændig uoverkommelig opgave, hvor de er uden chancer. ”Dem har vi slået før,” lyder meldingen.

4.Kim Borenhoff – deltager i herresingle +55: I alt 16 spillere deltager i rækken. Kim, der er tredjeseedet, lægger ud i sin ottendedelsfinale ud imod Charles Lundqvist fra ATK. Et for ham ubeskrevet kort. ”Jeg kender ham ikke. Men jeg er glad, hvis jeg kan løbe lidt”, lyder det beskedent fra Kim Borenhoff, der desværre endnu ikke føler sig helt klar ovenpå en sprængt akillessene i december 2014.

5.Kim Sværbæk/Thomas Rosenmejer (Brøndby Strand) – deltager i herredouble +35: Kim og Thomas deltager i en række med fire par. I første runde, dvs. semifinalen – står RTK/Brøndby Strand-parret overfor topseedede Michael Mogensen/Peter Mortensen fra Køge. ”Det bliver jo en farlig double. De har spillet sammen i mange år og er spillere på absolut højeste niveau. Selv har Thomas og jeg været SM-mestre tidligere, så vi har også spillet en hel del sammen førhen. Det er ikke til at vide, hvordan det vil komme til at gå, når vi møder dem – men helt uden chancer, det er vi ikke”, lyder meldingen fra Kim Sværbæk.

M-Kim_Sverbaek

Kim Sværbæk er debutant ved veteran-DM

6.Kim Sværbæk – deltager i herresingle +35: Der er syv deltagere i rækken. Kim møder i første kamp Christian Theisen Schmidt, Humlebæk. ”Det bliver pudsigt, at stå overfor ham igen. Jeg har ikke set ham i otte år. Han er en solid spiller – men jeg går helt klart efter at vinde”, siger Kim Sværbæk optimistisk forud for mødet. Kim Sværbæk kan evt. senere i rækken støde ind i topseedede Christian Svanning Mikkelsen. ”Ham har jeg tabt til før. Han er favoritten. Jeg skal helt klart spille op til mit bedste, hvis jeg skal have en chance”, siger Kim om rækkens forhåndsfavorit.

7.Anne Casals/Kurt Jensen – deltager i mixeddouble +50: Otte par er tilmeldt rækken. Anne og Kurt møder i første kamp Henriette Laursen/Klaus Pedersen fra Rødovre. ”Vi har spillet mod dem to gange før – og vundet. Hvis vi spiller nogenlunde, så har vi gode chancer,” siger Kurt Jensen, der som helhed kalder rækken ”kanon stærk”.

Kim_B_og_Kurt_J 2011 Veteran DM

Kim Borenhoff og Kurt Jensen, de to rutinerede RTKere stiller begge til start ved DM i to rækker.

 

8.Aksel Rasmussen/Gary Banta – deltager i Herredouble +45: Gary og Aksel møder i første kamp Stefan Ravnholt og Christen Nicolaj Gregersen fra ATK (Arbejdernes Tennis Klub), der er seedet 2 i rækken, der har deltagelse af ”kun” fire par. Så en eventuel sejr i første kamp vil bringe dem i finalen ”Vi forventer ikke noget – for vi kender ikke dem, som vi skal spille imod. Vores række er en meget lille gruppe af par, som vi ikke har noget forhåndskendskab til. Så vi går helt upåvirket ind til turneringen: uden pres på os selv, men klar til at give den en skalle”, siger Gary Banta.

9.Solveig Kaas – deltager i damesingle +55: Der er ni deltagere i denne række. Solveig, der er fjerdeseedet, sidder over i første runde – og skal i sin kvartfinale op imod vinderen af 1.rundekampen Marianne Skafte Ritschel,B93 – Liss Rasmussen, ATK. ”Hvis jeg holder min seedning – så er jeg glad. Spillere som Birgit Lund (Fruens Bøge,red.) og Janne Rylander (Frederikssund, red.) har jeg aldrig slået”, siger Solveig Kaas med reference til to af de formodede topspillere i rækken.

10.Kurt Jensen/Mogens Fanucchi – deltager i herredouble +55: Der er fem par i rækken. Kurt og Mogens træder ind i turneringen efter 1.runde – og skal op imod det topseedede par Thomas Kønigsfeldt, Vedbæk/Peter Knap, HIK. ”Det er et rigtig, rigtig stærkt par. Og jeg har aldrig slået hverken Kønigsfeldt eller Knap i noget som helst. Vi skal overraske gevaldigt, hvis vi skal vinde,” siger Kurt Jensen inden opgøret.

11.Wieslaw Starzycki – deltager i herresingle +60: I rækken er der ni deltagere, herunder spilles der en kvalifikation blandt 3 spillere om at få den ene plads i hovedturneringen. Wieslaw, der fylder 60 år i 2015, ER inde i hovedturneringen og skal ikke igennem kvalifikation. I første runde, kvartfinalen, venter topseedede Peter Holst, Lyngby, der har adskillige triumfer ved veteran-DMer på sin kappe. ” Ja.. det ser jo ikke alt for godt ud. Han er jo topseedet, men jeg tror godt, at jeg kan spille nogenlunde lige op med ham. Han plejer dog lige at være dét stærkere – han holder bolden lidt bedre i gang. Lidt ærgerligt, at jeg ikke kom ned i den anden halvdel – for jeg har før slået flere af de seedede spillere”, siger en lidt ærgerlig Wieslaw.

12.Vilhelm Wedell-Wedellsborg/Wieslaw Starzycki – deltager i herredouble +50: RTKs V/W-formation skal i første runde, ottendedelsfinalen, op imod Christian Østergaard/Klaus Pedersen, Rødovre. Der er i alt 13 tilmeldte par i rækken. Vilhelm og Wieslaw er debutanter som par. ”Nu skal vi lige prøve at spille sammen. Så det er svært at sige, hvordan det går rent sportsligt. Men mon ikke vi bakker hinanden op, spiller noget sjov tennis og i det hele taget hygger os,” lyder det med et smil fra Vilhelm.

Vilhelm Wedell-Wedellsborg

Vilhelm Wedell-Wedellsborg stiller også op i to rækker ved DM.

13.Søren Helt Jessen – deltager i herresingle +50: I rækken er der 18 deltagere. Søren sidder over(bye) i første runde. I første kamp – ottendedelsfinalen – venter en svær kamp mod andenseedede Peter Biltoft-Jensen, ATK. ”Jeg kender ham ikke. Men jeg ved, at Kurt jensen og Peter Karlsen har fået høvl af ham før….så det er ikke alt for godt mht. mulighederne. Men jeg må prøve ad”, lyder meldingen fra Søren Helt Jessen.

14.Vilhelm Wedell-Wedellsborg – deltager i herresingle +50: Vilhelm deltager i en række med 17 andre spillere (herunder Søren Helt Jessen). Vilhelm skal i sin første kamp – ottendedelsfinalen – op imod 7.seedede Henrik Brabrand, KB. Et for ham ubeskrevet blad. ”Jeg kender ham ikke, så er det selvfølgelig også svært at forvente noget rent sportsligt, ” Siger Vilhelm, der dog tilføjer: ” Jeg regner med solskinsvejr, god stemning og godt humør under kampen. Og en masse tilskuere, der hepper”.

15.Morten Lyebalk – deltager i herresingle +35: Morten møder i første kamp Simon Rex Thomsen, ATK i en række med syv deltagende spillere (herunder RTKS cheftræner Kim Sværbæk). Morten har en gang tidligere spillet mod Simon Rex Thomsen – da han repræsenterede Ølstykke. ”Dengang spillede vi inde i Darup-hallen på bane 1. Og jeg blev desværre udstyret med et par kraftige briller (tabte 6/0, 6/0). Så jeg er meget bevidst om, at det ikke er specielt realistisk at gå videre. Jeg er med som ”det tynde øl”, hvis man ellers kan udtrykke det sådan, når man vejer 105 kg!” lyder det med et smil på læben fra Morten. ”Men vi RTKere er på hjemmebane. Så det bliver sjovt at være med. Og ud og svede – det skal vi. Jeg håber naturligvis, som minimum, at kunne komme på tavlen. Men det bliver helt sikkert svært”.

Ønskes et større overblik over RTKernes forskellige rækker, eller samtlige 41 rækker, så kan man med fordel gå ind på Danske Tennisveteraner hjemmeside: www.dansketennisveteraner.dk, gå ind under “DM udendørs – program”.

 

Spilleprogram for RTKerne i 1.kamp i tidsmæssig rækkefølge (Tidspunkterne skal tages med forbehold!)

Lørdag 1/8 kl. 12.00: HS +35: Sværbæk – Theisen Schmidt, Humlebæk

Lørdag 1/8 kl. 12.00: HS +35: Lyebalk – Rex Thomsen, ATK

Lørdag 1/8 kl. 13.15: HS +55: Borenhoff – Lundqvist, ATK

Lørdag 1/8 kl. 18.15: HD +50: Wedell-Wedellsborg/Starzycki – Østergaard/Pedersen, Rødovre

Lørdag 1/8 kl. 19.30: HD +55: Borenhoff/Schou Nielsen, Bagsværd – B. Nielsen, TIK/Vodder, AB

Søndag 2/8 kl. 11.15: HS +50: Wedell-Wedellsborg – Brabrand, KB

Søndag 2/8 kl. 11.15: HS +50: Helt Jessen – Biltoft-Jensen, ATK

Søndag 2/8 kl. 12.30: HS +60: Starzycki – Holst, Lyngby

Mandag 3/8 kl. 17.15: DS +35: Kostecki – Quitzau, Ølstykke

Mandag 3/8 kl. 18.45: MD +50: Jensen/Casals – Laursen/Pedersen, Rødovre

Tirsdag 4/8 kl. 17.30: HD +35: Sverbæk/Rosenmejer (Brøndby Strand) – Mogensen/Mortensen, Køge

Onsdag 5/8 kl. 17.30: DS +55: Kaas – Skafte Ritschel, B93 eller Rasmussen, ATK

Onsdag 5/8 kl. 18.45: HD +55: Fanucchi/Jensen – Kønigsfeldt, Vedbæk/Knap, HIK

Torsdag 6/8 kl. 161.5: DD +50: Kaas/Casals – Biltoft-Jensen/Henriksen, ATK

Torsdag 6/8 kl. 17.30: HD +45: Rasmussen/Banta – Ravnholt/Gregersen, ATK

Redaktionen opfordrer mange tennisentusiaster, RTK- medlemmer og familiemedlemmer til at komme ned forbi tennisanlægget på Dr. Sofiesvej og støtte op om de lokale tennis-helte og heltinder!

Morten Lyebalk, presse-ansvarlig ifm. DM for veteraner 2015