RTK har igennem de sidste 4-5 år stillet til start med to-mands hold i tennisforbundets DTF Cup, hvor tennisklubber fra hele landet har kunnet stille med hold i enten dame-, herre- eller i mixed-rækken, som efterfølgende er blevet regionsinddelt i forskellige puljer.

Først her i 2015 er det lykkedes et RTK-hold at spille sig til tops i en pulje: Det skete da Tomas Hedeboe Møller og Morten Lyebalk spillede sig til tops i en pulje, region 4 pulje C, i herre-rækken med deltagelse af Hvidovre, Glostrup 1 og ATK 1.

Puljesejren blev sikret tirsdag den 25.august, da ATK 1 var på besøg på Dr. Sofiesvej.

Hedeboe Møller tog sig kærligt af ATKs 2.single, Niels Randrup – og havde til lejligheden fået indstillet servekanonen. Hedeboe Møller vandt overbevisende med 6/0 i 1.sæt. 2.sæt blev mere tæt: De to spillere fulgtes ad til 4-4, hvorefter Hedeboe Møller først breakede – derefter servede sejren sikkert hjem. Tomas Møller viste undervejs gode prøver på sin sublime forhånd, som blev krydret med offensive, succesrige fremstød til nettet.

I 1.herrresinglen vandt Morten Lyebalk overbevisende over John Roy Vesterholm med 6/2, 6/0.

Efter de to singler blev den afsluttende double spillet. De to pars spil nåede ikke skyhøjt niveau – det mest bemærkelsesværdige under og ved kampen var vel den store bramme af skyer, der lagde sig på himlen over Dr.  Sofiesvej – og netop tog lyset! Det lykkedes dog for de to RTKere at hive en sejr i land med cifrene 6/3, 6/4.

3-0 sejren betød, at undervejs mod puljesejren blev alle tre modstanderhold altså besejret med de sikre cifre 3-0.

RTKere tørner nu ud mod en anden puljevinder, Faxe – i en formodet sværere kamp (de har drillet os RTKere før!) i en regionsfinale. Vinderen af kampen kvalificerer sig til landsfinale-stævnet 12.-13.september.

På billedet ses de to RTKere i midten. De er fra venstre flankeret af Niels Randrup, ATK1, samt yderst til højre John Roy Vesterholm, ATK1.

Et stort tillykke til de to vindere fra RTK!