Poul Christensen er i en alder af 87 år stille sovet ind efter længere tids sygdom og blev bisat fra Himmelev kirke i fredags. Poul Christensen var formand for RTK fra 1973 til 1982, hvor han blev afløst af Bo Markvardsen.

Poul startede  som junior med at spille tennis, og han blev elev af min egen far, som dengang var klubbens store spiller. Poul udviklede sig til at blive en rigtig god tennisspiller, hvor han med sin store fysik havde et meget kraftfuldt spil.

I det civile liv blev Poul udlært i en herretøjsforretning, og i en forholdsvis ung alder overtog han den legendariske herretøjsforretning Carl Jacobsen, som dengang lå i Hotel Prindsens bygning. Poul drev i mange år forretningen videre som Carl Jacobsens eft. Forretningen flyttede senere længere ned i Algade, hvor Boss herretøjsforretningen ligger i dag.

Da fysikken ikke længere kunne holde til tennisspillet, kastede han sig over golfen. Poul boede de sidste mange år i Jyllinge, hvor han ernærede sig med en import/eksport forretning.

Ære været hans minde

Hans Chr. Stigaard