Så blev det også til sejr for damernes 2.hold! Og nu er det vist tid til at få indhentet et par referater fra damernes 2.hold J.

1.holdkamp mod Vordingborg – Pernille, Sanne og Micaela tog afsted, høj solskin og ingen vind, så det var ikke vejret der var skyld i, at vi desværre ikke vandt holdkampen. Men vi tabte jo altså heller ikke, næh vi spillede i godt 3-4 timer og spillede uafgjort. 1.DS spillede Pernille og måtte efter 3 sæt (og lang tid) se sig slået, desværre. I 2.DS spillede Sanne, og kunne næsten ikke overskue det, da de også skulle i tre sæt. Sanne måtte i pausen inden 3.sæt sige fra til at kunne spille double også. Men efter en Faxe kondi og en banan, hev hun sikkert sejren hjem.

I mellemtiden havde Micaela vundet 3.DS i to sæt. Inden DD stod det så 2-1 til os. Damedoublen spille Pernille og MIcaela. Det gik meget godt i 1.sæt, men så glemte vi da hvad der skulle til og tabte 2.sæt, og – ja det var ikke super flot – men vi tabte 11-9 i match tiebreak i 3.sæt! Øv, kampen endte dermed 2-2.

2. holdkamp mod Rødovre – Denne gang med Katarina, Pernille og Micaela på holdet. Udgangspunktet fra Katarina (der kommer fra Rødovre) var “det bliver ikke særlig svært, de er ikke særlig gode, de har mistet deres første tre damer!” Det lagde lidt et pres på Pernille og jeg der ikke kendte modstanderen. Så udgangspunktet var, ok det her kan vel ikke tage meget mere end et par timer, og så kan vi smutte hjem igen med en 4-0 sejr. Det sidste holdt, men ikke efter to timer. Pernille mener åbenbart at hun skal have mest banetid, hver gang! Så da der var gået over 2 timer og 3.sæt først skulle til at igang, og man nærmest blev lullet i søvn bag banen, da de trak alt tempo ud af kampen, måtte der lidt coaching til. Nu var det op i tempo, løb efter alt, bolden retur og lad modtanderen lave fejlene – og så blev sejren langt om længe hevet hjem af Pernille – godt Pernille J!

Katarina hev sikkert 1.damesingle hjem og Micaela sikkert 3.damesingle. Så var klokken blevet mange og damedoublen med Pernille og Katarina skulle afvikles – taktikken var klar: Man sidder ikke ned mellem partierne, der løbes efter alle bolde (også dem der skal bruges til serven) – og så skal kampen afvikles indenfor 30 minutter. Taktikken holdt stort set, inden der var gået 15 minutter var første sæt vundet, og efter 42 minutter var damedoublen vundet, sådan piger, godt gået. Vi kunne tilfreds køre hjem med en 4-0 sejr!

Efter de første to kampe, ligger vi på en anden plads i puljen (Serie 1) lige efter Hillerød, der har vundet begge sine kampe.

Næste kamp er på lørdag kl.9.30 på Dr.Sofiesvej mod Virum!