Heldigvis er det blevet muligt at spille tennis herunder Corona-krisen, men der er en række retningslinjer, vi skal leve op til for at vi kan holde banerne åbne for spil.

Her er retningslinjerne:

  1. Hold afstand – både på og uden for banerne. Er du syg, så bliv hjemme
  2. Det er tilladt at spille både single og double
  3. Kom lige før din spilletid – og gå hjem bagefter
  4. Vi må ikke samles i grupper på anlægget
  5. Brug handsker, når du vander og fejer banerne og/eller sprit af, når du er færdig. Der er afspritningsbeholdere og engangshandsker ved banerne – tag også gerne dine egne handsker med
  6. Klubhuset er lukket både på Dr. Sofies Vej og i Darup – det betyder også, at det ikke er muligt at komme på toilettet.

Det er vigtigt, at alle overholder disse retningslinjer. Ellers kan vi blive nødt til at lukke banerne igen.

Der bliver gradvist åbnet for banebooking på Dr. Sofies Vej fra lørdag den 25. april og frem. Banerne i Darup er åbnet og kan bookes.

 

Husk at vande banerne

Banerne trænger til vand, så husk at vande grundigt – også bag baglinjerne. På begge anlæg er det for vores egen skyld, så vi hele sommeren har gode baner at spille på. På Dr. Sofies Vej er desuden for naboernes skyld – vanding forhindrer grusstøv at flyve over til naboerne og vi har lovet at sikre, at alle medlemmer vander grundigt. Vi vil gerne have et godt forhold til vores naboer, så husk det nu.

 

Booking med gæster

Bestyrelsen har besluttet at åbne for køb af gæstetimer igen. Den mulighed har ellers været lukket i starten af udendørssæsonen. Prisen er 70 kr. pr. time pr. gæst – og sådan en time kan alene bookes af et medlem og er beregnet på spil med gæster bosiddende uden for Roskilde Kommune. Bor din gæst i Roskilde, så skal han/hun være medlem.

I formandens nyhedsbrev, der blev sendt ud til alle medlemmer, skrev Peter Madsen:

“Vi kan se nogle tilfælde, hvor medlemmer enten bare dukker op med en gæst, der ikke betaler, eller booker med et andet medlem, og så er det en gæst, der dukker op i stedet. Vi er en forening for medlemmer, så inden vi skal til at lege ”politimænd”, vil jeg bede alle om at respektere disse regler. Det er medlemmerne, der betaler for banerne – og gratis-gæster må derfor melde sig ind i vores fællesskab.”