Mormors begravelse med mere 020

Akademisk Boldklubs danske fodboldmestre anno 1951. Nr. 2 henholdsvis nr. 5 fra venstre er Sten Blicher og Christen Brøgger

Til et dansk mesterskab i veterantennis er der – naturligt nok – rigtig gode tennisspillere med. Spillere, der  er flasket op med en ketcher i hånden fra barnsben. Og spillere, der har taget spillet til sig efterhånden, som de er vokset op. Der er spillere med, der har præget dansk tennis både som ungdomsspillere, som seniorspillere – og nu veteraner. Og spillere med, der har kæmpet – og til stadighed kæmper – for at ”nå toppen”.

For blot at nævne nogen af de mange store danske tennisprofiler, der i tidens løb har deltaget og vundet ved veteran-DM er: Torben & Jørgen Ulrich, Lars Elvstrøm, Søren Højberg, Dorte Ekner, Tom Christensen og Anne-Mette Sørensen.

Mormors begravelse med mere 019

Sten Blicher (th.), anfører i en svensker-landskamp i 1952.

 

 

 

 

Men vidste du kære Læser, at veteranmesterskaberne til DM igennem årene (fra starten i 1972) også har haft deltagelse af idrætsudøvere, som har opnået resultater og berømmelse i andre idrætsgrene end lige netop tennis? Veteran-DM har blandt meget andet før haft deltagelse af en All England-mester, danske mestre i fodbold og OL-deltager samt flere danske mestre i bordtennis – for blot at give lidt eksempler.

Fodbold

Vi nævner fodbolden først – det er jo nationalsporten. Til veteran-DM stillede Steen Steensen-Blicher og Christen Brøgger (der døde i 2013) i mange år op sammen i herredouble. I 1991 vandt de første gang indendørs i Rundforbihallen. Siden blev det til rigtig mange DM-titler sammen (også udendørs i 1991 og 2000) – og så sent som i 2006 vandt de sammen HD 80+ indendørs.

Mormors begravelse med mere 025

Christen Brøgger i et uheldigt øjeblik: Selvmål imod Norge i en landskamp i 1956.

Mormors begravelse med mere 023

Henning Hauth i aktion.

Lang, lang tid forinden havde de to tennisspillere dannet backpar på ABs bedste fodboldhold. Det gjorde de så godt, at de sammen med AB, Knud Lundberg og Co. vandt det danske fodboldmesterskab i både 1951 og 1952. Og ikke nok med det. De nåede også enkelte landskampe sammen. Steen Blicher nåede otte landskampe og var bla. anfører for fodboldlandsholdet ved OL i 1952. Christen Brøgger nåede 20 landskampe. Faktisk skulle de sammen have dannet backpar på det danske OL-hold i 1952 (nåede kvartfinalen), men skæbnen var hård ved Christen Brøgger, der blev skadet i en træningskamp mod nogle barfodede indere kort før OL.

Bordtennis

Einar Lyttik og Henning Hauth vandt i en herredouble-række ved veteran-DM i 1977 (både inde/ude), 1978 (indendørs) samt i 1979 (ude). Desuden har de også hver især prøvet at vinde i single. De to navne er måske ikke kendt i den store offentlighed i dag , men i bordtennis-Danmark vil de to navne vække genklang.

Einar Lyttik var den helt store danske spiller fra midt-halvtresserne til midt-tresserne. Det blev bl.a til 33 danske mesterskaber, heraf seks i herresingle. Henning Hauth vandt flere DMer i doublerækkerne. Siden tog hans børn – Lars og Dorte over – og også de vandt DM-titler i bordtennis.

Claus Pedersen er nok mere kendt. Han spillede over 300 bordtennislandskamp og vandt et hav af danske mesterskaber i bordtennis som senior – i single første gang i 1967. Også Claus Pedersen slog sig på tennisspillet – naturligvis med stor succes – han har også vundet flere veteran-DMer. Både i single og i double (bla. med Jørn Harder, Århus 1900, der også deltager ved årets DM).

Badminton

All England-mesteren, der mange gange har deltaget i veteran-DM i tennis og vundet, er Poul Erik-Nielsen, Bagsværd. Han vandt – i badminton – sammen med forskellige makkere adskillige senior-DM-titler i double samt DM for hold. I All England vandt han to gange i herredouble – 1958 (med Erland Kops) og 1960 (med Finn Kobberø) samt i 1959 i mixeddouble (med Inge Birgit Anker Hansen).

Mormors begravelse med mere 030

Pokaloverrækkelse ved All England i 1959. Poul Erik Nielsen (i midten) og makkeren Inge Birgit Anker Hansen får overrakt mesterskabstrofæet.

Til veteran-DM i tennis har Poul Erik Nielsen bla. vundet en singlerække i 1988, 1991 og 1994 og en mixed double-række udendørs i 1977 og 1982 med Solveig Bjørløw, Lyngby. …Og mange, mange flere gange. Så sent som i 2009 vandt han i Risskov HD +75 sammen med Ole Thorsen, Taarbæk.

Poul Erik Nielsen var i øvrigt en overgang præsident for IBF (International Badminton Federation) – og er øvrigt far til Jesper Schou Nielsen, Bagsværd, der et utal af gange har hjemført veteran-mesterskaber i double sammen med RTKs Kim Borenhoff. Makkerparret Kim-Jesper stiller også op sammen i år i Roskilde. Som en sidste anekdote kan det tilføjes at også RTKs Kim Borenhoff har en titel i andet end tennis – nemlig bordtennis: Kim var med på Virum-Sorgenfris drenge-hold, der vandt DM i 1973.

Nok for forhenværende succeshistorier og spiller-profiler ved veteran-DM. I DM-ugen kommer der interviews og præsentationer her på hjemmesiden med profiler fra andre klubber, der deltager ved årets DM i Roskilde.

Morten Lyebalk, presseansvarlig ved DM i tennis for veteraner 2015