I år er der kommet rigtig meget gang i UTR-turneringer, både for de bedste i Danmark og verden, men også for alle øvrige i klubberne rundt om i Danmark. Det gælder også i Roskilde Tennis Klub. Trænerne, juniorudvalget og aktivitetsudvalget for voksne har taget UTR-systemet til sig. Henover sommeren bliver der arrangeret flere UTR-turneringer også for helt almindelige motionister, så derfor får du her en lille forklaring på, hvad UTR er – og hvordan du tilmelder dig.

UTR er en forkortelse af “Universal Tennis Rating”. Det er et globalt ratingsystem for alle tennisspiller på tværs af alder, køn og nationalitet på en skala fra 1-16,5. Der er tre faktorer, som spiller ind på din rating:

  1. Din modstanders UTR
  2. Resultat: Antal partier vundet
  3. Historik: Op til seneste 30 kampe i de seneste 12 måneder

Meningen er at spille lokalt med spillere på samme niveau på tværs af køn og alder. Vi havde en turnering i Kristi himmelfartsferien, og det var en kæmpe succes. Det var jævnbyrdige og spændende kampe og helt vildt hyggeligt. På baggrund af den store opbakning vil vi lave mange flere af disse turneringer over sommeren både interne, kun for Roskilde medlemmer, og eksterne, hvor andre spillere også har mulighed for at tilmelde sig.

Turneringerne kan afvikles i forskellige formater – vi har valgt, at hver række skal afvikles på en dag. Der spilles i puljer for at sikre alle mindst to – gerne tre kampe. Der spilles kampe bedst af tre sæt til fire partier med tiebreak ved 3-3. Man må gerne melde sig til både single og double. Ved tilmelding til double skal begge spillere aktivt tilmelde sig og specificere makkers navn. OBS. Man kan ikke deltage i en UTR-turnering uden at have en profil oprettet i UTR-systemet.

Opret en profil her gratis, så du er klar til sommerens aktiviteter.
https://app.myutr.com/join.

Sisse Folmø

Træningschef