Tilmelding til vinter DIMO

Tilmelding til vinter DIMO 2023-24 er åbnet og slutter søndag 22. oktober. Holdene sættes umiddelbart efter. Turneringen varer fra slutningen af oktober til 1.maj 2024.

DIMO turneringen er en traditionsrig social tennisturnering i Roskilde Tennis Klub. Turneringen spilles både som sommer og vinterturnering. DIMO står for ’divisions-motionistturnering’ og deltagerne bliver inddelt i puljer (divisioner) efter formodet styrke, hvor de foregående års resultater også tages i betragtning. DIMO har ofte et deltagerantal omkring 150 deltagere og alle kan være med.

Man sørger selv indbyrdes for at aftale tid og sted for kampenes afvikling, deltagerne medbringer selv bolde og rapporterer efterfølgende selv resultatet ind via hjemmesiden.

Se i øvrigt turneringsreglerne her

Pris: Både udendørs og indendørs er gebyret for deltagelse 50 kroner pr. deltager pr. række.

Tilmeld dig DIMO-turneringen på DIMO-siden

Turneringsformen indebærer at deltagerne selv aftaler kampene – typisk via sms eller e-mail. Indtil 2022 har telefon nummer og e-mailadresser været direkte tilgængelige på RTK-hjemmeside – og altså også for andre end tennisspillere. Det øger muligheden for svindelforsøg. For at begrænse dette uvæsen har vi valgt at deltagerne skal hente telefon og e-mail oplysninger fra den lukkede medlemsliste på RTK-hjemmesiden under ”Book & Betal” (foreningslet.dk). Det kræver bare at deltagerne har givet samtykke hertil.

Hvis ikke du allerede har gjort dette, skal der sættes et flueben det rigtige sted. Det gøres således: På RTK hjemmeside gå ind under ”Book & Betal”, som leder dig ind på Foreningslet.dk. Tryk ”login” -> Tryk ”Profil” (øverste højre hjørne)->Tryk ”Stamdata” og scroll ned i bunden, hvor der står ”Visning af medlemsdata”. Sæt flueben i ”Ja”. Så kan andre RTK medlemmer se dit telefon nummer og e-mail.

Mvh

Steen Øgaard Dahl
DIMO koordinator

PS. Bemærk at deltagelse i flere rækker (single og double) kræver at du udfylder tilmeldingsskemaet for hver turnering.