DIMO padel

Læs alt om DIMO-turneringen i padel, tilmeld dig, indberet resultater

  • Om padel DIMO

    Vil du spille padelkampe med andre spillere på samme niveau, så er DIMO-turneringen måske noget for dig. Vi har række i dame-, herre- og mixdouble.

    Padel-dimo er noget nyt fra sæson 2026, og forhåbningen er, at padel-dimo bliver lige stor en succes som i tennisafdelingen.

    Alle motionistspillere – fra “eksperter” til let øvede og nybegyndere – kan altså komme til at møde spillere på ens eget niveau. I 2026 må vi tage et forbehold, da vi ikke kender alles styrke og heller ikke ved, hvor mange der melder sig.

    Turneringen foregår ligesom i tennis.

    Man sørger selv indbyrdes for at aftale tid og sted for kampenes afvikling, medbringer bolde og rapporterer også efterfølgende selv resultatet her via hjemmesiden. Se under punktet: Indtastning af DIMO-resultater.

    OBS! Når du tilmelder dig DIMO-turneringen, giver du samtidig lov til at andre kan se dit navn. 

    DIMO-turneringen afvikles udendørs på vores baner på Darupvej 52, 4000 Roskilde.

    Pris: 50 kroner pr. deltager pr. række.

    Reglerne er:

    Banereservering

    Spillerne aftaler og reserverer baner efter gældende tegningsregler. Spilletiden altid en time. Som hovedregel bør det igangværende parti, som er påbegyndt inden tiden er udløbet, spilles færdig med mindre andet aftales. Dog kan det være nødvendigt at afbryde, hvis andre står klar til at overtage banen.

    Spilleplan

    Spillerne aftaler indbyrdes tidspunkt for afvikling af kampene, således at alle har spillet indenfor den pågældende division i løbet af udendørssæsonen.

    Du finder telefon og mailadresse på de andre i din pulje ved at logge ind i bookingsystemet under ”Book& Betal” (foreningslet.dk).

    Det kræver bare at deltagerne har givet samtykke hertil.

    Hvis ikke du allerede har gjort dette, skal du sætte et flueben det rigtige sted. Når du er logget ind, tryk på “Profil” (øverste højre hjørne) ->Tryk ”Stamdata” og scroll ned i bunden, hvor der står ”Visning af medlemsdata”. Sæt flueben i ”Ja”. Så kan andre RTK medlemmer se dit telefon nummer og e-mail.

    Spilleregler

    Der spilles så mange partier som muligt uden inddeling i sæt.

    Resultatføring

    Der er mulighed for følgende point:

    • 1 point for en spillet kamp
    • 2 point for at tabe med to partier eller mindre
    • 3 for uafgjort
    • 4 for en sejr

    Eksempel: Vinder du med resultatet 8-6 i partier får du 4 point og taberen 2 point. Vinder du med resultatet 8-5 i partier får du 4 point, men taberen 1 point.

    Hvis der opstår skader, der forhindrer deltageren i at spille resterende kampe, informeres dette til DIMO koordinatoren. Point til både vinder og taber fra allerede spillede kampe med den nu skadede spiller, udgår af den endelige pointoptælling.

    I tilfælde af spillere ikke møder frem til aftalt kamp afgøres kampen administrativt med resultatet 4-0 og tildeles derefter følgende point 4-1 i resultatsammentællingen.

    Ved lige point mellem spillere ved sæsonafslutning er indbyrdes kamp afgørende for placering; dernæst forskel mellem vundne og tabte partier af de spillede kampe; dernæst lodtrækning.

    Alle tvivlsspørgsmål vedrørende turneringen afgøres af DIMO-koordinatoren.

    Pris:

    50 kr. pr. deltager pr. række.

    Tilmelding:

    Du tilmelder dig via hjemmesiden.

    Tilmeldingsfristen annonceres på hjemmesiden – men er som regel omkring 1. april (for sommer padel DIMO).

    Rapportering af resultater

    Resultatet indberettes umiddelbart efter kampen – som hovedregel af vinderen med mindre andet aftales. Brug formularen der ses under fanebladet “Indberetning af resultater”.

    Pointstillingen ajourføres jævnligt af DIMO koordinatoren – normalt med 2-3 ugers mellemrum. Stillingen kan ses under fanebladene “Puljer single” henholdsvis “Puljer double”.

    Afviklingsfrist:

    • Inden 1. november

    Præmier:

    Der er vinpræmier til nr. 1 og 2, hvis halvdelen af puljens kampe er blevet spillet. Dog tildeles vinderen en flaske vin, hvis denne har spillet mere end halvdelen af sine kampe.

    Dimo-koordinator
    Steen Øgaard Dahl, primært henvendelse på mail:
    Mail: dimo@roskildetennisklub.dk. (skriv, hvis henvendelsen handler om padel-dimo, da vi nu både har dimo i tennis og padel)
    Tlf. 21 44 69 39.

  • Puljer 2026
  • Indberetning af padel dimo resultater 2026
  • Tilmelding til padel-DIMO 2026
  • Kontakt