Nyt fra træningsbanen i Barcelona

Philip Hostrup Allerup fra RTK bor og træner i øjeblikket i Barcelona

Philip fortæller om sit ophold:

Jeg er tilknyttet som fulltime-spiller hos Barcelona Tennis Academy (BTA) til en start i 4 måneder men regner med at forlænge og blive her i 8 måneder. Akademiet, jeg træner på, ligger i kystbyen Castelldefels 15 minutters kørsel syd for Barcelona.

Lidt om træningen
Jeg træner mandag til fredag, og dagene består om morgenen af fysisk træning i 45 minutter på stranden i sandet eller på Akademiets fysiske område eller i styrketræningscenteret. Herefter er der formiddagstennistræning med et teknisk pas i 2 timer. Så holder vi frokostpause. Om eftermiddagen er der kamptræning i 2 timer og afsluttende fysisk træning i ca. 45 minutter. Og 2 gange om ugen har vi også mentaltræning.

Jeg har 3-4 faste trænere hernede. Træningen er fed, varieret og intensiv. Jeg er også meget glad for kamptræningen om eftermiddagen.

Sådan bor jeg
Jeg bor hos en spansk familie sammen med 3 andre tennisspillere. Jeg får snakket meget engelsk og vil til at studere spansk som e-learning, når jeg har lidt fritid indimellem.

Turneringer
Jeg har været ude og spille turneringer 3 gange, og det er fedt at prøve kræfter med europæisk juniorniveau!
Jeg har haft nogle fede kampe men skal også vænne mig til at spille kamp hernede. I min sidste kamp mødte jeg en virkelig dygtig spiller. Jeg tabte, men har aldrig flyttet mine ben så meget og hurtigt før.

Jeg kan mærke, at det udvikler mig meget tennismæssigt og på mange andre områder at være afsted alene til udlandet.

Jeg har allerede mødt spillere fra mange lande – Australien, Pakistan, Sverige, Slovenien, Spanien, England mm. I weekenden tager vi spillere fra akademiet i min gruppe (15-20 år) ofte til Barcelona og spiser og hygger.

Ikke i Barcelona uden fodbold
I tirsdags fik jeg også en billet til CL-kampen Barca-Young boys. Super fed stemning i byen.
  • Lidt billeder fra træningen og Akademiet