Prøv tennis i to måneder for 700 kr.
Tilmeld dig Roskilde Tennis Klubs begynderkampagne for nye voksne. Kom og prøv at spille tennis i to måneder. I Roskilde er vi kendt for at tage godt imod nye. Du får træning og spil - og mulighed for både at prøve kræfter med tennisspillet og lære en masse nye at kende.
Lær at spille tennis på en sjov og uforpligtende måde sammen med andre nybegyndere
Har du lyst til at lære at spille tennis, og er du over 18 år, så kan begynderkampagnen i maj og juni være noget for dig.
Fire søndage i maj bliver du introduceret til klubben og får træning – og derudover kan du spille lige så meget du har lyst i hele maj og juni, inden du skal tage stilling til, om du vil fortsætte i klubben eller ej. Det giver dig to måneder til at finde ud af, om tennis er noget for dig og til at finde nye “legekammerater”, der også synes, tennis er sjovt. Har du spillet lidt tennis før, og overvejer at komme i gang igen, er du også meget velkommen.
Vi stiller baner, instruktører, ketcher og bolde til rådighed.
Det får du med begynderkampagnen
- Tennisketsjer, som du kan låne, indtil du er klar til at selv investere i en ketcher. Har du ikke brug for en ketsjer, så skriv det i forbindelse med tilmelding.
- Bolde (begynderbolde), som du må beholde.
- 4 gange træning med klubbens dygtige, frivillige spillere.
Drop-in onsdage, hvor frivillige fra begynderudvalget i maj og juni vil være til stede og hjælpe med at sætte spillet i gang. - Mulighed for at booke baner med dine medspillere i maj og juni måned, så du kan spille så meget, du har lyst.
Træningsdage i 2026
- Søndag den 3. maj
- Søndag den 10. maj
- Søndag den 17. maj
- Søndag den 31. maj
– alle dage klokken 14-16 på Dronning Sofies Vej 10.
Hvis der melder sig mange, så kan vi finde på at flytte jer, der har pænt med spilleerfaring, til kl. 15.30.
Vi holder derudover en særlig spille- og hyggedag for alle fra majkampagnen:
- Fredag den 12. juni kl. 18-21 på RTK’s andet anlæg, Darupvej 52 (ved Roskilde Idrætscenter). Her koster det 75 kr. at deltage – og det er med spisning efter spillet.
Niveau
Deltagerne bliver delt i to grupper – du melder dig selv til den gruppe, du hører til:
- Spillere med ingen eller næsten ingen tenniserfaring.
- Spillere, der har spillet lidt tennis før.
Vi sørger for, at du kommer til at være sammen med andre nye på dit niveau, som du kan spille og have det sjovt sammen med.
Hvem træner dig?
Vi stiller med et hold af frivillige, rutinerede spillere, som både vil hjælpe dig med spillet på banen og livet i klubben. Vi er en meget social klub med masser af aktiviteter for alle spilleniveauer og aldre.
Hvad koster det?
Prisen for begynderkampagnen er 700 kr. Når du deltager i begynderkampagnen, bliver du samtidig meldt ind i klubben og slipper for at betale indmeldelsesgebyret. I slutningen af kampagnen skal du tage stilling til, om du vil fortsætte som medlem eller ej.
Tilmelding og betaling
Du betaler samtidig med, at du tilmelder dig.
Her er link til tilmelding og betaling til RTK’s begynderkampagne for voksne forår 2026.
Hvis du ønsker at fortsætte i Roskilde Tennis Klub efter begynderkampagnen, så forlænger du blot dit medlemskab, når du bliver opkrævet i slutningen af juni. Ellers melder du dig ud uden yderligere omkostninger.
Begynderkampagnen er som udgangspunkt for nye medlemmer.
Mødetid
Alle deltagere vil få besked på mail en uge før.
Adresse
Du skal møde på Dronning Sofies Vej 10, 4000 Roskilde (tæt på Algade og Røde Port).
Her byder vi velkommen – og alle får udleveret en ketsjer og bolde. Herefter er der spil på banerne under kyndig vejledning af spillere fra klubben.
Hvad kan jeg se frem til?
Får du lyst til at være medlem, så har vi en lang række aktiviteter, der både skal sørge for, at du bliver bedre til at spille, men også at du lærer andre at kende, som du kan spille med. Finder du derimod ud af, at tennis ikke er noget for dig, så siger du pænt tak for denne gang – uden sure miner hos os.
Igennem de seneste år er mange nye medlemmer startet via begynderkampagnen. De har fundet glæden ved tennis – og i at blive godt modtaget i en klub, hvor de har lyst til at være. Vi håber, at det samme bliver tilfældet med dig. Vi vil i hvert fald glæde os til at tage imod dig.
Hvem kan jeg kontakte?
Er der noget, du er i tvivl om, så tag gerne kontakt til vores klubmedarbejder, Henrik Overgaard Pedersen, på kontakt@roskildetennisklub.dk.
Begynderudvalget for voksne i Roskilde Tennis Klub
-
Voksne, som ikke har spillet før
Målgruppe: Voksne begyndere, som ikke – eller næsten ikke – har spillet før
Er du over 18 år og har du ikke spillet ret meget før (eller måske slet ikke), så er Roskilde Tennis Klub et godt sted at starte.
Hvert år i maj tager vi særlig pænt imod helt uprøvede voksne. Vi har en helt særlig kampagne rettet mod nye.
På lige fod med andre kan du melde dig ind hvornår på året, du vil – men hvis du ikke kender nogen at spille med i forvejen, så vil vi anbefale dig at starte i foråret. Tilmelding til begynderkampagnen starter typisk i marts.
Har du brug for sparring, så tag kontakt til RTK’s klubmedarbejder, Henrik Overgaard Pedersen, kontakt@roskildetennisklub.dk.
-
Voksne, som har spillet før
